Til fri redaktionel afbenyttelse med kildeangivelse
Elbil til tops i klimabilsanalyse
Indiske Reva-i giver mindst CO2-udledning for færrest penge, men Fiat Panda 1.2 Eco er måske den reelle vinder
I anledning af klimatopmødet har Bilpriser.dk i samarbejde med Jyllands-Posten sat lup på hele begrebet "klimabiler", "øko-biler" eller "grønne biler". 25 nøjsomme benzin-, diesel- og hybridbiler holdes op mod 10 elbiler, der er på markedet, og vi kan da glæde klimaminister Connie Hedegaard (K) og de øvrige deltagere i topmødet med, at vinderen er en elbil, nemlig den indisk-byggede Reva-i til 99.990 kr. Den har plads to to voksne og to børn og har en rækkevidde på 40-80 km.
Reva-i vinder med en totaludgift uden forsikring på 1,33 kr. pr. over fire år og 80.000 km og et miljøindeks på 1,68. Miljøindekset er Bilpriser.dk's måde at pointgive bilerne på i denne klimabilsanalyse. Det fortæller, hvilken bil, der for færrest penge giver det mindste CO2-udslip.
Også på anden- og tredjepladsen følger elbiler, nemlig golfbilen Mini-Hummer til 112.499 kr. og Mega-e-City til 134.596 kr. Det er den af de tre, der mest ligner en rigtig bil. Mini-Hummer har en totaløkonomi på 1,44 kr. pr. km og et miljøindeks på 1,79, mens Mega-eCity lander på 1,82 kr. pr. km og indekstal 2,27.
Men så stopper festen for elbilerne. Mere anvendelige biler med forbrændingsmotorer og langt bedre rækkevidde kommer nu på podiet. På fjerdepladsen ser vi to-personersbilen smart 0,8 Pure CDI til 1,47 kr. pr. km og et miljøindekstal på 2,37. Og allerede på femtepladsen finder vi en helt almindelig benzinbil med plads til fem personer, nemlig Fiat Panda 1.2 Eco stationcar til 99.990 kr. Og den klarer næsten 700 km, inden den løber tør. Dens totaløkonomi er 1,76 kr. pr. km, og dens miljøindekstal er så pænt som 2,95.
Elbilen Tesla Roadster, der med sin rækkevidde på 400 km er elbilen med den bedste anvendelighed, lander på indekstal 10,60 eller lidt over Mercedes-Benz E 250 CDI Blue Effieciency, der lander på indekstal 8,5. Her køber man altså med en Tesla til 950.000 kr. miljøvenlighed for dyrt, så at sige.
I analysen har Bilpriser.dk's chefanalytiker Niels Grøftehauge måttet se dybt i krystalkuglen for at vurdere det kommende værditab på elbilerne:
"Det er meget svært at vurdere, hvordan det vil gå for elbilerne. Der er ikke noget brugtmarked endnu, vi kender ikke holdbarheden af batterierne, og vi ved ikke, hvornår der kommer batterier med bedre ydelse og lavere pris. Så jeg har givet dem et ordentligt drag over nakken", erkender han.
"Men jeg er nok også miljøskadet. Min bror arbejdede i fem år som mekaniker på Ellerten, og 300 meter fra mit hus ligger den fabrik, der skulle lave bunde til den norske Th!ink-elbil", griner han.
Førstepladsen til Reva-i overbeviser ham da heller ikke:
"Måske kan elbiler bruges i storbyerne som bil nummer to, men de skal være meget billige. Og hvis man ikke lader ejerne af elbiler få adgang til for eksempel billige lejebiler, når de skal besøge tante Gerda i Frederikshavn eller på ferie i Italien, så vil mange holde sig tilbage fra at købe en", mener Niels Grøfthauge fra Bilpriser.dk.
Analysen kan downloades som Excel-fil i sin helhed via dette link:
ftp://presse:Presse123@87.48.155.100/Klimabilsanalysen_2009.xls
Analysen kan downloades som PDF-fil (kan udprintes på 2 liggende A4-ark) via dette link:
ftp://presse:Presse123@87.48.155.100/Klimabilsanalysen_2010.pdf
Den svære klimaøvelse
At lave en klimabilsanalyse har ikke været nogen let opgave for Jyllands-Posten og Bilpriser.dk. Hvordan man måler en bils belastning af miljøet er der nemlig langt fra nogen nem opskrift på. En amerikansk forsker har for eksempel fundet frem til, at en Land Rover-firehjulstrækker samlet set er den mest miljøvenlige bil, fordi den på grund af sit rustfri karosseri og enkle konstruktion har en levetid på tre-fire gange det normale. Den konklusion vakte naturligt nok stor debat.
Bilpriser.dk valgte i samråd med Jyllands-Posten en mere jordnær og forbrugerrettet tilgang til det: Hvilken personbil på det danske marked kan levere den laveste CO2-udledning til den laveste totaludgift?
Men også det rejser problemer, for hvor meget CO2 udleder man, når man kører en kilometer i en ren elbil? Så længe man kun oplader sin bil, når der er overskud af usælgelig strøm fra vindmøller, vandkraftværker og atomkraftværker på elnettet, så kører man CO2-frit. Ellers ikke. Når man også er nødt til at lade sin elbil op i perioder, hvor der ikke er usælgelig grøn strøm på nettet, belaster man også miljøet med CO2.
Man kunne så kikke på, hvordan fordelingen af "grøn" og "sort" strøm er, nemlig 29 procent og 71 procent ifølge de nyeste tal. Men det kan man ikke bruge, da der blandt andet også er 15-25 pct. spild ved opladningen samt tab af strøm i batteriet på en elbil. Dansk ElbilkomitĂ© har set på alle faktorer og er kommet frem til, at en elbil samlet set udleder halvdelen af den CO2, som en tilsvarende diesel- eller benzinbil udleder. Og det er derfor - sammen med oplysninger fra producenter og importører - blevet brugt i denne analyse, i hvilken elbilerne typisk kører mellem fem og syv km på en kiloWatt-time strøm.
Servicepriserne er medtaget i analysen, da meget lave servicepriser må formodes at blive en af elbilernes styrker. Mens en almindelig forbrændingsmotor består af tusindvis af bevægelige dele, så består en elmotor kun af to. De mest optimistiske håber, at serviceudgifterne til en elbil kun vil være 20 pct. af de tilsvarende udgifter til en bil med forbrændingsmotor.
Forsikring vil med tiden måske også kunne fås en del billigere til elbiler, men i denne analyse er det ikke medtaget, da det endnu er for usikkert.
Elbiler dyre for samfundet
Elbiler er fri for registringsafgift og ejerafgift - og det kan koste dyrt for samfundet.
Frem til 2012 er elbiler fri for registreringsafgift og ejerafgift. Det kan hurtigt give et hul i statskassen på et to-cifret milliardbeløb. Det skal politikerne huske, når de skal afgøre, om afgiftfritagelsen er den rigtige måde at skabe CO2-nedbringelse på, mener chefanalytiker Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk.
"Vi har prøvet at regne på en elbil, der kører 7 km pr. kWh, som kun koster 20 procent af det normale at vedligeholde, og som kun koster 60 procent af det normale at forsikre. Og vi er kommet frem til, at hvis der ruller 100.000 elbiler ud på vejene i 2011, så vil der 16 år senere, når bilerne skrottes, mangle over 19 mia. kr. i statskassen", fortæller han.
Bilpriser.dk har sammenlignet en afgiftsbelagt dieselbil til 262.000 kr. med en nogenlunde tilsvarende elbil til 150.000 kr., og det er ikke småting, den fælles husholdningskasse mister, hvis forbrugerne køber 100.000 elbiler i stedet for 100.000 dieselbiler. Dieselbilen vil i alt give 318.626 kr. i indtægter fra registreringsafgift, moms på bilen, dieselafgift, moms på dieselolie, ejerafgift, afgift på ansvarsforsikringen og moms på reparationer.
En elbil til 150.000 kr. vil derimod kun indbringe 122.872 kr. i elafgifter, moms og forsikringsafgift over 16 år. Forskellen løber op i 19,6 mia. kr.
"For de penge kan man få meget miljø. Og hvorfor skyde gråspurve med kanoner? Det ligger jo lige til højrebenet: Sælg de uduelige Ansaldo Bredo-tog og indfør elektriske IC4-tog i hele Danmark. Det kan man garanteret få for samme beløb. Og hvis de IC4-tog har batterier, der lader op, når der er vindmøllestrøm til overs, så vil man få en kæmpestor miljøgevinst. Dieseltog sviner jo helt enormt", påpeger Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk, der giver sin provokerende idĂ© videre til politikerne - ganske gratis.
>
Better Place - den danske løsning
Better Place vil have hundredtusindvis af elbiler ud at køre inden 2020, og Danmark er sammen med Israel spydspidser.
Elbilen Renault Fluence EV, som Better Place vil have danskerne og israelerne til at kaste sig over, er ikke med i Klimabilsanalysen. Den kommer nemlig tidligst i 2011. Men når den kommer, vil den repræsentere den mest grønne og CO2-fri måde at transportere sig på, mener stifteren af Better Place, Shai Agassi, Californien.
Mens andre elbiler blot sluttes til stikkontakten og herefter suger strøm til sig, så tager Better Place-løsningen hensyn til, hvordan vinden blæser, populært sagt.
"Med vores løsning vil der ske der en intelligent styring af opladningen, så bilen oplades, når der er overskud af strøm fra vedvarende energikilder som for eksempel vindmøller i elnettet. Det kan være om natten, men også i løbet af dagen. På den måde opstår der et kæmpenetværk af biler med batterier, som kan lagre overskudsstrømmen, så vi ikke er nødt til at forære den til Tyskland eller betale for at komme af med den", fortæller kommunikationsdirektør Sara Helweg-Larsen fra Better Place Danmark, der er delvist ejet af DONG.
Opladningen sker ved de karakteristiske blå-hvide ladestandere, som Better Place er ved at få sat op i forskellige byer, hjemme på privaten, på arbejdspladser og i det offentlige rum. På de lange ture kan Better Place-abonnenter bruge batteriskiftestationer. Man får i passende god tid en advarsel meddelelse fra bilen om, at køreturen kræver et batteriskift, hvorefter man dirigeres til den bedst placerede batteriskiftestation på ruten. Batteripakken under bilen løftes ud, en ny pakke løftes automatisk på plads, og tre minutter senere kører man videre med strøm til endnu 160 kilometers kørsel.
"Og det er en misforståelse, at vi vil sælge biler. Renault Fluence-bilerne skal sælges hos Renault-forhandlere. Vi vil sælge grøn transport til danskerne", forklarer Sara Helweg-Larsen.
"Og vi ser gerne, at andre bilproducenter fabrikerer biler til vores batteriløsning og er i løbende dialog med dem", tilføjer hun.
Relevante links om elbiler:
www.danskelbilkomite.dk
www.danskenergi.dk
www.betterplace.dk
www.cityel.dk
www.lynxcars.com
www.mega-ecity.dk
www.minihummer.dk
www.refstrup.dk/buddy
www.tesla.com
http://dk.sixt.com/biludlejning/elbiler
www.elbildanmark.dk
www.afuture.dk
www.choosev.com