• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
8. maj 2006 - Pressemeddelelse - FDM

Toyota truer BMWs trone

Og Kia overtager Fiats sidsteplads i FDMs AutoIndex

Toyota kan være ved at køre sig ind på en førsteplads. Toyota kan være ved at køre sig ind på en førsteplads.

Pressemeddelelse - FDM
Med den bedste bil og de mest loyale ejere får BMW igen en samlet førsteplads i FDMs AutoIndex 2006, hvor bilejerne udtrykker deres holdninger og tilfredshed. Men førerpositionen kan være på lånt tid, for Toyota har fortsat de bedste forhandlere og værksteder, og høster så megen tilfredshed blandt ejerne, at mærket har overhalet Saab på andenpladsen. Fortsætter udviklingen, så vil Toyota være nr. 1 næste år.

I FDMs AutoIndex vurderes 23 bilmærker, og Fiat, der har haft sidstepladsen i tre år, er gået frem, og da ejernes tilfredshed med Kia er gået tilbage, er det koreanske mærke ny agterlanterne.

Tæt på Kia og Fiat i bunden ligger Peugeot og Citroën, der hver er drattet tre pladser. I et marked, hvor ejerne generelt er blevet mere tilfredse, nøjes Citroën med at holde sidste års tilfredshedsniveau, mens Peugeot er gået direkte tilbage i ejertilfredshed.

"Vi har set 307-brande, Peugeoter er gået i stykker eller har drillet. Og den dalende tilfredshed kommer fra personer, der må siges at kende mærket bedst, nemlig ejerne. Når selve bilen skal vurderes, er Peugeot nu tæt på den sidsteplads, som Fiat hidtil har haft for sig selv," siger Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

Mitsubishi og Seat - begge med modeller, der blev Årets Bil i Danmark (hhv. i 2005 og 2006) - har i det seneste år fået smilet frem hos ejerne. Det samme gælder Opel. Mærkerne ligger nu midt i feltet, men placeringen dækker over en vandring fra bunden. Seat og Opel bæres især frem af en større ejertilfredshed med selve bilen, mens det er forhandlere og værksteder hos Mitsubishi, der trækker læsset for tiden.

Omvendt dratter BMW-forhandlerne fra en 3. til en 9. plads. Toyota ikke bare vinder for fjerde år i træk, men udbygger også sit forspring. Salg er stadig en asiatisk disciplin: Fem af de seks bedst bedømte mærker er fra Østen.

Kia-forhandlerne falder mere dramatisk end BMWs: Fra en debut i undersøgelsen som nr. syv og nu sidst. Advarselslamperne lyste allerede i 2005: Kia indtog en klar sidsteplads, når ejerne skulle vurdere værkstedets evne til at holde, hvad det lover.

Ejerne knyttes tættere til deres bilmærke, undtaget hos Peugeot, Kia og Ford - her er loyaliteten faldet. Det største positive ryk står Seat for:

"Vi ser stadig mere til Seat og kan desuden spore en forsinket Skoda-effekt, altså den gevinst, der ligger i at være en synlig del af Volkswagen Group," siger Mikkel Korntved, dir. i Loyalty Group, der som FDMs partner i AutoIndex har bearbejdet tallene for FDM.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.