Pressemeddelelse Bilpriser.dk
Til fri redaktionel afbenyttelse med kildeangivelse

Red værdien af den gamle bil nu

Har man en gammel bil, er det med at sælge den nu

Bilpriser.dk den 28. december 2007

Sørg for at få solgt den 10-12 år gamle bil i 20.000 kroners klassen i januar eller februar 2008. For senest den 1. april 2008 vil den ny lov om registreringsafgifter betyde, at eksporten af de helt billige biler stopper. Og så daler efterspørgslen efter de gamle brugte biler voldsomt, hvorefter bilerne under 20.000 kroner har udsigt til at tabe op i nærheden af resten af værdien på gulvet.

Det forudser chefanalytiker Niels Grøftehauge fra brugtvogns- og online bilvurderingshjemmesiden Bilpriser.dk. Og landets formentlig største eksportør af brugte biler, direktør Søren Bild, Bild’s Biler i Fåborg på Fyn, bekræfter forudsigelsen.

Sagen er, at når lovforslag L 42 om ændring i registreringsafgiften efter al sandsynlighed bliver vedtaget om kort tid, mister eksportørerne en stor bid af den godtgørelse, som Skat i dag udbetaler ved reeksport, og som opretholder en kunstig efterspørgsel og kunstigt høje priser på de ældre biler.

Eksempel:

Hvis en bileksportør i dag sender en bil på hvide plader til 20.000 kroner ud af landet, får han refunderet knap 9000 kroner af Skat. Når lovændringen træder i kraft 1. april, får han kun refunderet knap 3000 kroner. Det beløb skal dække transporten af bilen til eksempelvis Rusland samt avance, der i sidste ende rammer omkring 1000 kr. Det betyder at bilforhandlerne ikke længer vil betale mange hundredkronesedler for disse biler. For eksportørerne vil ikke aftage dem længere. Som et alternativ kan bilerne skrottes med større fortjeneste, idet skrotpræmien trods alt er 1750 kr. pr. bil.

Resultatet bliver, at bunden efterfølgende går ud af markedet for biler på 20.000 kroner og derunder, fordi der dels opstår usikkerhed i branchen, og bileksportørerne flytter fokus til dyrere biler.

”Vil bilejerne redde pengene til udbetalingen til en ny bil, skal de handle i god tid inden 1. april, så forhandlerne kan nå at komme af med bilerne til eksportørerne”, påpeger Niels Grøftehauge derfor.

Hos Bild’s Biler, der sælger cirka 3000 biler om året til 10 lande, især i Østeuropa, er direktør Søren Bild enig med Niels Grøftehauge. De dårligere godtgørelser for billige biler fra 1. april vil få eksportørerne til helt at holde op med at opkøbe de billigste biler:

”Det eneste, der holder prisen oppe, er afgiftsrefusionen. En VW Polo 1,6 fra 1996 koster næsten det samme som for to år siden. Og afgifterne på nye biler er faldet i mellemtiden. Det holder ikke”, fastslår Søren Bild.

De kommende godtgørelsesregler vil dog ikke få den store indflydelse på Bild’s Biler, da firmaet allerede har skiftet fokus til biler i 50.000 kroners klassen fra årene 1998 til 2004.

”Og her mener jeg helt almindelige personvogne. Så almindelige som muligt. Dem er der efterspørgsel efter i Østeuropa lige nu”, siger Søren Bild, der tidligere handlede meget med de helt billige biler.

Det er han holdt op med, dels på grund af svigtende efterspørgsel, men også på grund af for meget bøvl med de helt billige biler samt flere og flere importbegrænsninger i de lande, der tidligere importerede mange af dem.


Fakta:

- Bileksportører kan få refunderet en del af registreringsafgiften, når en bil forlader landet. Det kalder Skat en godtgørelse.
- I dag får eksportøren refunderet ”restafgiften” minus 15 procent i godtgørelse.
- Fra den 1. april 2008 kommer der et bundfradrag for eksportgodtgørelse på 7500 kroner for biler på hvide plader og 4000 kroner for varevogne og motorcykler, hvis L 42 vedtages.
- Bundfradraget vil betyde, at der trækkes hhv. 7500 og 4000 kr. fra godtgørelsen, inden den udbetales.
- Det betyder, at hvis der i dag er en ”restafgift” på 10.500 kroner på en brugt bil til 20.000 kroner, vil der i dag blive udbetalt 8925 kroner.
- I samme eksempel vil der fra den 1. april blive udbetalt 10.500 kroner minus bundfradraget på 7500 kroner, altså kun 3000 kroner.
- De nye regler vil betyde, at eksportørerne først får det samme i godtgørelse som i dag ved eksport af biler med en ”restafgift” på cirka 50.000 kroner og opefter.
- I øvrigt ændres registreringsafgiften for brugte biler, for eksempel importerede biler fra Tyskland eller Sverige, så biler med meget sikkerhedsudstyr og lave forbrugstal vil blive pålagt en lavere afgift end i dag. Biler med dårlige forbrugstal og intet sikkerhedsudstyr vil blive pålagt en højere afgift end i dag.
- De samme beregninger vil blive foretaget ved eksport, så det bliver attraktivt at beholde de sikre og miljøvenlige biler i landet, mens det bliver mindre attraktivt at sende miljøskadelige biler med dårligt sikkerhedsudstyr til udlandet. Det vil alt andet lige sende flere af de miljøskadelige og usikre biler til skrotning.


 

Download baggrundmateriale her

Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.