• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
29. maj 2000 - Suzuki

Snigpremiere på ny Suzuki Wagon R

Den helt nye udgave af Suzukis populære multibil Wagon R, som ellers først får danmarkspremiere til august, kan allerede opleves hos de danske Suzuki forhandlere fra torsdag den 8. juni. Det er lykkedes Suzuki importøren at få en større sending biler til landet tidligere end planlagt.

Den nye Suzuki Wagon R 1.3 får overraskende snigpremiere hos de danske forhandlere fra den 8. juni. Den nye Suzuki Wagon R 1.3 får overraskende snigpremiere hos de danske forhandlere fra den 8. juni.

Med sit originale design, rummelighed og beskedne udsalgspris blev Suzuki Wagon R ved sin lancering på det danske marked i 1998 en af de største succeshistorier for en helt ny bilmodel. Motorjournalisterne gav bilen ord med på vejen "Røverkøb for børnefamilier", "Japansk charmetrold", "Lille bil med store muligheder" og "Det hele på den halve plads" i de danske aviser og bilmagasiner. Hvem husker ikke demonstrationen af den lille bils store rummelighed med plads til for eksempel ni flyttekasser, 29 ølkasser eller en Europa-palle i bagagerummet. Ja, mange troede ikke rigtigt på det, men kunne ved selvsyn opleve det hos forhandlerne.

Bilen blev hurtigt en landeplage
Allerede fra den første salgsweekend blev Suzuki bestormet af kunder, som ønskede at købe den nye lille multibil, og der blev hurtigt meldt udsolgt og om lange ventelister. Helt i tråd med erfaringerne fra Japan hvor bilen nu på 3. år topper salgslisten som Japans mest solgte bil. I Danmark har Wagon R også haft mange top- placeringer, og på mindre end to år er der solgt mere end 5.000 biler, hvilket har gjort den til Danmarks mest solgte multibil. Nu er den nye og forbedrede udgave af landeplagen klar til præsentation, og det bliver spændende at se, hvordan den nye model bliver modtaget.

Større bil med nyt design

Den nye model, der nu bliver produceret i Europa, er vokset på alle leder og kanter. Blandt andet er den blevet 10 cm længere, 4 cm bredere, og akselafstanden er forøget med 25 mm. Dermed er de indvendige pladsforhold for fører og passagerer blevet endnu bedre, og bagagerummet rummer nu 300 liter, når alle sæder er i brug. Med et hurtigt greb kan bagsædet fældes ned i gulvet, og man står nu med et meget stort og reelt varerum på ikke mindre end 1.250 liter, som nemt kan sluge storindkøbet fra byggemarkedet, en vaskemaskine eller et par cykler. Og nøjes man med at folde den ene halvdel af bagsædet, har man stadig plads til tre personer og f.eks. en stor barnevogn. Anvendelighed, rummelighed og nem ind- og udstigning er derfor stadig en af bilens stærkeste sider.

Designmæssigt er der sket flere ting. Man genkender stadig den originale formgivning, men alt er blevet frisket op, så bilen totalt set fremstår i et mere moderne og europæisk look. Det tidligere "kantede" design er afløst af bløde og runde linier, og den nye Wagon R fremstår som en dynamisk bil med sine markante forlygter og sine 14" hjul monteret med 165/60x14 dæk.

Ny og kraftfuld motor
Den nye Wagon R kommer med en 1.3 - 16V aluminiumsmotor, der yder 76 hk ved 5.500 omdrejninger og har sit maksimale drejningsmoment på 11,7 kpm ved 4.250 omdrejninger pr. minut. Dette giver en acceleration fra 0-100 km/t på kun 12,8 sek. og en tophastighed på 155 km/t. Ved blandet kørsel kører den nye model iflg. EU-normen 16,4 kilometer pr. liter i gennemsnit, og i disse tider med benzinpriser omkring de 9 kr. pr. liter kan dette give et ekstra plus i familiens husholdningsbudget. Også fordi den halvårlige ejerafgift er på kun kr. 920,-.

Bilen er udstyret med en ny 5-trins manuel gearkasse og vil fra omkring august måned også kunne leveres med en elektronisk 4-trins automatgearkasse.

Bedre komfort
Komforten i Wagon R er blevet forbedret på en lang række punkter. For det første er kabinens dimensioner vokset med 15 mm i længden og 10 mm i bredden, hvilket har givet mulighed for større og mere komfortable sæder. Man sidder stadig højt i Wagon R, og det giver både en afslappet siddestilling og en let ind- og udstigning. Bagsædet er løftet, så man nu sidder 7 cm højere end forsædepassagererne. Det giver bedre pladsforhold bagi, samtidig med at man nu har et bedre udsyn - også fremad.

Ved hjælp af ekstra isolering er både støjniveau og vibrationer reduceret til et lavt niveau, og undervognen er blevet afstemt, så huller og ujævnheder ikke slår igennem til kabinen.

Højere sikkerhedsniveau og bedre tyverisikring
Der er gennemført mange forstærkninger og ændringer af bilens tekniske opbygning, således at de nyeste og strengeste krav til kollisionssikkerhed opfyldes (offset ved 56 km/t og sidekollision ved 50 km/t) . Blandt andet er karrosseriets stivhed øget med 50%. Nyt er også, at ABS bremsesystemet nu er forsynet med EBD (elektronisk bremsekraft distribution). Et system, som afhængigt af bilens last, automatisk sørger for at der altid fordeles den mest optimale bremsekraft til baghjulene. Desuden er de forreste sikkerhedsselers selestrammere nu også forsynet med en kraftbegrænser, som sørger for den mest hensigtsmæssige belastning.

For at minimere risikoen for beskadigelse af ben og fødder ved en kollision er der også indført et nyt pedalsystem, som sørger for at bremse- og koblingspedal frigøres ved en frontal kollision. Og bilen er selvfølgelig udstyret med dobbelt airbag, højt monteret stoplygte og justerbare nakkestøtter ved alle pladser.

Biltyvene går også en sværere tid i møde, da den nye Wagon R er forsynet med helt specielle dørlåse. For eksempel sørger dobbeltlåsen for, at det ikke hjælper tyven at smadre en rude, da de indvendige håndtag simpelthen ikke fungerer. Desuden er de udvendige dørlåse af en type, som er meget svære at bryde op. Bruger man uautoriseret værktøj, drejer hele låsen bare rundt.

En udstyrsliste uden huller
De danske Wagon R kunder vil kunne glæde sig over et højt udstyrsniveau, som på komfortsiden blandt andet omfatter elektrisk servostyring, el-betjente sideruder foran, centrallåsesystem og el-betjente sidespejle. Herudover omdrejningstæller, opbevaringsbakker under begge forsæder, det specielle splitbagsæde og sikkerhedsudstyret. Alt i alt en udstyrspakke man normalt ikke finder i prisklassen.

En stærk introduktionspris og garantidækning
Den nye Suzuki Wagon R 1.3 introduceres til kun kr. 129.994, hvilket i sig selv skulle være garanti nok for en fortsat succes på salgslisterne. Men også en omfattende garantiordning, der dækker det mekaniske i 3 år/100.000 kilometer og imod rustgennemtæring i 12 år, er med til at sikre, at den nye Wagon R bliver et godt køb for den danske familie.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.