Pressemeddelelse Bilpriser.dk
Til fri redaktionel afbenyttelse med kildeangivelse

Køb firmabilen nu

Lønmodtagere kan spare tusinder i skat, hvis arbejdsgiveren køber deres firmabil i december frem for januar

Hvis du står foran at skulle have en ny firmabil, er det nu, at din arbejdsgiver skal købe bilen. Venter I med at købe firmabilen til det nye år, kan det koste dig adskillige tusinder kroner på skattebilletten. Nye beregninger fra Internet-sitet Bilpriser.dk viser præcist hvor mange penge, du kan spare i skat, hvis din arbejdsgiver køber din nye firmabil i december frem for januar, såfremt du får rådighed over firmabilen de næste tre år.

"Firmabiler skal købes eller leases i december; det er det mest fordelagtige," udtaler Bilpriser.dk's direktør Peter Grøftehauge.

Den skattemæssige besparelse opstår fordi, at en firmabil beskattes efter en takst, der følger indkomståret, og denne takst nedsættes fra tredje indkomstår, hvor firmabilen er til rådighed. Derfor gælder det om at gøre første indkomstår, hvor bilen anskaffes så kort som muligt, og det gøres ved at købe den i december. Hvis firmabilen indkøbes i december, overstås første indkomstår med høj skattetakst på en måned. I så fald giver det 25 måneders høj skattetakst og 11 måneder lav takst, hvis bilen beholdes i tre år. Hvis bilen først anskaffes i januar, bliver det til gengæld hele 35 måneder med høj takst og kun 1 måned med lav takst. Med en typisk firmabil som en Mazda 6 til 285.873 kroner er der en besparelse på hele 9.231 kroner, hvis bilen købes i tide.

"Det er en besparelse, der er til at tage og føle på. Hvis en typisk firmabil købes mellem jul og nytår, har du næsten 10.000 kroner mere til forbrug i 2006, end hvis den indkøbes en uge senere," fortæller Peter Grøftehauge.

Den skattemæssigt bedste dato at få firmabilen indregistreret er allerede første december, idet firmabilen beskattes i hele anskaffelsesmåneden.

"Du kan ligeså godt få glæde af bilen hele december måned. Du betaler det samme i skat, uanset om du får firmabilen den 31. eller den første," fortæller Peter Grøftehauge.

Direktøren for Bilpriser.dk råder for øvrigt alle, der står for at skulle have ny firmabil til at skynde sig, da der kan være leveringstid på bilen. Leveres den først i det nye år, er der ingen nåde. Så er det beskatning til den høje takst i 35 ud af 36 måneder.

"36 måneder er ikke bare 36 måneder. For de hurtige, der når at få indregistreret firmabilen i december, er der penge at spare," slutter Peter Grøftehauge.

Firmabilsbeskatningen beregnes som et tillæg til din almindelige indkomst på 25 procent af bilens nypris i første og andet indkomstår. Beregningsgrundlaget nedsættes i tredje indkomstår, hvor tillægget til din indkomst kun beregnes som 25 procent af 75 procent af bilens nypris.

Den skattemæssige bundgrænse for en firmabil er sat til 160.000 kroner. Det betyder, at selvom du får en firmabil til 130.000 kroner, er det stadig 25 procent af bundgrænsen på 160.000 kroner, der ligges til din skattepligtige indkomst. Den skattemæssige bundgrænse nedsættes ikke i tredje indkomstår, hvilket betyder, at besparelsen begynder at svinde relativt ind fra nyprisen 213.334 kroner for at forsvinde helt ved 160.000 kroner. Alle firmabiler med en nypris fra 160.000 kroner og nedefter beskattes af 160.000 kroner i alle tre år.

Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.