• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
13. december 2021 - FDM

Vismænd foreslår Roadpricing

Roadpricing risikerer at bremse den grønne omstilling.

Når FDM er forbeholden over for, at der indføres roadpricing nu, er det ud fra en bekymring om, at det risikerer at bremse den grønne omstilling af bilparken. Når FDM er forbeholden over for, at der indføres roadpricing nu, er det ud fra en bekymring om, at det risikerer at bremse den grønne omstilling af bilparken.

FDM

 
De miljøøkonomiske vismænd foreslår i ny rapport at indføre roadpricing i stedet for de nuværende bilafgifter. FDM er generelt fortaler for roadpricing, men frygter, at det her og nu vil bremse den grønne omstilling.
 
De danske bilister er forkert og for lavt beskattet. Det mener de miljøøkonomiske vismænd, som i en ny rapport, Økonomi og Miljø 2021, foreslår, at den nuværende registreringsafgift afskaffes, og at der i stedet indføres GPS-baseret roadpricing – også kaldet kørselsafgifter.
 
Afgiften skal primært kompensere for den trængsel og de ulykker, som biltrafikken medfører.
 
FDM er grundlæggende fortaler for roadpricing. At bilisterne beskattes efter, hvor og hvornår de bruger deres bil og ikke som i dag ud fra bilens pris, giver langt mere mening. Derfor hilser FDM det velkommen, at De Økonomiske Råd (vismændene) også anbefaler roadpricing, ligesom Bilkommissionen tidligere har tydeliggjort, at det samfundsøkonomisk ikke er en god idé at beskatte bilerne ved køb.
 
Når FDM alligevel er forbeholden over for, at der indføres roadpricing nu, er det ud fra en bekymring om, at det risikerer at bremse den grønne omstilling af bilparken.
 
”Forslaget om kørselsafgifter er både godt og relevant, men timingen er desværre skæv. For blot et år siden sikrede en langsigtet og bred politisk aftale om bilafgifterne, at elbiler afgiftsmæssigt kan fremmes indtil 2030. I praksis betyder det, at elbiler under 500.000 kroner i dag ikke betaler registreringsafgift. Derfor vil kørselsafgifter i vismændenes regnestykke ramme elbiler hårdt, da op mod 90 procent af afgiften skal kompensere for trængsel og trafikulykker, der er de samme for elbiler som for benzin- og dieselbiler. FDM mener derfor, at man bør vente til 2030 med at indføre kørselsafgifter. Til den tid vil elbiler være så udbredte og faldet så meget i pris, at der ikke længere vil være behov for støtte til dem,” siger adm. direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen.
 
Ideen om at indføre roadpricing er langt fra ny. Tilbage i 2013 indgik det i Trængselskommissionens arbejde, hvor FDM var en del af arbejdsgruppen.
 
”Et avanceret GPS-baseret kørselsafgiftssystem er desværre ikke en hyldevare. Derfor vil vi i Danmark med fordel kunne starte et forsøg for at opnå erfaringer. Det skal også med, at det vil være meget dyrt at drive og kontrollere systemet. De penge kunne bruges bedre på veje, cykelstier og kollektiv trafik. Endelig skal det også huskes, at meget af trængslen, der er i og omkring de større byer, er selvskabt af politikere, som i en årrække har lavet trafiksaneringer, der har til formål at skabe netop trængsel og gøre det mindre attraktivt at bruge bilen i byen,” siger Thomas Møller Thomsen.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.