• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
20. oktober 2010 - Mazda

Mazda SKYACTIV

Ny generation af motorer, gearkasser, karrosserier og undervogne

Mazda præsenterer helt nye SKYACTIV motorer, gearkasser, karrosseristrukturer og undervogne. Mazda præsenterer helt nye SKYACTIV motorer, gearkasser, karrosseristrukturer og undervogne.

Mazda 
Rekordhøj og -lav kompression
Mazda Motor Corporation har offentliggjort detaljer om en helt ny generation af teknologier under navnet SKYACTIV. Disse inkluderer helt nye motorer, gearkasser, karrosseristrukturer og undervogne, som vil blive præsenteret fra 2011 med det formål at reducere brændstofforbrug og CO2-emissioner for alle fremtidige Mazda-modeller. Vægtreduktion vil fortsat spille en vigtig rolle sammen med en optimering af konventionelle motorteknologier. I en senere fase introduceres trinvist yderligere brændstofbesparende teknologier som regenerative bremsesystemer og hybridsystemer. Mazdas mål er at have reduceret det samlede brændstofforbrug med 30 procent i 2015 (i forhold til 2008).

Benzinmotorer
Mazdas SKYACTIV-G benzinmotor har et brændstofforbrug på niveau med sammenlignelige hybridbiler – vel at mærke uden disse bilers elektriske komponenter. Den særdeles effektive benzinmotor med direkte indsprøjtning har et kompressionsforhold på 14,0:1, hvilket er den højeste kompression, der nogensinde er opnået i en masseproduceret benzinmotor. Blandt andet derfor har det været muligt at opnå et 15 procent lavere brændstofforbrug og et 15 procent højere drejningsmoment. Det øgede moment er især mærkbart ved lave og mellemhøje omdrejningstal til gavn for en meget harmonisk og brændstofbesparende kørestil.

Dieselmotorer
Den nye SKYACTIV-D dieselmotor sætter ligeledes ny rekord med et kompressionsforhold på 14,0:1, hvilket er det laveste nogensinde for en dieselmotor. Det er medvirkende til, at brændstofforbruget kan reduceres med 20 procent og giver samtidig en særligt ren forbrænding. SKYACTIV-D vil leve op til den fremtidige emissionsnorm Euro 6 selv uden en dyr og kompliceret efterbehandling af udstødningen til at reducere NOx-udledning. En ”two-phase”-turbolader sikrer en øjeblikkelig og lineær motorrespons fra helt lave til meget høje omdrejningstal og øger samtidig drejningsmomentet ved lave omdrejningstal og helt op til grænsen på 5.200 omdr./min.

Nye manuelle og automatiske gearkasser
Mazda har også udviklet en ny SKYACTIV-Drive automatisk gearkasse, der kombinerer fordelene ved en konventionel automatisk gearkasse med fordelene ved en trinløs transmission og en dobbeltkoblingsgearkasse. Momentomformeren i gearkassen er konstrueret, så den i en væsentligt større del af tiden er låst og dermed overfører motorkraften med et minimalt krafttab og med en direkte fornemmelse som i en manuel gearkasse. Med SKYACTIV-Drive vil brændstofforbruget være op til 7 procent lavere end med den nuværende automatiske gearkasse.

Den nye SKYACTIV-MT er en særligt let og kompakt manuel gearkasse med en betydeligt reduceret indre friktion, som ligeledes bidrager til et lavere brændstofforbrug. Den er meget kompakt og optager derfor mindre plads, samtidig med at skiftebevægelserne er korte, lette og præcise som i en sportsvogn.

Ny karrosseristruktur og platform
Mazda er overbevist om, at en generel vægtreduktion er af afgørende betydning, hvis man vil reducere brændstofforbrug og CO2-emissioner. Derfor kommer den ny karrosseristruktur SKYACTIV-Body og den nye platform SKYACTIV-Chassis til at spille en meget vigtig rolle. En nyudviklet og meget stærk karrosseristruktur bliver 8 procent lettere og 30 procent stivere og kommer til at danne basis for biler med fremragende sikkerhed og meget dynamiske køreegenskaber. Den lave vægt opnås for en stor dels vedkommende ved en øget anvendelse af højstyrkestål og optimerede materialer til sammenføjning af karrosseridelene. Den nye SKYACTIV-platform kombineres med en helt nyudviklet undervogn, som er gjort 14 procent lettere og vil byde på både præcise styreegenskaber og et højt komfortniveau.

 

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.