• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
27. oktober 2000 - BMW

Teknologi og design hos BMW

Tre danmarkspremierer på Copenhagen Motor Show

BMW Z8: stilfuld - og med motor fra M5! BMW Z8: stilfuld - og med motor fra M5!

Nye, kraftige motorer og elegante designmæssige linier præger BMW's stand på Copenhagen International Motor Show.

Med sine 795 hestekræfter runder BMW's nyudviklede racer, BMW WilliamsF1, toppen af, hvad angår motorydelse. For første gang får et dansk publikum lejlighed til at se bilen, der har givet BMW et bemærkelsesværdigt comeback i Formel 1.

Topmodellen i 3-serien, den nye BMW M3, har ligeledes danmarkspremiere i Bella Center. Nøgleordene for fjerde generation af den legendariske sportssedan er mere motorkraft, højere ydelse og mere stil.

Den sekscylindrede motor i M3 er bygget efter højhastighedskonceptet, som kendes fra Formel 1, og når de 343 hestekræfter folder sig helt ud, bevæger stemplerne sig næsten lige så hurtigt som i den 10-cylindrede racer. Ydelserne er selvsagt i særklasse. Acceleration fra 0-100 km/t klares på lige godt fem sekunder.

M3 fremstår bredere og mere muskuløs end forgængeren med dynamiske designmæssige detaljer - nye spoilere, større køleluftindtag og en ny udformning af kølerhjelmen, der er af aluminium.

Umiddelbart efter verdenspremieren i Paris får det danske publikum lejlighed til at se BMW's nye MINI COOPER for første gang.

Bilen er bemærkelsesværdig, fordi den i sit ydre har arvet nogle af "generne" fra den gamle MINI - men samtidig er et helt nyt koncept i et design præget af flydende, rene og elegante linier. En bil, som på mange områder sætter nye standarder i klassen. For eksempel det sikkerhedsmæssige, hvor MINI'en er skåret over en BMW-læst.

Elegance og teknologi
BMW er koblingen mellem elegant design og et højt teknologisk niveau.

Det får publikum på Bella Center talrige beviser for - ikke mindst gennem de udstillede 2001-modeller i 3- og 5-serierne: 3-serie sedan, cabrio og touring samt 5-serie sedan og touring.

Den største designmæssige nyhed står 5-serien for. Efter et "facelift" fremstår modellen om muligt endnu mere stilfuld med nye forlygter, hvor parkeringslyset ligger som en ring om selve lygten, nye tågelygter og baglygter. De forreste luftindtag er i en ny udformning, og det så velkendte "dobbeltnyre" kølergitter har fået en bredere ramme af krom. Alle stødlister er i lakfarven, og der er nyt ratdesign og nye interiørlister.

Nye, kraftigere motorversioner
På den teknologiske side er det de nye versioner af BMW's legendariske seks-cylindrede rækkemotor, der skinner i øjnene.

Motorerne på henholdsvis 2,2 liter med 170 hestekræfter, 2,5 liter med 192 hestekræfter og 3,0 liter med 231 hestekræfter har premiere i 2001-modellerne af 3-serien, 5-serien, Z3 og sports- og aktivitetsbilen X5.

Motorerne har højere ydelser og forbedrede drejningsmomenter - først og fremmest som resultat af en optimering af indsprøjtnings- og udstødningssystemerne - samt øget slagvolumen. Endvidere er brændstoføkonomien forbedret.

Bil uden CO2 emission
Med på standen er også BMW's bud på fremtidens bil, som værner om miljøet. Nemlig den 12-cylindrede brintdrevne bil, BMW 750hL, som forskerne i München har arbejdet på i to årtier.

Med "Clean Energy"-konceptet er BMW i dag den eneste bilproducent, som råder over en brintdrevet bil, der kan serieproduceres. Nu mangler vi blot tankstationerne. Men de vil uden tvivl komme. For BMW 750hL er bilen uden CO2 emission.

Den nye roadster
BMW Z8 - reinkarnationen af ideerne i én af de smukkeste biler, BMW nogensinde har bygget, nemlig BMW 507 fra 50'erne - kan også ses på standen.

Den charmerende to-sæders roadster er på en gang muskuløs og strømlinet, stilfuld og unik. Bygget af aluminium efter helt nye principper - og med et sandt kraftværk under motorhjelmen, nemlig BMW's v8'er, der også gør tjeneste i M5! 400 hestekræfter, seks trins gearkasse, fra 0-100 km/t på under fem sekunder.

Det nye koncept
Med sports- og aktivitetsbilen X5 har BMW skabt et helt nyt koncept. Kendetegnene er et æstetisk, dynamisk design og en helt ny køreoplevelse, skabt gennem bilens højde og helt exceptionelle køreegenskaber både på almindelig vej og off road.

Det teknologiske niveau er højt, og konceptet er synonymt med både rummelighed og praktisk anvendelighed.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.