Tips & Råd
- Hvad koster en ny motor?
- Sælg din bil uden afgift
- Bilforsikring behøver ikke være kedeligt
- Køb bil med ro i maven
- Montage af anhængertræk
- Guide til service af aircondition
- Sådan skifter du udstødningen
- Biler og anhængertræk – fast eller aftageligt?
- Hvad er et nummerplade tjek?
- Din bils bedste ven på vejene
Bilister ignorerer tilbagekaldelser
Mange bilejere kører videre med farlige fejl på bilen.
FDM
Mange bilejere reagerer ikke på vigtige tilbagekaldelser af deres bil. Heller ikke selvom det handler om at rette kritiske fejl på bilens sikkerhed. FDM foreslår, at det skal koste bilens synsgodkendelse.
Tilbagekaldelser af biler er langtfra noget særsyn i bilejernes e-Boks. Alene fra januar til sidst i november har Sikkerhedsstyrelsen, der er myndighed på området, sendt tilbagekaldelser ud til danske bilejere 510 gange. Det sker på vegne af bilproducenterne og -importørerne, som ikke selv har oplysninger om de enkelte bilejere.
Men selvom det handler om at rette kritiske fejl såsom at udskifte dele eller opdatere bilens software, der har betydning for sikkerheden, må importører og forhandlerværksteder ofte se langt efter bilejerne. For selvom tilbagekaldelserne sendes via Motorstyrelsen, og dermed lander i bilejernes e-Boks, ignorerer mange af bilejerne dem.
”Det er desværre et velkendt problem, at mange bilejere ikke reagerer på tilbagekaldelser. Heller ikke selvom det handler om at rette sikkerhedsrelaterede fejl på deres bil. Konkret betyder det, at en del biler kører rundt med potentielt farlige fejl eller fejl, som har betydning for bilens udledning af skadelige emissioner,” siger områdechef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto.
FDM har talt med flere bilimportører, som fortæller, at det ikke er ualmindeligt, at de må sende helt op til otte rykkerbreve til bilejere via Motorstyrelsen, der som de eneste har oplysninger om, hvem der ejer de pågældende biler.
Derfor foreslår FDM en række tiltag, som skal sanktionere de bilejere, der fortsætter med at ignorere en tilbagekaldelse af deres bil.
”Konkret foreslår vi, at man ikke skal kunne få synet sin bil, hvis der er en åben tilbagekaldelse på den. Man skal heller ikke kunne omregistrere eller foretage ejerskifte af en bil. Dermed risikerer man heller ikke at købe en bil, som har en tilbagekaldelse, man ikke er klar over, og som kan udgøre en potentiel sikkerhedsrisiko. Der er ikke noget i de nuværende regler på området, som står i vejen for det,” siger Lone Otto.
FDM foreslår også, at bilejere på for eksempel Motorstyrelsens eller Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside skal kunne slå en bils stelnummer op og se, om der er en tilbagekaldelse, man som ejer har overset og bør reagere på. I dag skal man ind på de enkelte bilimportørers hjemmesider for at finde den mulighed, men det er ikke alle, som tilbyder den mulighed.
Sådan tilbagekaldes biler
• Bliver en bilproducent opmærksom på en fejl, identificeres først stelnumrene på de biler, hvor fejlen findes. Herefter informeres bilimportørerne i de forskellige lande.
• Bilimportørerne orienterer myndighederne i de enkelte lande. I Danmark er det Sikkerhedsstyrelsen.
• Da bilimportørerne ikke kan se, hvem der ejer de berørte biler, men kun stelnumrene, sendes tilbagekaldelserne ud til ejerne af de konkrete biler via Motorstyrelsen.
• Det er også via Motorstyrelsen, at evt. rykkere sendes.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.