• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
8. august 2000 - Volvo

Sporty sedan med fire døre og fem pladser

Udefra minder den nye Volvo S60 meget om en coupé, men indvendigt er pladsforholdene som i en sedan. Et stærkt og dynamisk design giver bilen en udpræget sportslig karakter. Samtidig er den rummelig og har plads til fem personer. Volvo S60 er fremme på det danske marked til oktober.

Den nye Volvo S60 minder udefra meget om en coupé, men inde i kabinen er pladsforholdene rigelige som i en sedan. Den nye Volvo S60 minder udefra meget om en coupé, men inde i kabinen er pladsforholdene rigelige som i en sedan.

Volvo S60 er i lighed med Volvo S80, V70 og den netop introducerede Cross Country bygget på Volvos store platform. Den er dermed endnu et eksempel på, hvor fleksibelt et platform-koncept kan være. Og på, hvor forskellige biler, man kan bygge på den samme basisstruktur. Størrelsesmæssigt placerer Volvo S60 sig midt imellem modellerne S40 og S80.

Sporty, men med fire døre
Designet af Volvo S60 bærer tydeligt præg af Volvos designsprog, men samtidig har den en stærk, individuel karakter. Da Volvo V70 blev designet var opgaven at kombinere en sportslig front med en praktisk bagende. I Volvo S60's tilfælde var opgaven derimod at kombinere den sportslige front med en lige så sportslig bagende. Og her har Volvo C70 Coupé stået for meget af inspirationen, men formen er ny og kombineret med fire døre.

Føreren i fokus Indvendigt afspejles bilens sportslige stil i interiøret. Førerpladsen er indrettet, så den giver maksimal køreglæde og kontrol. Det giver en slags cockpit-fornemmelse, men uden at lukke føreren inde eller medpassagerne ude.

Det store bagagerum er næsten lige så rummeligt som Volvo S80's og naturligvis fleksibelt med fremfældeligt bagsæderyglæn. Eftersom bagagerummet har to separate gulvsektioner, kan det ene løftes, så det danner en væg, hvorpå indkøbsposer og lignende let kan fastspændes med to elastikstropper - sikkert og praktisk.

Køreglæde og sikkerhed
Volvo S60 er baseret på Volvos store platform, der også ligger til grund for Volvo S80 og V70. Eftersom Volvo S60 både er en mindre bil og har en anden karakter er der ved udviklingsarbejdet lagt vægt på at skabe sportslige, men samtidig komfortable køreegenskaber.

Akselafstanden på 272 cm - kortere end Volvo S80 og V70, men fem cm længere end den gamle Volvo S70 - kombineret med det korte udhæng for og bagtil giver bilen en meget effektiv vægtfordeling. Kørestillingen og den korte front bidrager desuden til at gøre den lettere at styre - også i kurver og skarpe sving.
Volvo S60 har samme slags hjulophæng som sine større søskende med MacPherson fjederben fortil, mens man har anvendt Volvos multilink-aksel bagtil.

Kun femcylindrede motorer
Motorerne er selvsagt også af stor betydning for køreoplevelsen. Motorprogrammet til Volvo S60 består udelukkende af femcylindrede benzinmotorer, hvoraf to er turbomotorer:

· 2,3 ltr. højtryksturbo motor på 250 hk ved 5.200 omdr./min.
og 330 Nm ved 2.400 omdr./min.
· 2,4 ltr. lavtryksturbo motor på 200 hk ved 5.000 omdr./min.
og 285 Nm ved 1.800 omdr./min.
· 2,4 ltr. motor på 170 hk ved 5.900 omdr./min.
og 230 Nm ved 4.500 omdr./min.
· 2,4 ltr. motor på 140 hk ved 4.500 omdr./min.
og 220 Nm ved 3.750 omdr./min.

Disse fire motorer findes også i Volvo V70 programmet, og der er således tale om den såkaldte RN-version, der er mere brændstoføkonomiske, miljøvenlige og effektive end deres forgængere. Benzinforbruget ved blandet kørsel ligger mellem 11,9 km/ltr. (modellen med 140 hk) og 10,7 km/ltr. (modellen med 250 hk) ved blandet kørsel.

Sikkerhed
Aktiv sikkerhed på højt niveau skaber bedre bilister, fordi bilen giver dem bedre muligheder for at klare en kritisk situation. Volvo er en underholdende bil at køre, som man samtidig kan stole på ikke ændrer opførsel - heller ikke når den presses til det yderste.

En bred sporvidde (Volvo S60 har klassens bredeste sporvidde), en effektiv vægtfordeling, et hurtigt styretøj og en velafstemt undervogn giver en perfekt kombination af køreglæde og sikkerhed. Og da Volvo S60 er bygget på samme platform som Volvo S80 og V70, har den også den samme høje crash-sikkerhed.

Og inde i kabinen findes det mest avancerede sikkerhedsudstyr, som for eksempel:

· sikkerhedsseler med seleforstrammere og kraftbegrænsere (for).
· Volvos nye dual-stage airbag, hvor ulykkens omfang afgør, om kun det ene eller begge trin udløses.
· Inflatable Curtain. Volvos kollisionsgardin, der beskytter både for- og bagsædepassagerer ved påkørsel fra siden.
· WHIPS, der beskytter mod piskesmæld ved påkørsel bagfra.
· SIPS, der beskytter ved kollision fra siden.

Kan bestilles nu
De første Volvo S60 vil være fremme i Danmark i slutningen af oktober, men allerede nu kan den bestilles hos de danske Volvo-forhandlere til priser fra 370.000 kr, som det fremgår af nedenstående prisoversigt:

Volvo S60 2,4 140 hk kr. 370.000
Volvo S60 2,4 170 hk kr. 405.000
Volvo S60 2.4T 200 hk kr. 445.000
Volvo S60 T5 250 hk kr. 515.000.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.