• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
21. september 2000 - BMW

BMW lancerer fjerde generation af 3-seriens topmodel

Ny M3 med mere af det hele

Var det noget med en bimmer med 343 vilde heste??? Var det noget med en bimmer med 343 vilde heste???

Kendere af BMW M3 vil vide, at dén bil har alt, hvad i hvert fald de fleste kan ønske sig. Enestående ydelser, uforlignelig motorkraft, sublime køreegenskaber. Kort sagt køreglæde på sjældent højt niveau.

Nu er fjerde generation på banen, og selv om det nærmest skulle synes umuligt, er det lykkedes BMW-ingeniørerne at skabe en M3 med mere af det hele:
Mere motorkraft, højere ydelser, mere stil. Nøgletalene lyder: 342 hestekræfter. Højeste drejningsmoment på 365 Nm, fra 0-100 km/t på 5,2 sekunder, og et brændstofforbrug på 8,4 km pr. liter.

Ved første øjekast udstråler M3's brede og muskuløse udseende både overlegen kraft og elegance. Med sin nye frontspoiler med ellipseformede tågelygter og ekstra store køleluftindtag skiller den sig klart ud fra øvrige modeller i 3-serien.

Kølerhjelmen er udført i aluminium, og det har sparet 40 procent i vægt i forhold til stål. På hjelmen er der en forhøjning, som giver plads til motoren nedenunder.

Den nye model er 20 mm bredere end forgængeren og har luftindtag med M-emblem i siderne. Den større bredde er nødvendiggjort af større sporvidde, bredere hjul og dæk. Specielle sidespoilere og en strømlinet bagspoiler fremhæver den nye M-atlets kraftfulde og dynamiske udseende. Udstødningssystemet med to kamre og fire udstødningsrør understreger, at der her er tale om et medlem af den eksklusive M-klasse.

Instrumentpanelet præges af de typiske runde BMW-instrumenter her med røde indikatornåle. Som i M5 har omdrejningstælleren variabel advarselszone, som afpasser sig efter drifttemperaturen. Multifunktionsrattet er i nyt, lækkert design, og en aluminiumsplade til at hvile foden på samt dørtrin med M-logo afrunder det karakteristiske interiør. Gearknoppen er be-lyst, spejlet har automatisk antiblændeeffekt, og aircon-ditionanlægget kan indstilles separat for fører og forsæ-depassager.

Seks airbags foran er standard, og der er mulighed for at få sideairbags bagi.

Sportssæderne er nye og kan indstilles i rygbredden, så man uanset størrelse kan opnå den perfekte støtte.

Nyudviklet motor
Med den nye M3 introduceres en helt ny motor, som er bygget efter højhastigheds-konceptet, der kendes fra Formel 1. Det betyder, at stemplerne arbejder med meget stor hastighed, nærmere bestemt flytter sig 24 meter i sekundet ved 8.000 omdrejninger. Til sammenligning er hastigheden i Formel 1 motoren 25 meter pr. sekund ved 18.000 omdrejninger pr. minut. Resultatet er, at M3 når 100 km/t på lige godt fem sekunder, og accellerationen fra 80 til 120 km/t tager 5,4 sekunder.

Højhastighedskonceptet var en af grundene til, at BMW valgte at bygge M-motoren helt om. Samtidig ønskede man at opnå blandt andet lavere vægt, højere drejningsmoment og mere kraft.

Snart sagt alle komponenter er nye i motoren, som ligger i en vinkel på 30 grader mod højre, og ingeniørerne har nået deres mål: Der er sparet seks procent på vægten, opnået yderligere 22 hestekræfter, og hele 80 procent af drejningsmomentet er nu til stede ved blot 2.000 omdrejninger pr. minut. Endvidere er motoren optimeret på en lang række områder. Det gælder krumtap, cylindere og stempler, der på forskellig vis er tilpasset den højere ydelse.

VANOS, den variable knastakselstyring, som havde premiere i M3 allerede i 1992, sørger igen for den optimale motordrift med større kraft, bedre brændstoføkonomi og lavere emissioner til følge.

Nyudviklet motorstyring
Den formidable kraft styres af et nyt motorstyringssystem, MSS 54, som kan foretage 25 millioner kalkulationer i sekundet. Systemet styrer en lang række funktioner og "holder øje med" hver enkelt cylinder.

Et helt nyudviklet system giver mulighed for to indstillinger af den elektroniske motorstyring. Nemlig en komfortorienteret indstilling og én, der lægger op til en mere sporty, progressiv kørestil. Styringssystemet tager alle funktioner med i beregningerne. Det sørger for at omsætte fodens tryk på speederen til et signal, som koordineres med blandt andet den Dynamiske Stabilitets Kontrol, DSC. Systemet sørger også for, at katalysatoren opvarmes så hurtigt som muligt efter start.

100 km/t i andet gear
Udstødningssystemet reducerer modtrykket med 40 procent i forhold til forgængeren.

Sekstrinsgearkassen, der er den samme som i M5, klarer over 100 km/t i andet gear. I sjette gear stopper accellerationen ved den elektroniske stopklods på 250 km/t.

Affjedringssystemet, som i en M-model altid skal være "hurtigere end motoren" er forbedret, og det er lykkedes både at indrette det til den nye M3's højere ydelse og til hverdagskørsel. Den stive forbindelse mellem affjedring, foraksel og undervogn, den større sporvidde, tandstangs-styring, og det ergonomisk udformede rat giver en præcision og adræthed i kørslen, som ikke tidligere er set.

Bagakslen er ekstremt stabil og samtidig komfortabel.

Der er udviklet nye aluminiumsfælge og specielle 18 tommer højhastighedsdæk.

Et system, der advarer føreren, når dæktrykket er faldet til det halve, er standard. Reservehjul er der ikke behov for, da det såkaldte M Mobility System kan lappe et hul, der er op til seks mm i diameter.

Bremser af compound-ypen sørger for, at M3 kan bremse fra 100 til 0 km/t på cirka 3 sekunder Det svarer til en bremselængde på cirka 35 meter.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.