Handelsguide - Bilpriser.dk

Korrekt motorjustering

Med den korrekte motorjustering kan du spare benzin og forurening

Hvis motoren er fejljusteret, kan du spare op mod ti procent på benzinbudgettet ved at få den justeret. Hvis motoren er fejljusteret, kan du spare op mod ti procent på benzinbudgettet ved at få den justeret.

Af FDM
Det er vigtigt, at bilens motor altid er korrekt justeret. For din egen, din bils og miljøets skyld. En velholdt motor bruger mindre benzin og forurener mindre.

Faktisk kan en motorjustering forbedre en fejljusteret motor så meget, at benzinforbruget falder med 10 procent.

Samtidig kan mængden af skadelige stoffer i udstødningskassen reduceres med mere end halvdelen.

Motorens helbredstilstand
Når benzinen forbrændes i bilmotoren, dannes der en del forskellige gasarter. Nogle af gasarterne er harmløse og i øvrigt fuldkommen magen til de gasarter, som findes i almindelig atmosfærisk luft. Men fire af gasarterne er skadelige for mennesker og miljøet. Det er kulbrinte (HC), kvælstofilter (NOx), kulilte (CO) og kultveilte (CO2). Mængden af både kulilte og kulbrinte kan måles og kan tilsammen fortælle noget om "motorens helbredstilstand".

Kulilte (CO)
Kulilte måles i procent og er bestemt af mængden af forbrændt benzin. Kulilteprocenten bør i tomgang ligge mellem 0,5 og 2,0 afhængig af motorens konstruktion. Er bilen forsynet med katalysator, skal CO-værdien være under 0,5 procent. Kulilte er farlig for mennesker, men gør kun begrænset skade på miljøet. Mængden af kulilte fortæller desuden noget om mængden af andre skadelige stoffer i udstødningsgassen.

Kulbrinte (HC)
Kulbrinte måles i ppm (parts per million) og er et mål for mængden af uforbrændt benzin. Mængden af kulbrinte bør i tomgang ikke overskride 300 ppm. Er bilen forsynet med katalysator, skal værdien ligge under 100 ppm. Kulbrinte er skadelig for både mennesker og miljø.

Der kan være flere forskellige årsager til, at mængden af skadelige stoffer i udstødningsgassen med tiden overskrider de fastsatte grænser. Blandt andet kan karburatoren eller benzin-indsprøjtningsanlægget være forkert justeret, men det kan også skyldes en fejl i tændingsanlægget eller utætheder, hvor luften suges ind.

Miljøtest
Som FDM-medlem kan du få din bil miljøtestet på et FDM Testcenter. Ved en Miljøtest kan testcentret ud fra de målte data vurdere, om motoren forbrænder benzin korrekt og i givet fald påpege mulige fejl. Nogle gange kan det være alvorlige problemer, mens der andre gange blot kan være tale om slidte tændrør eller en motor med gammel motorolie. Et besøg på værkstedet vil i de fleste tilfælde resultere i et mindsket udslip af skadelige stoffer fra motoren. Men også benzinforbruget bliver lavere, når motoren er justeret rigtigt.

Læs også FDM's 12 gode råd til, hvordan du ellers kan mindske forurening og samtidig forbedre benzinøkonomien.

DENNE ARTIKEL ER UDARBEJDET AF FDM
Du kan læse mere om biler på FDM's web-site



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.