Til fri redaktionel afbenyttelse med kildeangivelse
Bilpriser.dk bakker op om det ny bilankenævn
Med Ankenævn for biler er der skabt en tryg ordning Den ny hjemmeside for Ankenævnet for biler, www.bilklage.dk
Bilpriser.dk den 15. januar 2008Hjemmesiden Bilpriser.dk bakker aktivt op om Ankenævn for biler. Fra i dag, tirsdag den 15. januar, kan man ved søgning efter brugte biler på www.bilpriser.dk se, hvilke bilforhandlere på hjemmesiden, der er med i ordningen gennem Bilbranchens medlemmer. Det vil fremgå af et ankenævnslogo på forhandlernes bilannoncer på siden.
Etableringen af Ankenævn for biler, der er sket på initiativ fra bilbranchen selv, gør det for første gang muligt at klage over bilkøb, gennem et fagligt ankenævn. Biler fra 100.000 kroner og reparationer fra 1.500 kroner er omfattet. Klager over bilkøb til mellem 10.000 og 100.000 kroner vil fortsat være henvist til Forbrugerklagenævnet og domstolene.
Selve klageprocessen sker online på Bilklage.dk, hvor klageren betaler et depositum på 500 kr., der tilbagebetales, hvis sagen enten afvises eller vindes. Vindes sagen skal forhandleren betale sagsomkostningerne og udbedre problemet. Sagsbehandlingstiden er kort, i forhold til kendte alternativer, og forbrugeren undgår derved ulempen ved at sagen trækker i langdrag, mens bilen er i uorden. Behandlingstiden forventes maksimalt til at vare halvanden måned.
Bilpriser.dk ser den ny ordning som et stort fremskridt:
"Med Ankenævn for biler er der skabt en tryg ordning, hvor parterne i sagen er fælles om at søge en fornuftig løsning i de rejste klagesituationer. Og når både forbrugeren og forhandleren har penge i klemme ved at afgøre sagen i ankenævnet, medfører det naturligvis en større motivation til at nå et forlig, inden sagen når så langt. Det betyder øget tryghed for kunden, og det kan begge kun være tilfredse med. At sagerne afklares på så kort tid er en kæmpe fordel", siger salgs- og marketingchef Steen Kristensen, Bilpriser.dk.
Før Ankenævn for biler var bilkøberne ringere stillet. Man kunne kun klage til Forbrugerklagenævnet - og kun vedrørende bilkøb mellem 10.000 og 100.000 kroner. Hvis man således købte en bil til mere end 100.000 kroner, var man henvist til domstolene. I den ny ordning er virksomhederne forpligtet til at følge ankenævnets afgørelser. Hvis de ikke gør det, vil de blive hængt ud på Bilklage.dk.
Bag Ankenævnet for Biler og hjemmesiden Bilklage.dk står Bilbranchen under Dansk Industri, FDM, De Danske Bilimportører, Dansk Automobilforhandler Forening (DAF), Dansk Bil-Forhandler Union (DBFU), Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark (CSD), Dansk Autoglas, foreningen af Auto- og Industrilakerere (FAI) og sammenslutningen af Karosseribyggere og Autooprettere i Danmark (SKAD). Formand for nævnet er Thomas Møller Thomsen, der er administrerende direktør for FDM.
Chefjurist i Bilbranchen, Niels Suhr Andersen, hilser opbakningen fra Bilpriser.dk velkommen, og han er meget tilfreds med, at det er lykkedes at etablere ankenævnet:
Det er noget, vi er glade for og har arbejdet for i lang tid. Vi er glade for, at det er lykkedes at samle hele branchen om ét ankenævn, udtaler han.
Spørgsmål og svar om Ankenævn for biler
Hvad er Ankenævn for biler?
Ankenævn for biler er et netbaseret ankenævn for bilejere, som behandler forbrugerklager i forbindelse med køb af en bil til over 100.000 kr. eller en værksteds-/serviceregning over 1.500 kr.
Hvem kan bruge Ankenævn for biler?
Alle bilejere, der selv har købt en bil til over 100.000 kr. eller har fået foretaget en reparation til over 1.500 kr., kan klage til Ankenævn for biler.
Hvornår kan man klage til Ankenævn for biler?
Hvis der opstår problemer i forbindelse med køb af en bil for over 100.000 kr. eller en værksteds-/serviceregning over 1.500 kr. som ikke kan løses ved at kontakte forhandleren eller værkstedet, er det muligt at klage til Ankenævn for biler. Ankenævn for biler kan kun behandle sager, hvor problemet er opstået fra og med 3. december 2007.
Hvordan klager man til Ankenævn for biler?
Ønsker man at klage til Ankenævn for biler, skal man udfylde en klageformular på bilklage.dk.
Hvad koster det at få behandlet en sag hos Ankenævn for biler?
Det koster 500 kr. i depositum for en bilejer at indgive en klage til Ankenævn for biler. Hvis man får medhold i en klage, eller sagen må afvises som uegnet, tilbagebetales klagegebyret.
Er der andre udgifter end depositummet ved at bruge Ankenævn for biler?
Hvis ens klage f.eks. omhandler fejl på bilen eller manglende reparation, kan man få lavet en uvildig sagkyndigerklæring, som kan underbygge og synliggøre ens klage. Omkostningerne til denne rapport vil beløbe sig til mellem 1.000-1.500 kr. Sagkyndigerklæringen kan foretages af autoriserede synsvirksomheder godkendt af ankenævnet. Hvis man får medhold i sin sag, vil modparten betale ens udgifter til vurderingsrapporten.
Hvordan fungerer Ankenævn for biler?
Hvis en virksomhed og en forbruger ikke kan nå til enighed i en sag, har forbrugeren mulighed for at klage til Ankenævn for biler. Klagen skal indgives skriftligt via bilklage.dk. Det koster 500 kr. i depositum for en bilejer at indgive en klage til Ankenævn for biler.
Kan man kun klage via internettet?
Hvis man ikke har adgang til internettet, så kan man benytte bibliotekernes ForbrugerINFOpunkt.
Hvorfor er Ankenævn for biler baseret på en netløsning?
Formålet ved at lave et netbaseret ankenævn er at sikre forbrugeren en kort sagsbehandlingstid og dermed en hurtigere afgørelse.
Hvordan adskiller Ankenævn for biler sig fra andre ankenævn?
Ankenævn for biler adskiller sig fra eksisterende ankenævn ved, at bilejeren og bilforhandler/værksted i højere grad selv søger en forligsmæssig løsning, inden en egentlig ankenævnsbehandling gennemføres.
Kan man klage over en firmabil eller en leaset bil?
Nej. Ankenævn for biler behandler kun klager over privatejede biler.
Hvorfor kan man ikke klage over biler, der har kostet under 100.000 kr.?
Ankenævn for biler er et supplement til det eksisterende Forbrugerklagenævn, som bl.a. behandler klager over biler til under 100.000 kr. Ønsker man at klage over en bil til under 100.000 kr., kan man benytte Forbrugerklagenævnet.
Hvorfor kan man ikke klage over reparationer, der koster mindre end 1.500 kr.?
Grænsen er sat for at sikre, at de udgifter, der er ved at klage til Ankenævn for biler, står mål med de omkostninger, man har haft.
Hvorfor skal man have klaget til forhandleren/værkstedet først?
Ankenævn for biler baserer sig på, at forbruger og virksomhed i højere grad selv søger en forligsmæssig løsning, inden en egentlig klagebehandlingen gennemføres. Hvis det ikke er muligt at nå til enighed, kan forbrugeren klage til Ankenævn for biler.
Hvilken dokumentation skal man have for at kunne klage til Ankenævn for biler?
Det er forskelligt fra klage til klage, hvilken dokumentation der skal være til stede. For alle klager gælder det, at man som minimum skal have bilens registreringsattest samt en faktura. Man vil i forbindelse med indtastningen af klagen på bilklage.dk få mulighed for at vedhæfte forskellig dokumentation som fx faktura, billeder, breve, uvildig sagkyndigerklæring mv.
Hvem står bag Ankenævn for biler?
Ankenævn for biler er blevet etableret af forbruger- og interesseorganisationen FDM og samtlige organisationer inden for salg og reparation af biler.
Hvorfor er der nogle forhandlere eller værksteder, der ikke er med i Ankenævn for biler?
Ankenævn for biler er et privat ankenævn, og derfor kan det ikke kræves, at alle forhandlere eller værksteder er med. Alle brancheforeninger har valgt at gå med i Ankenævn for biler, og derfor dækker Ankenævn for biler også mange forhandlere og værksteder.
Hvordan kan man se, om en forhandler eller et værksted er med i Ankenævn for biler?
Alle medlemmer af de brancheforeninger, der står bag Ankenævn for biler, er tilknyttet ankenævnet. Ved at indtaste virksomhedens CVR-nr. i forbindelse med klageforløbet kan man tjekke, om virksomheden er med i Ankenævn for biler. Er virksomheden ikke med i Ankenævn for biler kræver det, at virksomheden på forhånd accepterer at efterleve en afgørelse fra Ankenævn for biler, før klagen kan behandles. På www.bilpriser.dk vil de forhandlere, der er med i ordningen, kunne genkendes på logoet for Ankenævnet for biler på firmaets annoncer.
Hvor lang tid tager det at få behandlet en klage hos Ankenævn for biler?
Sagsbehandlingstiden vil i gennemsnit være på 1 ½ måned fra depositummet er betalt. Man vil løbende kunne følge med i sin sagsbehandling på bilklage.dk ved at logge på med sit brugernavn og password, ligesom man vil få tilsendt mails, hvis der kommer et forligsforslag fra virksomheden, samt når der falder afgørelse i ens sag.
Hvordan er klageforløbet?
Når man har indgivet sin klage til Ankenævn for biler, vil den virksomhed, man har klaget over, få tilsendt en mail om, at der er indgivet en klage. Virksomheden vil så få mulighed for at svare på klagen. Hvis man ønsker det, vil der blive indhentet en uvildig sagkyndigerklæring fra en synsvirksomhed godkendt af ankenævnet. Herefter vil klagen blive sendt til behandling i ankenævnet.
Hvordan får man besked om udfaldet af sin klage?
Man vil modtage en mail med afgørelsen, når ens sag har været behandlet af ankenævnet.
Hvad sker der, hvis man får medhold i sin klage?
Når sagen har været behandlet, vil man modtage en mail med afgørelsen. Hvis man har fået medhold, får man tilbagebetalt sit depositum samt eventuelle udgifter til vurderingsrapporten. Virksomheden vil ligeledes få en mail, hvoraf afgørelsen og kravet om erstatning fremgår.
Hvad sker der, hvis man ikke får medhold i sin klage?
Når ens sag har været behandlet, vil man modtage en mail med afgørelsen. Hvis man ikke får medhold i sin sag, vil man miste dit depositum på 500 kr. samt eventuelle udgifter til sagkyndigerklæringer.
Hvem bestemmer udfaldet af en klage?
Ankenævnet består af en forbrugerrepræsentant fra FDM, en virksomhedsrepræsentant fra bilbranchen og en uvildig formand med særlig juridisk baggrund. Det er disse personer, der bestemmer udfaldet af sagen på et månedligt møde.
Hvor tit falder der afgørelser i Ankenævn for biler?
Ankenævnet mødes én gang hver måned for at drøfte og træffe afgørelse i de seneste sager, der er indgivet til Ankenævn for biler.
Kan der være længere sagsbehandlingstid end halvanden måned?
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Ankenævn for biler vil være halvanden måned fra den dato, hvor Ankenævn for biler har bekræftet klagen.
Kan man klage over firmaer, der ikke er med i Ankenævn for biler?
Er virksomheden ikke med i Ankenævn for biler, kræver det, at virksomheden på forhånd accepterer at efterleve en afgørelse fra Ankenævn for biler, før klagen kan behandles.
Er det muligt at få rådgivning i forbindelse med Ankenævn for biler?
Det er ikke muligt at få rådgivning i forbindelse med en sag i Ankenævn for biler. Dog kan medlemmer af FDM kontakte FDMs rådgivning.
Hvilke andre klagemuligheder har man?
Ankenævn for biler er det eneste ankenævn, der behandler forbrugerklager i forbindelse med køb af en bil for over 100.000 kr. eller en værksteds-/serviceregning over 1.500 kr. Hvis man ikke ønsker at anvende Ankenævn for biler, eller er uenig i Ankenævn for bilers afgørelse i en sag, har man altid mulighed for at indbringe sin sag for domstolene.
Hvad sker der hvis forhandleren/værkstedet ikke efterlever en afgørelse i Ankenævn for biler?
Alle medlemmer af Ankenævn for biler har forpligtet sig til at efterleve nævnets afgørelser. Hvis en virksomhed ikke efterlever en afgørelse fra Ankenævn for biler, vil virksomheden blive hængt ud på Ankenævn for bilers hjemmeside, indtil virksomheden efterlever afgørelsen, eller der indledes en retssag. Hvis en afgørelse ikke efterleves af en erhvervsdrivende, kan man indbringe sagen for de civile domstole.
Se også Bilklage.dk