• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
2. september 2010 - Bilpriser.dk

Gode råd om privatleasing

I denne baggrundsartikel bliver du klogere på privatleasing

Privatleasing er især for dem, der ønsker budgetsikkerhed. Privatleasing er især for dem, der ønsker budgetsikkerhed.

Af Finn Arne Hansen, Bilpriser.dk
Privatleasing på vej frem
For firmaer har det længe været almindeligt, at man langtidslejede (leasede) sine køretøjer. Men siden efteråret 2008, da finanskrisen slog benene væk under nybilsalget, er privatleasing blevet mere og mere udbredt. I 2008 var det ganske vist kun omkring 6.000 bilister, der valgte privatleasing, men i 2009 har kurven været stejlt opadgående. I 2010 lander tallet formentlig omkring 10.000. Om vi i sidste ende lander på 70-80 pct. privatleasede biler som i Storbritannien, er det endnu for tidligt at sige noget om, men der vil helt sikkert komme en stærk stigning, er prognosen fra Bilpriser.dk.

Men hvad er privatleasing?
Leasing er for det første leje af en bil i over 6 måneder. Hvis det er under 6 måneder, er det udlejning. Det kaldes dog så ofte for mini-leasing eller flex-leasing. Men i lovens forstand går grænsen ved 6 måneder.
For det andet må der ved leasing ikke være aftale om, at den person, der tegner leasingkontrakten, kan købe bilen bagefter - for eksempel til en fastsat brugtpris. Det er en kreditkøbsaftale, understreger SKAT, der tjekker, om det overholdes.

Hvad gør man, hvis man vil privatlease en bil?
Hvis man ønsker at privatlease en bil, skal man ofte først have solgt sin egen først. Enten kan man forsøge sig hos nogle bilforhandlere, sætte den til salg i en gratis privatannonce på www.bilpriser.dk eller sælge den via online bilauktionen www.autocom.dk. Bilens skønsmæssige værdi kan man forinden tjekke på Salgsvurdering på www.bilpriser.dk. Sælger man via Autocom.dk, koster det et mindre gebyr, men til gengæld kan salget ofte klares på 24 timer. Og betalingen er sikret, da det kun er de 4.000 godkendte forhandlere, der må byde om kap på bilerne. Bliver bilen ikke solgt, koster det ikke noget.
Herefter skal man kikke efter privatleasingtilbud i annoncer og på nettet, hvor de dukker op og forsvinder igen når puljerne er solgt.

Mere om privatleasing? Se Bilprisers oversigt over selskaber


Førstegangsbetaling

Når man ønsker at privatlease en bil, skal man betale en førstegangsbetaling på typisk 15.000 til 60.000 kr., alt efter bilens værdi plus måske også et leverings- eller kontraktgebyr på 2.800-5.000 kr. Det kan også forekomme, at man tillige skal betale et depositum. Førstegangsbetalingen og de nævnte gebyrer får man ikke tilbage. De penge er tabt, så snart man har skrevet under på kontrakten. Også selv om man fortryder dagen efter. Et depositum får man derimod tilbage, hvis bilen leveres tilbage i den aftalte stand.

Leasingydelsen
Leasingydelsen er den ydelse, man betaler hver måned for at have bilen til rådighed. Den kan variere fra 1.495 kroner til 12.000 kr. eller mere om måneden, alt efter bilens værdi. I den ydelse indgår normalt altid service. Man skal altså ikke spekulere på værkstedsregninger i leasingperioden. Nogle udbydere som Honda og Nordania Leasing har også dæk med i leasingydelsen. Hos andre udbydere kan man tilvælge det og betale lidt ekstra. Man kan også aftale, at bilen får vinterdæk på hver vinter. Forsikring kan man ofte også få i forbindelse med privatleasing på meget fordelagtige vilkår. Hos easyfleet kan man desuden tegne en forsikring mod at miste et stort beløb ved tilbagelevering. Benzinkort med rabat er næsten altid en mulighed også.

Hvad skal jeg betale derudover?

Udover førstegangsbetaling, leveringsgebyr, forsikring og leasingydelse skal du selv betale brændstof, vejhjælp, vask, ejerafgifter og evt. ekstraudstyr. Ekstraudstyr skal enten fjernes før aflevering - eller foræres til leasingselskabet, hvis de vil have det. Du skal også betale for eventuelle overkørte km, når du afleverer bilen. Har du kørt flere km, end det er aftalt, koster det måske 2-3 kr. eller mere pr ekstra km. Det kan hurtigt løbe op, så pas på. Eller kontakt leasingselskabet for at få ændret antallet af tilladte km. Det tilbyder f.eks. Fiat. Det koster naturligvis ekstra på leasingydelsen.
Ridser, buler og andre skader skal du også selv betale ved aflevering af bilen. I kontrakten er der normalt en nøje gennemgang af, hvor slemt det skal være, før det koster. Men er der en større skade, så meld den til forsikringen - eller få den lavet på egen regning inden afleveringen - hvis kontrakten tillader det.

Leasingperioden
Leasingperioderne varierer normalt fra 24 måneder og opefter. Og ofte kan man selv bede om en lidt længere periode end den, leasingselskabet tilbyder i sin annoncering. Så hvis førstegangsbetalingen er høj, f.eks. 50.000 kr., bør man næppe vælge en kort leasingperiode. Kører man for eksempel 25.000 km om året lig med 50.000 km på 24 måneder, vil man efter 24 måneder have betalt 1 kr. pr. km i førstegangsbetaling. Kører man derimod i 48 måneder - altså i alt 100.000 km, så har det kun kostet 0,50 kr. pr km i førstegangsbetaling.
En lav førstegangsbetaling som hos Renault er også en fordel, hvis man af en eller anden grund må opsige sin leasingkontrakt før tid. Det gør jo ikke så ondt at miste 15.000 kr. som at miste 50.000 kr.

Opsigelse
Det er ikke tilladt at binde privatpersoner på årelange leasingkontrakter uden mulighed for opsigelse. Efter maksimalt 11 måneder må man som forbruger opsige sin kontrakt med en måneds varsel, siger en ny lov. Nogle leasingselskaber tillader tidligere udstigning af kontrakten, men normalt er der så et opsigelsesvarsel på fra 3 til 6 måneder. Hvis man siger  op i utide, altså før leasingperioden på f.eks. 24 eller 36 måneder slutter, mister man sin førstegangsbetaling. Men ofte er det meget billigere end at skulle sælge en bil, der kun har kørt i samme antal måneder. Ved køb betyder den såkaldte kantstensafskrivning, at man allerede efter at have kørt ud over forhandlerens kantsten har lidt et stort værditab, måske 20.000-30.000 kr. Og et tab på 60.000 til 80.000 kr. efter 9-10 måneder er ikke et usædvanligt på en mellemklassebil til ca. 300.000 kr. Ved leasing mister man sin førstegangsbetaling og de måneder der er betalt.

Hvem bør anvende privatleasing?
De, der med fordel kan lease i stedet for at købe, er bilister, som ønsker tryghed i budgettet og ønsker en lidt større bil. Ifølge Bilpriser.dk's leasinganalyser, som man kan se en af her, kan det sjældent betale sig at købe biler over cirka 200.000 kr. De kan med fordel leases. Billigere biler skal normalt købes. Grænsen rykker sig dog hele tiden, så man bør holde øje med markedet og være klar med lommeregneren eller regnearket, når man skal beslutte, om man skal købe eller lease. Her er det vigtigt at huske at indregne service og værditab på købebilen.

www.forbrug.dk er der en meget grundig sektion om privatleasing. Den bør man studere, inden man giver sig i kast med at lease en bil.

Er man medlem af FDM, kan man søge rådgivning på www.fdm.dk eller hos FDM's sekretariat.

 
Overvejer du privatleasing? Gå til oversigt


BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.