• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
18. januar 2001 - Mazda

Gamle RX7 får efterfølger

RX8 er en ægte sportsvogn, men med plads og fire døre

Mazda har præsenteret deres nye RX-8 på biludstillingen i Detroit. En ny 4-personers/4-dørs sportsvogn i et spændende design og med Wankelmotor. Mazda har præsenteret deres nye RX-8 på biludstillingen i Detroit. En ny 4-personers/4-dørs sportsvogn i et spændende design og med Wankelmotor.

På den internationale biludstilling i Detroit viser Mazda for første gang sin nye RX-8 sportsvogn. Der er tale om en helt ny og spændende konstruktion, hvor man for første gang forener et rent sportsvognskoncept med mere praktiske detaljer som 4 sidedøre, en kabine med plads til fire voksne og et bagagerum, der sluger 300 liter.

Mazdas præsident Mark Fields forventer, at dette nye og unikke miks af sport og anvendelighed i samme bil kan gøre RX-8 til den næste store ting, der sker på sportsvognsmarkedet. Præcis som Mazda var med til, da de i 1989 introducerede deres 2-personers MX-5 roadster og satte en succesbølge i gang, der ikke er set tidligere eller for den sags skyld senere.

Den nye Mazda RX-8 er en videreudvikling af konceptbilen RX-EVOLV, der har været vist frem på biludstillinger over hele verden i løbet af det sidste års tid. De vigtigste elementer fra RX-EVOLV konceptet er bibeholdt, men RX-8 fremtræder nu som en mere produktionsklar model.

Ingen midterstolpe
Ved første øjekast ser det ud, som om bilen er en 2-dørs sportscoupe, men øjnene snydes, da det er lykkedes Mazdas ingeniører og designere at kamuflere de to bagdøre i RX-8.

Bilen har ingen midterstolpe mellem for- og bagdøre, hvilket, udover det spændende designelement, giver nemmere adgangsforhold til de to separate stole bag i bilen. Den manglende midterstolpe betyder også, at bagdørene er hængslet modsat af normale biler, og åbner derfor bagud. Interiøret er præget af læder, aluminium og en atmosfære af rendyrket sport, som alle fire passagerer kan nyde i fulde drag.

Ny Wankelmotor
Motormæssigt er der comeback til den højtydende Wankelmotor, som i RX-8 vises frem i en nyudviklet version med to rotationskamre på hver 654 ccm, der giver en ydelse på 250 hk uden brug af turbolader. Den nye konstruktion er blandt andet lettere, mindre og mere benzinøkonomisk end de tidligere rotationsmotorer, som Mazda igennem de sidste 40 år har arbejdet med.

Motoren er placeret lavt og bag forakslen, hvilket er med til at skabe en ideel 50/50 vægtfordeling, og undervognen er bygget over en kraftig rygrads-konstruktion, hvor 19 tommer alufælgene sidder i dobbelte wishbone ophæng. Alt sammen for at optimere køreegenskaberne. Bilen trækker på baghjulene, og transmissionen er en 6-trins med mulighed for både manuelt og automatisk gearskifte. De meget kompakte dimensioner på motoren - blokken er kun 34 cm høj - er en af hovedårsagerne til, at man har kunnet designe RX-8'eren som en sportsvogn med ekstremt lavt frontparti og korte udhæng og alligevel skabe plads til et rummeligt indre på niveau med det, man finder i en sportssedan.

Der foreligger endnu ikke information om, hvornår bilen går i produktion, men man forventer, at den vil være på vejene i en ikke alt for fjern fremtid.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.