• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
8. juni 2000 - Hyundai

Omlægning styrker Hyundai

Trods rygter om likviditetsproblemer har økonomien aldrig haft det bedre

Medierne har i de seneste dage skabt megen forvirring om Hyundais fremtid. Det har svirret med rygter om likviditetsproblemer og snarlig opløsning af Sydkoreas største koncern. Men bag sensationsoverskrifterne tegner der sig et helt andet og betydeligt lysere billede. For Hyundai Motor Company er balladen nærmest grotesk. Efter rekordoverskud i 1999 tegner indeværende år til at blive endog endnu bedre.

- Det kan ikke siges tydeligt nok. Hyundai Motor Company er en bundsolid virksomhed, og selskabet har absolut ingen økonomiske problemer - nærmest tværtimod, siger adm. direktør Aage Ramsgaard hos Hyundai Bil Import A/S i Danmark. I årets første 3 måneder har Hyundai Motor Company solgt 364.672 biler globalt, og omsætningen rundede 3,5 milliarder US dollars. Det svarer til en stigning på 71% set i forhold til samme periode i 1999. Og tallene for april og maj ser lige så lovende ud. Al virakken er tilsyneladende opstået på grund af nogle kortsigtede likviditetsproblemer i et par af Hyundai Business Group's mindre datterselskaber. Og her er der tilmed snarere tale om nervøse børs-reaktioner end reelle financielle vanskeligheder.

Årsagen til de stærkt misvisende avisskriverier har således intet med udviklingen i Hyundai Motor Company at gøre. Derimod kan en generelt manglende viden om de igangværende omlægninger i den koreanske industri bidrage til forvirringen. Kravet om opdeling af de store industrikoncerner (de såkaldte chaebols) i mindre enheder tolkes af mange udenforstående fejlagtigt som "opløsning" af virksomhederne.

Hyundai opdeles i fokuserede enheder
Hyundai Motor Company har hidtil været et datterselskab i Hyundai Business Group, men forventer at afslutte den igangværende løsrivelsesproces med en definitiv adskillelse i næste måned. Løsrivelsen blev planlagt allerede sidste år som et led i Hyundais strategi om implementering af mere vestlige organisations- og ledelsessystemer. Processen er forløbet efter planen og vil medføre endnu bedre vækstmuligheder fremover. Hyundai Motor Company kan nu fuldt ud koncentrere sig om at opfylde målet om at rykke op blandt verdens 5 største bilproducenter inden 2010.

Da Mong-Koo Chung overtog ledelsen af Hyundai Motor sidste år, blev der indført et mere progressivt og åbent management system. Selskabet var også det første i Hyundai Business Group, der udpegede eksterne bestyrelsesmedlemmer og kun ansatte fuldt professionelle folk i topledelsen.

Mong-Koo Chung har været den ledende kraft i arbejdet med at udskille Hyundai Motor Company fra moderselskabet. Desuden har han taget initiativ til etablering af strategiske alliancer med andre globalt førende bilproducenter samt indledt forhandlinger om overtagelse af Daewoo Motors. Denne klare kurs ønsker bestyrelsen i Hyundai Motor at fastholde. På trods af krav fra Hyundai Business Group om Mong-Koo Chungs tilbagetræden, har man derfor bakket fuldt op om hans position som drivkraft i forandringsprocessen.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.