• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
9. november 2000 - Volkswagen

Største stand på Bella

VW med bredt modelprogram og Danmarkspremiere på Passat

Volkswagens nye Passat kan beundres i Bella Center Volkswagens nye Passat kan beundres i Bella Center

Volkswagen er kendetegnet ved kvalitet og har et kæmpe udvalg af modeller, som alle i en eller anden variant bliver præsenteret på biludstillingen i Bella Center. Det store trækplaster på Volkswagen-standen bliver den opgraderede Passat og Passat Variant, som har Danmarkspremiere.

Volkswagen Passat i nyt perspektiv
Den nye Passat-generation er både teknisk og visuelt modificeret og karakteriseres ved øget kvalitet, større sikkerhed og forbedrede præstationer. Der er kælet for detaljerne, f.eks. indgår den nydesignede kromindrammede kølergrill som en integreret del af stødfangeren og understreger modellens soliditet og dynamik. De nye dobbeltlygter bag klart glas giver fronten sin særlige karakter. Bagpartiet på den 4,703 m lange Passat er også nyt og har - ligesom frontpartiet - fået fremhævet sin egenart. Bagskærmenes bageste afrundinger går over i de nydesignede karakteristiske baglygter.

Materialevalget for den nye generations interiør er, som hos forgængeren, af høj kvalitet. Kabinen har fået et mere elegant design med nyt instrumentpanel. Selv i basismodellen indgår airconditioning og en teknikpakke med fjernbetjent centrallås, tyverialarm, 12 V´s stikdåse i bagagerummet, kørecomputer samt tre rulleseler med tilhørende hovedstøtter på bagsædet. Herudover er der installeret RDS-radio, båndafspiller og otte højttalere.

Men den nye Passat er ikke bare opgraderet visuelt. Der er også kommet flere nye motorer i programmet. De fem forskellige benzinmotorer opfylder alle EU 4-normen, og de tre dieselmotorer opfylder EU 3-normen. Det nye motorprogram består af: 1,6 liters motor med 102 HK, 2,0 liters med 115 HK, 1,8T med 150 HK og 2,3 liters motor, som går fra to-ventil- til fire-ventilteknologi og yder 170 HK mod tidligere 150 HK. Topmotoriseringen i Passat og Passat Variant er fortsat V6-motoren på 193 HK. Denne motor leveres med firehjulstrækket "4MOTION" som standard. Programmet af brændstoføkonomiske dieselmotorer begynder nu med den helt nye pumpe-dyse-motor på 1,9 liter med 101 HK. Næste motorstørrelse yder ikke færre end 130 HK. Passat V6 TDI byder på særlig dynamik med en ydelse på 150 HK.

Den nye Volkswagen Passat introduceres hos de danske Volkswagen-forhandlere i weekenden den 25.-26. november.

Den nye Volkswagen Passat Variant forventes hos de danske forhandlere i midten af december.

Volkswagen Lupo og Lupo 3L TDI
Lupo er en meget kompakt, men overraskende rummelig bil med plads til op til fem personer. Der er heller ikke noget småbilsagtigt over kvalitets- og sikkerhedsniveauet eller køreegenskaberne. Designmæssigt fremstår Lupo som en moderne bil med et frisk, tiltalende udseende, og det gælder både udvendigt og i kabinen. Det solide karrosseri er helgalvaniseret, hvilket medfører 12 års reklamationsret mod gennemtæring. Sikkerheden er I højsædet, og derfor har Lupo opnået topkarakteren 4 stjerner ved den europæiske NCAP crash-test.

Standardudstyret omfatter servostyring, ABS-bremser, to front- og to sideairbags, højdeindstilleligt rat og førersæde, hovedstøtter både for og bag samt splitbagsæde. Lupo kan leveres med tre 1,4 liters benzinmotorer med hhv. 60, 75 og 101 HK samt to dieselmotorer: 1,7 SDI med 60 HK og 1,4 TDI med 75 HK.

Den helt specielle udgave af Lupo med 1,2 liters TDI-motor kaldes Lupo 3L TDI. Som den første bil i verden kan den køre over 33 km/l på én liter brændstof. Desuden er opfylder den som den eneste dieselbil den strenge udstødningsnorm, EU4. Den gode brændstoføkonomi har også fået ændret det danske afgiftssystem. Det betyder, at de årlige grønne afgifter er på kun 140,- kr. Det lave forbrug er opnået uden indskrænkninger i rummeligheden, komforten, køreglæden eller sikkerhedsniveauet.

Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD) har netop tildelt Lupo 3L TDI en ærespris. Hæderen tildeles biler, der realiserer afgørende tekniske landvindinger - og det er ikke hvert år, der findes en kandidat til denne pris.

Volkswagen Polo
Historien om Polo er historien om en populær lille bil med store kvaliteter, som har gjort den til førende i sin klasse. I Danmark har Polo flere år været den mest solgte bil. Polo gennemgik for et års tid siden en kraftig modificering med mange forbedringer. Bl.a. er karrosseriet nu helgalvaniseret og har 12 års reklamationsret imod gennemtæring. Samtidig er der opnået meget høj karrosseristivhed, hvilket forbedrer både komfort, køreegenskaber og kollisionssikkerhed.

Som en ægte model fra Volkswagen udmærker også Polo sig ved et komplet sikkerhedsudstyr, som bl.a. omfatter: Servostyring, airbags for fører og forsædepassager, sideairbags, ABS-bremser med elektronisk bremsekraftfordeler, højdejusterbar ratsøjle, ISOfix-beslag på bagsædet og højdejusterbare hovedstøtter for og bag.

Motorprogrammet omfatter fem benzinmotorer med hhv. 50, 60, 75, 101 og hele 125 HK. I forbindelse med den kraftige motor kan tilbydes en GTI-udstyrspakke.

Polo Classic har et klassiske design med udvendigt bagagerum. Med bilens længde på 414 cm er det bemærkelsesværdigt, at bagagerummet rummer 455 liter. Polo Variant, som har samme udvendige længde, kombinerer fordelene ved den rummelige stationcar med de kompakte ydre mål. Bagagerummet er fleksibelt, og når splitbagsædet foldes ned, rådes over et bagagerum på 1.250 liter.

Motorudvalget til Polo Classic og Polo Variant omfatter tre benzinmotorer og tre dieselmotorer. Basis blandt benzinmotorerne er den velkendte motor på 1,4 liter, der yder 60 HK. Næste trin er to 1,6 liters motor på 75 og 101 HK. Udvalget af dieselmotorer udgøres af de tre direkte-indsprøjtnings-motorer, alle på 1,9 liter. SDI-motoren yder 68 HK, mens TDI-motorerneer på hhv. 90 og 110 HK.

Golf
Golf er blevet et begreb, og bilen har da også givet navn til den kompakte mellemklasse - Golf-klassen. Menneskene, deres sikkerhed og ergonomi har haft den højeste prioritet i konstruktionen af den fjerde Golf-generation. Der er dobbelte full-size airbags foran, sideairbags indbygget i forstolene, selestrammere med stramningsbegrænser, nakkestøtter med ekstra lang justeringsmulighed sikrer forsædepassagererne. Bagved er der ligeledes både rulleseler og nakkestøtter til tre personer, og til barnestolsmontering er der Isofix-beslag.

Fremragende køreegenskaber giver aktiv sikkerhed, og den passive udgøres f.eks. af effektive deformationszoner samt en meget stiv kabine, der samtidigt bidrager til en stor komfort. Rattet kan justeres både i højde og længde. Dette samt de fast polstrede sæder med mange justeringsmuligheder giver en komfortabel og ergonomisk rigtig kørestilling. Allerede i basis-versionen er den nye Golf veludstyret og har 12 års garanti mod gennemtæring. Golf fås med et utal forskellige motorer og kan skræddersys til enhver smag med udstyrspakker og ekstraudstyr.

Kabinen i Golf Variant rummer fem voksne passagerer og en stor mængde bagage. Bagagerummet er på 460 liter med bagsædet i normalstilling og på hele 1.470 liter med nedfældede bagsæderyglæn. En række praktiske detaljer er med til at øge brugsværdien. Således forhindrer gummilister i bagagerumsbunden bagagen i at rutsche omkring. Ønsker man en endnu bedre sikring af bagagen, kan den spændes fast til de fire integrerede fastsurringsøjer. En udtrækkelig bagagerumsafdækning beskytter bagagen mod nyfigne blikke. Alle modeller har tagræling. Det øvrige udstyr er identisk med udstyret i den almindelige Golf. Det vil sige, at bl.a. centrallås, multijusterbart rat, højdeindstilleligt forsæder, el-ruder og -spejle, tågelygter, multifunktionsanlæg og split-bagsæde er standard.

Har man trang til vind I håret må valget falde på Golf Cabriolet, som har fået en kraftig ansigtsløftning. De dobbelte forlygter bag klart glas præger fronten. Udstyrsmæssigt er bilen blevet opgraderet, så basis-versionen svarer til den omfattende Trendline-pakke. Derudover kan man vælge Comfortline eller Highline.

Volkswagen Bora
Bora er en sedanmodel med fire døre. Bora forener det sportslige med det komfortabel og er en glimrende som firma- eller rejsebil for fem personer. Boras sportslige og dynamiske egenskaber kommer også frem i valget af motorer. Der er valgmuligheder imellem fire benzin- og tre TDI-motorer med mellem 100 og 170 HK.

Karrosseriet ser ikke bare kraftfuldt ud. Det er bygget efter høje kvalitetsstandarder, hvori indgår lasersvejsning og selvskærende nitter. Karrosseristrukturen får en styrke og en stivhed, der ellers kun findes blandt de mest kostbare biler. Desuden afleder karrosseristivheden suveræne køreegenskaber. Helgalvaniseringen medfører langtidsholdbarhed og reklamationsret overfor gennemtæring på 12 år.

Standardudstyret i Bora omfatter airbags til fører og forsædepassager og sideairbags, ABS-bremser, højdejusterbare sportsforsæder, multijusterbar ratstamme og airconditioning. Splitbagsædet kan aflåses, og adgangen til bagagerummet indefra dermed forhindres. Bagagerummet, der er fuld beklædt, rummer 455 liter. Det er forsynet med fire surrekroge, og indlæsningskanten er beskyttet af en bred liste i rustfrit stål. Bagsædet er forsynet med tre højdejusterbare nakkestøtter med tilhørende tre-punkts rulleseler.

Volkswagen New Beetle
Med charmerende kugleform byder Volkswagen New Beetle de besøgende på Copenhagen International Motor Show velkommen. New Beetle er nemlig vartegn for udstillingen, og tre friske "bobler" hænger på væggen ved hovedindgangen til Bella Center.

De runde former, bagpartiet samt de indbyggede forlygter lyder næsten som beskrivelsen af en dame af høj klasse. Det originale karosseri fra den klassiske Boble er således bevaret i New Beetle, men er samtidig tilføjet et nyt design med bl.a. en skarp linieføring af rudefladerne.

Modellen har nedklappeligt bagsæde og fire nakkestøtter, centrallås, synkront el-indstallerbare og opvarmelige sidespejle samt knapper til fjernbetjening af dækslet til den 55 liter store tank og til bagagerummet, der rummer op til 527 liter med nedklappet bagsæde. Små detaljer forsøder kørslen - eksempelvis to bægerholdere og mindre opbevaringsrum til solbriller og ikke mindst den nostalgiske blomstervase på instrumentbrættet.

Motormæssigt kan valget falde på en af de to benzinmotorer på hhv. 115 og 150 HK eller den nye 100 HK stærke TDI-motor med pumpe-dyse-teknik.

Volkswagen Sharan
Volkswagens store MPV, som både leveres som varevogn og som syv-personers personbil, har fået et nydesignet front- og hækparti og en ny kabineindretning, så den fremstår mere attraktiv end nogensinde. Samtidig er motorprogrammet blevet udvidet med en række nye, avancerede motorer, og udstyrsniveauet er forbedret. Sharan som udmærker sig ved sin store fleksibilitet. De fem bagsæder kan hver for sig enten foldes sammen eller tages helt ud, så der bliver plads til enten passagerer eller bagage afhængigt af det aktuelle transportbehov

Man vælge mellem fem forskellige motorer: To TDI-motorer og tre benzinmotorer. TDI-motorerne har 1,9 liters slagvolumen og en ydelse på hhv. 90 og 115 HK er helt nye og benytter sig af Volkswagens enestående pumpedyse-indsprøjtningssystem.

Benzinmotorprogrammet begynder med en 2,0-liters motor med 115 HK og en 1,8-liters turbomotor med 150 HK. Kraftigste motoralternativ er en ny 2,8-liters V6-motor med 24 ventiler og en ydelse på 204 HK. Fælles for alle motorvarianter er, at de som standard er kombineret med en 6-trins manuel gearkasse. Mod merpris kan man vælge en 5-trins automatisk tiptronic-gearkasse.

Sharan fås i Danmark i tre forskellige udstyrsvarianter: Basis, Comfortline og Trendline. Allerede i basisversionen har den nye Sharan et meget omfattende standardudstyr, som bl.a. omfatter airconditioning, elektrisk rudeoptræk i fordørene og fjernbetjent centrallås. Sikkerhedsudstyret er komplet med blandt andet fire airbags, ABS-bremser med elektronisk bremsekraftfordeling, selestrammere og el-spejle med varme.

Volkswagen Caravelle
Caravelle er en 9-personers maxi-limousine, som tilbyder plads, komfort og fleksibilitet, hvad enten den bruges som rejsevogn på business class eller til ferien for storfamilien. Syv motorer kan der vælges imellem, hvor benzinmotorerne fås med 84, 115 eller 204 HK og dieselmotorerne med 75, 88, 102 og 150 HK.

Basisudstyret er omfattende med bl.a. ABS-bremser med EDS, skivebremser både for og bag, centrallås med radiofjernbetjening, varme- og ventilationssystem med recirkulation og pollenfilter, ekstra varmeapparat til passagerkabinen, opvarmelige sprinklerdyser, tyverisikring med mekanisk brudsikring af ratlåsen samt elektronisk startspærre. Caravelle leveres også i Comfortline-udgave, hvor sæderne er udstyret med armlæn og betrukket med lækkert velourstof, polstret instrumentpanel, elektrisk rudeoptræk samt el-opvarmelige- og indstillelige sidespejle. Endvidere kan der bestilles automatisk gearkasse, syncro firehjulstræk til visse motorer, airconditioning, skyde/vippetag, sportspakke med bl.a. sænket undervogn, letmetalfælge og meget mere.

Volkswagen præsenterer følgende biler på stand C1-001 på Copenhagen International Motor Show - Biler uden grænser - i Bella Center i København den 9.-19. november 2000: VW Lupo, Lupo 3L, Polo, Polo Classic, Polo Variant, Golf, Golf Variant, Golf Cabriolet, Bora, New Beetle, Passat, Passat Variant, Sharan, Caravelle.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.