Pressemeddelelse Bilpriser.dk
Til fri redaktionel afbenyttelse med kildeangivelse

Skatterabat til grønne firmabilister

Sæt beskatningsværdien på miljørigtige firmabiler ned med 20.000 kroner, foreslår bilekspert

Bilpriser.dk tirsdag den 26. februar 2008

Sælgere, direktører og andre, der får stillet en firmabil til rådighed, straffes skattemæssigt, hvis de vælger en dieselbil, der går langt på literen. Det problem kan løses meget enkelt ved at sætte beskatningsværdien på firmabiler med dieselmotorer og partikelfilter ned med 20.000 kroner, foreslår chefanalytiker Niels Grøftehauge fra bilvurderingstjenesten Bilpriser.dk.

"Der skal selvfølgelig være skatteregler, og de skal ikke kunne strækkes som elastik. Men man kunne give et fast nedslag på 20.000 kroner i værdigrundlaget på firmabiler på hvide plader, der kører på diesel og har partikelfilter", siger han.

De 20.000 kroner er omtrent, hvad en dieselmodel koster ekstra i gennemsnit i forhold til en tilsvarende benzinbil. Forslaget burde få mange firmaer til at gå over til diesel. Firmaet vil ganske vist stadig skulle betale lidt ekstra for at købe en dieselbil, men de vil både få en grønnere profil og en meget lavere udgift til brændstof:

"Sælgere kører jo ofte med over 120 km i timen på motorvejen, og når man kommer op i de hastigheder, sluger en bil med en kraftig benzinmotor uforholdsmæssigt meget. Det sker ikke med en dieselbil, hvis forbrug stiger meget roligere", påpeger Niels Grøftehauge.

Kører en sælger således 40.000 km om året i en benzinbil med et gennemsnitsforbrug på 12 km per liter og en benzinpris på 10,20 kroner per liter, koster det firmaet 34.000 kroner om året. Hvis medarbejderen i stedet kørte i en dieselbil med et gennemsnitsforbrug på 16 km på literen til 9,50 kroner per liter diesel, ville udgiften kun være 23.755 kroner om året. Desuden ville værditabet på dieselbilen ofte være lavere, og ejerafgiften ville typisk også være lavere. Over tre år kan besparelsen sammenlagt nemt blive 40.000 kroner.

Enkelte nye og billigere dieselbiler er dog på vej ind på markedet, og det gør, at medarbejdere med firmabilsordninger allerede nu kan vælge en "grøn" bil uden at blive straffet af Skat, viser et dyk ned i bilmarkedet, som Bilpriser.dk har foretaget. Det kræver imidlertid, at medarbejderne er indstillet på at gå en klasse ned, fra firmabilsklassen til mellemklassen, der ofte ikke har samme komfort og samme sæder som de større biler i firmabilklassen.

Vælger man for eksempel en Seat Leon TDI PD 105 hk DPF Ecomotive til 237.579 kroner ekskl. levering, får man en bil, der kører 22,2 km/l. Dermed udleder man kun 119 g CO2 per km til atmosfæren.

Får man den som firmabil, vil der i de tre første beskatningsår blive lagt 59.3975 kroner oven i ens indtægt. Skatteregningen for at køre i den er dermed 3.069 kr. om måneden, forudsat at man betaler topskat af hele beløbet.

Til sammenligning koster benzinudgaven, en Seat Leon 1.6 Reference 1.6 102 hk Xtra, 232.508 kr. Den kører kun 13,2 km/l og udleder hele 183 g CO2 pr km, 54 procent mere end dieselmodellen. Den skattemæssige udgift per måned er her 3.003 kr. om måneden ud fra de samme forudsætninger.

I dette eksempel vil man altså med de nuværende regler kunne køre med grøn samvittighed for kun 66 kroner ekstra om måneden. Og skåne miljøet for 2.560 kg CO2 per år.


 
Yderligere oplysninger vedr. denne pressemeddelelse:
Chefanalytiker Niels Grøftehauge, 40 72 14 07

Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.