Danmarks bedste pendlerbil
Den nye Renault Clio smadrer rekorden i brændstoftest.
Henrik Dreboldt , BILEN.dk
Forventningerne var høje, men ikke så høje. Et resultat på 28,1 km/l er ganske simpelt hamrende flot, og med det slår Clio rekorden i BILEN.dk´s pendler-brændstoftest.
Testbilen Renault Clio er opgivet til at kunne køre 29,4 km/l, og da vi normalt oplever resultater i den virkelige verden på mellem 10 og 20 pct. under de konstruerede EU-normopgivelser, er alt over 27 km/l imponerende. Vi regnede altså med at den ville havne i top 3 på vores liste, men at den skulle smadre rekorden så solidt, kom bag på os.
Find brugt Renault Clio her!
Og hvorfor så det? Først og fremmest fordi den er en stationcar. Eller Sport Tourer som Renault titulerer deres Clio stationcar. Den er altså både længere og tungere end både Corsa, Kia Rio og Polo, der ligger i toppen af listen. Men mens vægten tæller ned, så er længden en fordel rent aerodynamisk, så det har måske givet et lille plus i regnskabet. Det giver i hvert fald et kæmpe plus på funktionaliteten.
Bagagerummet er stort på 430 liter, adgangsforholdende fine og bagsædepladsen godkendt for en bil i miniklassen. Så udover at være uhyre økonomisk er Clio stationcar også en af de mest anvendelige biler, BILEN.dk har forbrugstestet.
Renault har ikke opfundet den dybe tallerken. De har dybest set bare finpudset og mindsket friktionen i en gammel kending i form af deres 1,5 liters dieselmaskine. En motor, der i øvrigt sidder i hundredetusindvis af gedigne små Nissan- og Renault-biler verden over. Kombineret med en gennemprøvet 5-trins manuel gearkasse, er det dybt traditionelle midler Renault tager i brug, for at give økobiler til de pladskrævende pendlere. Læg dertil lavfriktionsdæk og en generel lav vindmodstandsværdi, og en regulær økonomibil er født. Uden at de er gået på kompromis med køreoplevelsen.
Læs også: Mellemklasseanalysen 2013
Gearene er fremragende afstemt til bilen, og motoren leverer dieselkræfterne over et bredt spænd på omdrejningskurven. Man kan i praksis køre helt ned til 55 km/t i femte gear, og accelerere op til 80 igen, uden at skifte gear. Det giver pote, når der skal trilles langt på literen. For jo flere kilometer bilen kan holdes i femte gear, jo færre omdrejninger tager motoren per kilometer, og jo mindre brændstof skal der hældes ind i forbrændingskamrene, for at få motoren til at snurre. Det er i virkeligheden såre simpelt.
Inden hyldesten stikker helt af, skal det retfærdigvis siges, at Clioen havde uhyre gunstige testforhold. Temperaturen var over 26 grader, trafikken var let og det var stort set vindstille hele vejen. Men det ændrer ikke ved, at Clio stationcar byder på en brændvarm kombination af både praktisk anvendelighed og lavt brændstofforbrug, der gør den til BILEN.dk´s pendlerfavorit anno 2013.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.