Pressemeddelelse Bilpriser.dk
Til fri redaktionel afbenyttelse med kildeangivelse

Bilpriser.dk og Nissan i nyt koncept på Nettet

Prøvetur i splinterny Nissan-bil kan nu bestilles online på Bilpriser.dk

Bilkøbere i Danmark får nu muligheden for at bestille en prøvetur via Internet på internetsiden Bilpriser.dk. Det er Nissan Danmark, der som den første importør herhjemme har tilmeldt sig den nye service på Bilpriser.dk. Når brugeren har lavet en vurdering af en bil på Bilpriser.dk's vurderingssider, får brugeren muligheden for at vælge sig ind til en prøvetur. Her vil brugeren kunne se alle informationer om de forskellige Nissan-modeller, bestille brochurer og selvfølgeligt en prøvetur.

"Fordelen for kunden er, at kunden kan bestille en tid, der passer kunden. Og da internettet som bekendt holder døgnåbent, kan man bestille sin prøvetur døgnet rundt," fortæller direktør i Bilpriser.dk Peter Grøftehauge. Efter bestillingen garanteres det så, at brugeren får svar på en prøvetursbestilling inden for de næste 24 timer.

Når brugeren kommer ud til forhandleren, vil forhandleren have gjort klar til at give kunden den bedst mulige service.

"Når forhandleren får en prøvetursbestilling vil han have mulighed for at afsætte den fornødne tid, sørge for den rigtige model er der, og at den i øvrigt er klar til prøveturen," forklarer direktør, Peter Grøftehauge.

Ude hos bilforhandlerne kommer kunderne i dag typisk ind fra gaden for at få en prøvetur, og forhandlerne er naturligvis ikke kede af, når der kommer kunder i butikken, men med prøvetursbestilling via www.bilpriser.dk, får forhandleren mulighed for også at sørge for, at der er kaffe på kanden. Og nok så vigtigt, at bilen er rengjort, har det rigtige dæktryk, er påfyldt benzin og så videre. Når forhandleren har haft mulighed for at forberede de ting på forhånd, har han til gengæld mulighed for at koncentrere sig om de vigtigste. Og det er kunden.

"Med en forudbestilt prøvetur tager vi noget af stresseriet ud af prøveturssituationen for både kunden og forhandleren. Det at man i ro og mag sammen med familien får informationen på Bilpriser.dk for bagefter at besøge en velforberedt forhandler, giver det bedst mulige beslutningsgrundlag at vælge bil på," slutter Peter Grøftehauge.

Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.