• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
15. januar 2018 - FDM

Kold tomgang skader motoren

Kold tomgang er skidt for motor og miljø – og kan give bøde.

Kold tomgang er skidt for både miljøet og for motoren og kan give en bøde. Foto: FDM Kold tomgang er skidt for både miljøet og for motoren og kan give en bøde. Foto: FDM

FDM

Det kan være fristende at lade bilen stå i tomgang på kolde vintermorgener, mens man skraber is af ruden. Men faktisk er kold tomgang skidt for både miljøet og for motoren og kan give en bøde, påpeger FDM.
 
Det er ikke sjovt at komme ud til en bil, hvor kabinen har samme temperatur, som vinteren udenfor. Is og sne er ikke nemt at skrabe af kolde ruder, og det kan virke som en god ide at lade motor og kabine varme op, imens man får børnene i flyverdragten eller snupper en kop kaffe. Men selvom isen bliver nemmere at skrabe af, så er der ulemper ved at lade bilen stå i tomgang, påpeger FDM.
 
”På travle morgener kan der være argumenter for, hvorfor man vælger at lade bilen gå i tomgang, inden man begiver sig ud i trafikken. Det kan give varmere kabine og gøre det lidt nemmere at skrabe isen af, men ulemperne for miljøet, motoren og naboerne, overskygger fordelene,” siger Peter Sahl, tekniker i FDM.
 
Når man lader bilen stå i tomgang, er det ofte ud fra den tanke, at man vil lade motoren varme op. Og motor kan ganske vidst blive marginalt varmere ved tomgang, men driftsvarm i koldt vejr bliver den ikke, og slet ikke på de maksimalt 1-3 minutter, det i de fleste kommuner er tilladt at lade motoren stå i tomgang.
 
”Når en motor startes og står i tomgang i især koldt vejr, er det det tidspunkt, hvor forbrændingen i motoren er dårligst og dermed forurener allermest. Når forbrændingen er dårlig, belastes ikke kun motorens forskellige komponenter og udstødningssystem, men også motorolien. Alt sammen noget, der bidrager til ekstra belastning og unødig slitage,” forklarer Peter Sahl.
 
Skulle man være så uheldig at få stjålet sin bil med nøglerne i tændingen, dækker forsikringen ikke. Overtræder man reglerne for, hvor længe man må holde i tomgang, kan det desuden udløse en bøde. Dertil er det ulovligt at forlade bilen med nøglen i tændingen, da færdselsloven blandt andet siger, at man skal sikre, at køretøjet ikke uberettiget kan benyttes af andre, og det kan også udløse en bøde.
 
Det er altså svært at komme uden om at skulle ud og skrabe is. Ønsker man at undgå det kolde gys, som det kan være at sætte sig bag rattet i en vinterkold bil, bør man i stedet anskaffe sig en motor- og kabinevarmer. Det er den bedste måde at få motoren og kabinen varm på, inden man begynder kørslen.
 
”Dug, frost og sne bør fjernes med de remedier, der giver mest mening, belaster miljøet mindst og skåner motoren mest. Det vil ofte være at skulle ud med skraberen. Dette i kombination med korrekt anvendelse af bilens A/C- eller klimaanlæg samt varme i bagrude og eventuelt forrude vil sikre minimal tomgangskørsel, inden man begiver sig ud i trafikken,” siger Peter Sahl.
 
 
 

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.