BT

To små biler eller en MPV?

Store familier har brug for mange sædepladser.

Mange familier med sammenbragte børn har brug for en personbil med seks eller syv sæder.

Derfor er den tredie sæderække en eftertragtet vare i store familiebiler. Så eftertragtet, at nogle danske importører helt dropper de femsædede udgaver af biler, hvis der er mulighed for at få modellen med syv sæder. Det er f.eks. tilfældet med VW’s nye Touran, der kun vil blive importeret som syvsædet model, når den rammer Danmark til efteråret.

Men det koster kassen at have brug for så mange siddepladser, viser en analyse over syvsædede bilers totaløkonomi lavet i samarbejde mellem BT og Bilpriser.dk. Analysen tager udgangspunkt i 33 syvsædede biler, der findes eller kommer på det danske marked i løbet af 2015.

Tidligere i år analyserede Bilpriser.dk og BT det samlede udbud af mikrobiler på det danske marked, Ved at sammenholde disse to analyser, viser det sig, at det ofte bedre kan betale sig at købe to små biler med sammenlagt otte eller 10 sæder. I stedet for en MPV med syv sæder.

Hvis vi ser bort fra de to meget skrabede rumænske Dacia Lodgy modeller med syv sæder, er det i alle tilfælde billigere at købe to styk Hyundai i10 (10 siddepladser i alt) end en syvsædet bil. Det gælder ikke bare indkøb, hvor billigste syvsædede bil koster 269.300 kr. (stadig fraregnet Lodgy), mens f.eks. to styk Hyundai i10 Move sætter familiens bankkonto tilbage med 160.000 kr., hvis de små, men rummelige mikrobiler betales kontant.

Til gengæld er det dyrere i brændstof at køre i to små i stedet for en større vogn, men ikke så meget dyrere, at det opvejer de øvrige omkostningsfordele ved at købe småt. Medregnes alle omkostninger undtagen den individuelle udgift til forsikring, koster det 2,78 kr. pr. kilometer at køre 20.000 kilometer om året i en Ford Grand C-Max, der bortset fra de to skrabede rumænere, er totaløkonomisk billigste syvsædede bil i vor analyse.

10 små for en stor
Prisen for at køre samme strækning i to Hyundai i10 - mikroklassens mest rummelige - er to gange 1,18 kr. pr. kilometer. Ialt 2.36 kr. pr. kilometer.
Det kan også udtrykkes i månedlige udgifter. Ford C-max, der ruller 19,2 km/l, koster 4.636 kr. om måneden alt i alt.

To styk Hyundai i10 med samme kørselsforbrug pr. bil koster i alt 3.946 kr. pr måned. En Fiat Panda er endda lidt billigere, viser tal fra Bilprisers mikrobilsanalyse 2015.

Og så er det endda meget let at opstille et regnestykke, der ser voldsomt dårligere ud for de syvpersoners bilers vedkommende. Hvor totaløkonomien for mikrobilerne ikke varierer voldsomt fra model til model, er der næsten ingen ovegrænse i segmentet for syvpersoners biler.

Den dyreste bil, vi har valgt at tage med i analysen er Audi Q7. Et pragtfuld og supersikkert køretøj, der desværre er forbeholdt meget velhavende familier. Den månedlige udgift er 19.815 kr. svarende til 11.89 kr. pr. kilometer. Det kan man faktisk holde 10 styks i10 kørende for. Med plads til i alt 50 mennesker.

I den anden enda af prislisten for syvpersoners biler, finder vi som skrevet Dacia Lodgy.

Discount
Billigste Lodgy målt efter totaløkonomi er dieseludgaven. Selv om den er små 20.000 kr. dyrere end benzin-broderen i indkøb. En Lodgy 1,5 Dci Ambiente med syv sæder koster kun 2.01 kr. pr. kilometer. Det er ca. 35 øre mindre end to af de billigste mikrobiler. Målt i månedlig udgift koster Lodgy 3.356 kr., men to styk Hyundai i10 belaster budgettet med 3.946 kr.

Dacia Lodgy er på mange måder et glimrende køretøj - endda med et års længere garanti end Renault, der har leveret teknikken. Men udover kabinens store mængde billigplast, er der sikkerhedsmæssige mangler ved bilen. Da bilen blev crashtestet af Euro NCAP i 2012 høstede den blot tre stjerner. Siden er Euro NCAP kravene skærpet betydeligt.

Til gengæld kan selv større personer sidde på tredie sæderække uden at få klaustrofobi. De sidder ikke specielt godt, fordi polstring og lårstøtte lader meget tilbage at ønske. Men dog uden at få knæene klemt op i sæderne foran, som det er tilfældet i mange af de mindre syvpersoners biler.

Sikkerhed
Vejer sikkerhedsaspektet tungt ind, er der mere fornuft i at købe Ford Grand C-Max, der høstede fem stjerner, da den blev crashtestet. Dertil kommer, at de større biler som regel er mindre farlige end små i det virkelige livs bilulykker, hvor vægt er en afgørende sikkerheds faktor, når to biler kolliderer.

Hos Euro NCAP uddeles stjernerne relativt i forhold til biler af sammenlignelig størrelse. En femstjernet lille bil er således bedre end en firestjernet bil i samme klasse. Men ikke nødvendigvis sikrere end en større firestjernet bil.

Står du foran køb af en syvsædet bilmodel, der synger på sidste vers, er det som regel en god ide at vente på afløseren.

Et godt eksempel er VW’s nye Touran, der bliver både større og billigere end den nuværende Touran (se testen andetsteds i dette tillæg). Den præsterer en betydeligt bedre totaløkonomi end forgængeren.

 

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.