bilpriser.dk
Se prisen på at lease en elbil
Fra 2.450 kr. om måneden til 15.817 kr. om måneden.
Tesla er elbilernes rækkevidde-konge. Model S Long Range klarer 663 kilometer på en opladning. Se analysen nederst.
Af Hans Uffe Christensen
Så meget koster det at lease en el-bil, når alt medregnes. Billigst er mikrobilen Dacia Spring Comfort med en rækkevidde på 230 kilometer og en udbetaling (førstegangsydelse) på 5.000 kr.
Så meget koster det at lease en el-bil, når alt medregnes. Billigst er mikrobilen Dacia Spring Comfort med en rækkevidde på 230 kilometer og en udbetaling (førstegangsydelse) på 5.000 kr.
Dyrest er Porsche Taycan med en rækkevidde på 409 kilometer og en udbetaling på 60.000 kr.
Det viser en analyse af 47 leasingtilbud, som Sjællandske Medier har indsamlet og bearbejdet med udgangspunkt i data fra importørernes hjemmesider i juli og august. I enkelte tilfælde har vi dog været hos eksterne udbydere for at finde bilerne.
Alle tilbuddene løber over tre år. I hele perioden skal der i alt 88.215 kr. op lommen, hvis man leaser den lille Dacia. Det svarer til 68,4 pct. af bilens totalpris.
Vil man have den leasede Porsche hjem i garagen i tre år, koster det i alt 569.415 kr. svarende til 51,8 pct. af kontantprisen ved køb. Man kan således sige, at den hundedyre Porsche relativt set er et bedre leasingtilbud end Daciaen.
Tilmed stiger betalingen for den lille rumænske elbil betragteligt, hvis man ikke ønsker at præstere en udbetaling eller ekstraordinær førstegangsydelse. Med 0 kroner ud hedder leasingprisen 2.612 kr. om måneden og 94.020 kroner samlet treåring ydelse svarende til hele 72,9 pct. Af bilens kontantpris. Det er mere end nogen anden leasingbil i analysen koster, når leasingprisen alt i alt sættes i forhold til kontantprisen.
Billigst i denne sammenhæng er Tesla Model S Long Range, hvis samlede ydelse i hele perioden andrager 45,2 pct. af kontantprisen. Tæt fulgt af Volvo XC 40 Recharge med 45,3 pct. af kontantprisen.
Rækkevidde koster dyrt
Som de fleste ved, er batteriets størrelse og dermed elbilens rækkevidde en meget vigtig faktor for elbilers pris. Kun en elbil i analysen har mindre energi og kortere rækkevidde end prisbaskeren Dacia Spring med 27 kWh og 230 kilometer. Det er Fiat 500e Action med 24 kWh og 190 kilometer. Den elektriske livsstilsbil fra Italien fås dog også med et batteri på 42 kWh, og så vokser rækkevidden til 316 kilimeter. Merprisen for at lease denne Fiat 500 er 17.195 kr. svarende til et plus på ca. 16 pct. Endda med en udbetaling på 10.000 kr. for modellen med størst batteri, mens indgangsmodellen er beregnet uden udbetaling.
Billigste bil at lease med et batteri på 40 kWh eller mere er Nissan Leaf Visia, der klarer 270 kilometer i rækkevidden. Denne pænt store og rummelige elbil er for nylig blevet sat ned i kontantpris til kun 190.000 kr. uden at leasingprisen er fulgt med ned. Kontantprisen er så lav, at vi absolut vil anbefale at købe denne bil i stedet for at lease den. Leasingprisen i hele perioden er 68,7 pct. Af kontantprisen, hvilet er højere end for nogen anden bil i analysen med så stor udbetaling. Omvendt er kun den langt mindre Dacia Spring billigere at købe.
Går ønskerne i retning af en bil med 50 kWh eller mere i batteriet skal vi betydeligt højere op i pris og leasingydelse. Med en undtagelse: Renault Zoe Go. Denne efterhånden aldrende elbil er blevet opdateret flere gange på batterisiden med det resultat, at den nu præsterer et meget fint forhold mellem rækkevidde og pris. Bilen har en rækkevidde på 393 kilometer, og den totale leasingpris i perioden er 126.015 kr.
Man skal helt op til Airways U5 Plus, før rækkevidden er længere, nemlig 410 kilometer. Men selv med hele 19.995 kr. i udbetaling er den kinesisk fremstillede bil betydeligt dyrere i total ydelse, hvor der skal erlægges 142.815 kr. i perioden. Ønsker kunden en lavere udbetaling stiger den samlede ydelse som altid. Renault Zoe må derfor betegnes som et fantastik godt tilbud for pendleren, der har brug for betydelig rækkevidde, men ønsker en billig pris/leasingydelse.
Ønsker kunden biler med rigtig lang rækkevidde, er der ingen vej uden om at lease en Tesla. Kun to biler i analysen klarer over 600 kilometer, og de er begge fra Tesla. Til gengæld er disse to biler blandt de allerdyreste både at købe og lease.
Det forlyder dog, at både Mercedes og Audi er på veje med el-biler, der kan køre endnu længere end top-Teslaerne. Hvad de kommer til at koste, og om de overhovedet kommer på markedet som leasingtilbud, står hen i det uvisse.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.