Pressemeddelelse Bilpriser.dk
Til fri redaktionel afbenyttelse med kildeangivelse

Autocom A/S satser millioner på vækst

Holdingselskabet bag Autocom.dk og Bilpriser.dk har øget bruttoresultatet fra 37 til 52 mio. kr., åbnet 10 nye datterselskaber og har nu 200 medarbejdere.

Aktionærerne i PMG Europe Holding A/S, Peter og Martin Grøftehauge, holder med succes fast i den europæiske vækststrategi, de har planlagt og gennemført for deres online bilauktionskoncern.
Bruttoresultatet er i regnskabsåret 2007/08 vokset fra 37 til 55 mio. kr., antallet af udenlandske datterselskaber er øget med 10, og antallet af medarbejdere er over 200 mod 130 for et år siden.
Koncernens danske selskaber - Autocom A/S, Bilpriser.dk og Bilsalg.dk A/S - kører med solide overskud. Resultatet efter skat er på minus 3,9 mio. kr. og skyldes udelukkende den udenlandske vækst. Omsætningen oplyses af konkurrencemæssige grunde ikke.

Internationaliseringen betyder til gengæld, at koncernen for alvor er ved at få fart på:
"I det indeværende regnskabsår 2008-2009 forventer vi en stigning i omsætningen på 50 procent og en mærkbar vækst i indtjeningen. Vi er nu oppe på 200.000 indskrevne biler om året og er derfor ved at have opbygget en volumen, der genererer de ønskede resultater", siger administrerende direktør Peter Grøftehauge.
"Men det betyder ikke, at vi stopper op. Vækst er stadig vort mål. Skal vi blive en betydelig spiller på det internationale online bilauktionsmarked, skal vi være mindst dobbelt så store. 35 lande og 500 ansatte burde ikke være et urealistisk mål", tilføjer han.
"Vi kan jo se, at vi modtages med åbne arme på de markeder, hvor vi åbner datterselskaber. Vi har for eksempel haft fantastiske resultater på det spanske marked. Der er ingen tvivl om, at det betyder meget, at vi åbner nationale kontorer og ansætter dygtige, branchekyndige mennesker til at betjene leasingselskaberne, bankerne, finansieringsselskaberne og bilforhandlerne", fortæller Peter Grøftehauge.
Planerne om at gå ind på det amerikanske marked er ikke lagt i mølposen, men: "Finanskrisen har skabt stor uro, og der er mange brikker, der skal falde på plads, inden vi tager et så stort skridt. Det tror jeg, at alle, der kender bare lidt til det amerikanske marked, vil forstå", siger han.

Også på det ledelsesmæssige plan opruster koncernen, oplyser koncernbestyrelsesformand Erik Persson. 1. januar tiltræder Claus Moltrup, der nu er direktør for Leasy's danske aktiviteter, som koncerndirektør. Han skal køre parløb med koncernens øverste chef Peter Grøftehauge. Desuden er holdingbestyrelsen netop blevet styrket med Thomas Andresen, tidligere direktør for TDC's internationale mobilaktiviteter samt Per V. Rasmussen, administrerende direktør for Daimler Biler A/S.


 
 

Online bilauktionskoncernen PMG Europe Holding A/S i Odense er stiftet af brødrene Peter og Martin Grøftehauge samt deres far, tidligere brugtbilforhandler Niels Grøftehauge. Koncernen, der via selskabet Autocom A/S har drevet online bilauktioner siden 2001, er i stærk vækst og har 200 ansatte. Koncernen omfatter også bilvurderingshjemmesiden Bilpriser.dk, online bilauktionshuset Bilsalg.dk A/S samt en række Autorola-datterselskaber med online bilauktioner i Tyskland, Storbritannien, Irland, Frankrig, Spanien, Italien, Tjekkiet, Østrig, Holland, Belgien, Luxembourg, Sverige, Portugal, Polen, Ungarn og Australien. PMG Europe Holding A/S ejes 100 pct. af Peter og Martin Grøftehauge.

Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.