• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
9. november 2000 - Porsche

Stor interesse for 911 Turbo

Porsches topmodeller poserer i Bella Center

Porsche 911 turbo er den absolutte topmodel i Porsches nuværende modelprogram Porsche 911 turbo er den absolutte topmodel i Porsches nuværende modelprogram

På den internationale biludstilling i Bella Center fra den 9.-19. november præsenterer Porsche to af sine topmodeller: Porsche Boxster S og Porsche 911 Turbo. Porsche Boxster S er med sine 252 HK den stærkeste i Boxster-modelrækken, som også tæller en variant med 220 HK. Porsche 911 Turbo er med sine 420 HK ikke bare den stærkeste udgave af den klassiske 911-model, den er også den absolutte topmodel i Porsches nuværende modelprogram.

Porsche Boxster S
Porsche Boxster, som blev præsenteret første gang i 1996, er en klassisk roadster med centralt placeret motor. Oprindeligt havde den en 2,5-liters boxermotor med 204 HK, men sidenhen er motoren blevet boret op til 2,7 liter, og ydelsen er i dag 220 HK. Det rækker til en tophastighed på 250 km/t og en acceleration fra 0-100 km/t på 6,6 sekunder. Takket være centermotorprincippet og Porsches enorme knowhow, når det gælder undervognskonstruktion og -afstemning, er en Boxster altid i perfekt balance, hvad enten den kører på bane eller almindelig vej.

I 1999 udvidede Porsche Boxster-modelrækken med den nuværende topmodel, Boxster S. Motoren i Boxster S er på 3,2 liter og yder 252 HK. Accelerationstiden fra 0-100 km/t er nede på 5,9 sekunder, og tophastigheden er 260 km/t.

Porsche 911 Turbo
Porsche 911 Turbo er en superlativernes bil. Den 6-cylindrede boxermotor med 420 HK giver bilen svimlende præstationer med en tophastighed på 305 km/t og en accelerationstid fra 0-100 km/t på 4,2 sekunder. Alligevel skal man ikke nødvendigvis være professionel racerkører for at beherske de enorme kræfter. Takket være avanceret firehjulstræk-teknologi i kombination med Porsches PSM-system (Porsche Stability Management) og højeffektive bremser har en Porsche 911 Turbo en køresikkerhed på et hidtil uset niveau. Føreren af en 911 Turbo overraskes ikke af lumske reaktioner, når han nærmere sig skridgrænsen.

Med andre ord er det lykkedes Porsche at skabe en supersportsvogn, som kan bruges til andet og mere end at køre hurtigt på en racerbane. 911 Turbo er nemlig, som de øvrige Porsche-modeller, bygget til at blive brugt og kan i realiteten tåle at blive kørt i hver dag hele året rundt. Derved adskiller en Porsche sig fra langt de fleste af konkurrenterne i den eksotiske del af sportsvogns-segmentet.

Porsche - et firma med selvtilliden i orden
Porsche er et af de bilfirmaer, der har haft størst fremgang i de senere år. Den samlede produktion nærmer sig hastigt 50.000 biler om året fordelt nogenlunde ligeligt mellem de to modelrækker, Boxster og 911.

Efterspørgslen efter den nye 911 Turbo har eksempelvis været så stor, at det har været nødvendigt at sætte produktionen op fra de oprindeligt planlagte 2.500 biler til 4.000 biler i indeværende modelår.

De gode resultater er naturligvis stærkt befordrende for selvtilliden, men det giver ikke anledning til at hvile på laurbærrene. Porsche har i stedet valgt også at satse på et for Porsche helt nyt marked, nemlig markedet for sportslige universalbiler. Udviklingen af Porsche første SUV (Sport Utility Vehicle) nogensinde er ved at være afsluttet, og i 2002 præsenteres Porsche Cayenne, som nyheden kommer til at hedde. Med Cayenne og en konstant videreudvikling af de eksisterende modelrækker er basis skabt for en fortsat positiv udvikling hos Porsche.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.