• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
22. september 2005 - Pressemeddelelse - Audi

Audi Q7 hybrid

Audi springer med på hybrid SUV-bølgen

Audi Q7 hybrid er beviset på, at man kan kombinere køreglæde med fornuft, førsteklasses komfort og maksimal effektivitet. Audi Q7 hybrid er beviset på, at man kan kombinere køreglæde med fornuft, førsteklasses komfort og maksimal effektivitet.

Pressemeddelelse, Ulla T. Ritter, Audi
Når man åbner motorhjelmen på Audi Q7 hybrid kan man ikke umiddelbart se nogen tegn på, at det er en hybridbil. Den 8-cyl. 4,2-liters-motor fylder nemlig hele motorrummet - og man kan heller ikke se en elektromotor eller et batteri.

V8-motoren, som hører til den aktuelle V-motorfamilie fra Audi, yder 350 hk ved 6.800 omdr./min. og har et maksimalt drejningsmoment på 440 Nm ved 3.500 omdr./min. Elektromotoren, der yder 200 Nm og 44 hk (32 kW), er placeret mellem V8-motoren og den automatiske gearkasses momentomformer - den er således integreret bedst muligt i drivlinjen. Den er forbundet med FSI-motoren via en kobling, der gør det muligt, at en af de to motorer eller begge motorer på én gang sørger for bilens fremdrift.

Elektromotoren får sin energi fra et batterisystem, der er placeret bag i bilen under bagagerumsbunden. Her sidder der også en spændingsomformer, der forsyner bilens ledningsnet med strøm.

Intelligent energistyring
Styreelektronikken sørger for at koordinere de to motorer og deres optimale anvendelse. Elektronikken tager selvfølgelig hensyn til førerens kommandoer via speederen, bremsepedalen eller tiptronic-gearvælgeren samt bilens aktuelle hastighed. Batteriets ladetilstand er også et vigtigt parameter lige som impulserne fra det elektroniske stabilitetsprogram (ESP).

Elektronikken bestemmer automatisk, hvordan de to motorer skal anvendes i kombination med hinanden, og førerens ønsker omsættes hele tiden til den perfekte balance mellem sportslighed og effektivitet. Via en undermenu i displayet til Multi Media Interface (MMI) kan man aflæse, hvordan bilens fremdrift fordeles på det pågældende tidspunkt.

Som udgangspunkt er der tre kørselstilstande: Forbrændingsmotoren eller elektromotoren sørger alene for fremdriften, eller de accelererer bilen med forenede kræfter. Benzinmotoren fungerer som basismotor, som samtidig leverer energi til batteriet. Elektromotoren kan derimod fungere alene og næsten lydløst som motor ved hastigheder op til 30 km/h - altså meget ofte ved bykørsel. Det reducerer både udstødningsemission og støj væsentligt i byområderne.

Batteriets ladekapacitet giver mulighed for, at elektromotoren kan drive bilen alene på strækninger op til to kilometer. Under påløb og opbremsninger lagres ekstra energi i systemet. Når batteriets kapacitet er opbrugt, startes forbrændingsmotoren, uden at man kan mærke det, så batteriet kan blive ladet op igen.

Elektrisk boost til V8'eren
V8-FSI-motoren yder 350 hk og har et drejningsmoment på 440 Nm. I en standard-Q7 giver det mulighed for en acceleration fra 0 til 100 km/h på 7,4 sekunder. Hvis føreren vil endnu hurtigere af sted, starter elektronikken også elektromotoren. Dens ekstra kræfter - et drejningsmoment på op til 200 Nm - er til rådighed straks ved igangsætningen, hvilket ikke er muligt i en forbrændingsmotor.

I praksis betyder det en ny dimension inden for acceleration - især ved lave hastigheder. Fra starten er en Q7 hybrid 1 meter hurtigere end Q7 kun med V8-benzinmotor på de første 4 meter. Elektromotorens ekstra ydelse, kaldet "boost", giver Q7 hybrid et forspring på 0,6 sekunder fra 0 til 100 km/h. Under mellemaccelerationer viser den ekstra motor også sit værd på en overbevisende måde. Sprinten fra 80 til 120 km/h, som ofte anvendes i forbindelse med en overhaling, klares godt 2 sekunder eller ca. 25 % hurtigere. Boostet kommer automatisk, når føreren træder speederen i bund; den nødvendige strøm kommer fra batteriet bag i bilen.

Kinetisk energi
Elektromotoren kan dog ikke kun levere ekstra ydelse - den er også i stand til at lagre kinetisk energi fra opbremsninger eller påløb ned ad bakke i systemet, så batteriet lades op. Når denne såkaldte rekuperation finder sted, vender motoren lynhurtigt sin funktion, så den fungerer som generator, uden at føreren mærker noget.

Føreren mærker heller ikke noget til en anden funktion, der også er medvirkende til denne nye motors store effektivitet. Hvis bilen ruller, uden at føreren træder på speederen, standses forbrændingsmotoren. Den standses også for at spare brændstof, hvis bilen holder stille i mere end 3 sekunder. Når man skal køre videre, er det nok af flytte foden fra bremsepedalen til speederen - og motoren starter igen med det samme. I den forbindelse overtager elektromotoren starterens funktion, hvilket gør benzinmotorens start hurtig og samtidig både lydsvag og komfortabel.

Ved hjælp af disse funktioner sørger den intelligente energistyring for, at bilens motorer arbejder meget effektivt. På trods af bedre acceleration, identisk tophastighed og højere vægt forbruger Q7 hybrid som nævnt ca. 13 % mindre brændstof i forhold til en standardbil, der kun har en forbrændingsmotor. Gennemsnitsforbruget ligger på 8,3 km/l. Ved bykørsel er der endnu større mulighed for at spare brændstof og dermed udnytte hybridbilens potentiale, fordi elektromotoren startes oftere.

Hjælp fra oven
Konceptbilen får yderligere energi fra sollyset. Audi ingeniørerne har integreret solceller i det store glasskydetag open sky system. Solcellerne leverer strøm til ventilation eller klimaanlæg, når bilen holder parkeret. Det giver ekstra komfort - især når vejret er varmt. Som noget nyt kan føreren tilslutte klimaanlægget via fjernbetjeningen, nogle minutter før turen starter, så der er en behagelig temperatur i kabinen, når man stiger ind. Til det formål anvendes en del af hybridsystemets batterikapacitet.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.