• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
1. marts 2002 - Færdselsstyrelsen, FDM og Statens Bilinspektion

Vinterdæk eller ej

På sne og is er vinterdæk stadig en stor sikkerhedsfordel

Hvis bilen har brede dæk eller baghjulstræk som denne BMW 3-serie coupe, er det værd at overveje vinterdæk. Hvis bilen har brede dæk eller baghjulstræk som denne BMW 3-serie coupe, er det værd at overveje vinterdæk.

Af Færdselsstyrelsen, FDM og Statens Bilinspektion
Skal jeg køre vinteren igennem på mine sommerdæk, eller skal jeg anskaffe vinterdæk? Det er et spørgsmål, som mange bilister stiller sig selv.

Færdselsstyrelsen, FDM og Statens Bilinspektion har på baggrund af vinterens debat om fordele og ulemper ved vinterdæk fundet det væsentligt at informere om den seneste viden på området, både af hensyn til sikkerheden, og af hensyn til bilisternes økonomi.

Din afgørelse
Bilisterne træffer selv afgørelse om dækvalget ud fra kørselsbehovet. Derfor er det vigtigt, at bilisterne har adgang til uvildige og ajourførte oplysninger om sommer- og vinterdæks egenskaber.

Man kan som bilist kun afpasse kørslen efter forholdene og køre sikkert, hvis man kender både fordelene og ulemperne ved dækvalget.

Vi kan ikke give et generelt råd for eller imod vinterdæk, for mens vinterdæk er bedst på dage med is eller sne, er sommerdæk bedst både på tør og våd vej. Det bedste og sikreste dækvalg er derfor et kompromis, som også afhænger af biltype og kørselsbehov. I denne forbindelse er det vigtigt at slå fast, at dækbranchens oplysninger om, at sommerdæk mister vejgrebet ved temperaturer under 7°C, ikke længere er gældende. Selv ved lave temperaturer er sommerdæk almindeligvis bedre end vinterdæk, når vejen er tør eller våd.

Kørselsbehov og dækvalg
Når man før vinteren beslutter sig for enten sommer- eller vinterdæk, skal man tage højde for sit kørselsbehov og for den dæktype, som bilen normalt er forsynet med. Hvis det er vigtigt, at bilen kan bruges hver eneste dag hele vinteren, hvis bilen har baghjulstræk, eller hvis bilen har særligt brede dæk, så er det værd at overveje vinterdæk. Kan man derimod leve med, at man kan være nødt til at lade bilen stå, hvis der kommer en dag med meget sne, og har bilen i øvrigt forhjulstræk og dæk med almindelig bredde, så kan man komme sikkert gennem vinteren på gode sommerdæk.

Uanset om man vælger sommer- eller vinterdæk, så er det især i vinterperioden vigtigt med en tilstrækkelig mønsterdybde. Loven siger mindst 1,6 mm, men vi anbefaler mindst 3 mm til vinterbrug. Når man vælger dæk, er det i øvrigt altid en god idé at støtte sig til uafhængige dæktests, f.eks. i biltidsskrifter eller på FDM's hjemmeside www.fdm.dk. Uanset om der er tale om sommer- eller vinterdæk, vil vi anbefale, at man især lægger vægt på dækkenes egenskaber på våd vej.

Denne artikel er udarbejdet af Færdselsstyrelsen, FDM og af Statens Bilinspektion i fællesskab.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.