17. januar 2023 - Toyota

Toyota vinder Dakar Rally
Toyota har for andet år i træk vundet Dakar Rally.

Der var ingen over eller ved siden af TOYOTA GAZOO Racings rallykører, Nasser Al-Attiyah fra Qatar og hans franske co-driver, Mathieu Baumel, som genvandt Dakar Rally.,

Toyota
 
Toyota har for andet år i træk vundet et af verdens hårdeste rally, Dakar Rally. Det blev en kendsgerning søndag efter to ugers og samlet næsten 5.000 km’s ørkenrace, da den pålidelige og potente GR DKR Hilux T1+ rallybil med Nasser Al-Attiyah bag rattet og co-pilot Mathieu Baumel ved sin side krydsede målstregen.

Dermed scorer Toyota også for andet år i træk hattrick, eftersom det også blev til sejre i 24-timers løbet på Le Mans i sommer, verdensmesterskabet i rally i november og nu altså sejren i Dakar Rally.
 
Der var ingen over eller tilnærmelsesvist ved siden af, da TOYOTA GAZOO Racings rallykører, Nasser Al-Attiyah fra Qatar og hans franske co-driver, Mathieu Baumel, forsvarede deres titel i et af verdens hårdeste rally, Dakar Rally.
 
Søndag på den 14. og sidste etape af Dakar 2023 tabte parret godt nok lidt over fem minutter til etapevinderne. Men det havde kun kosmetisk betydning, da de forsvarende Dakar-vindere for andet år i træk dermed sikrede sig den samlede sejr med en margin på hele 1 time 20 minutter og 49 sekunder ned til nærmeste forfølger.
 
Hele rallyet blev i år kørt i ørkenen i Saudi Arabien, og målstregen på den afsluttende, 136 km lange etape var henlagt til kystbyen Dammam.
 
Det var Nasser Al-Attityah og Mathieu Baumels tredje sejr som makkerpar for Toyota, og det dygtige team grundlagde allerede sejren fra 2. etape, hvor de bragte sig i spidsen for løbet. En position de undervejs udbyggede dag for dag, inden de mod slutningen på sikker vis holdt det opbyggede forspring og dermed demonstrerede Hilux rallybilens høje kvalitet, holdbarhed og pålidelighed.
 
"Det er en fantastisk følelse. Jeg er nødt til at takke så mange mennesker, begyndende med hvert medlem af vores team. Det var to hårde uger, men at kunne vende tilbage og forsvare vores titel er fantastisk. Jeg er virkelig stolt af vores Hilux, og det er virkelig noget særligt at vinde løbet tre gange med Toyota,” siger Nasser Al-Attiyah.
 
Vinderbil med 400 hk
Vinderbilen er en særlig rallyudgave af Toyota pickup’en Hilux og har navnet GR DKR Hilux T1+. Det er en særlig udgave af ørkenraceren med en 3.5-liters V6 twin-turbo benzinmotor, der er lånt fra den serieproducerede Toyota Land Cruiser 300 GR Sport. Motoren yder 400 hestekræfter og har et maksimalt drejningsmoment på 660 Nm.
 
TOYOTA GAZOO Racing deltog med i tre GR DKR Hilux T1+ rallybiler i årets Dakar-løb og sluttede med dem alle i top-5 – en flot præstation, der sætter en tyk streg under motorsportsteamets og bilernes kvaliteter.
 
Teamets sydafrikanske makkerpar, Giniel de Villiers og co-pilot Dennis Murphy, endte lige uden for podiet på fjerdepladsen. Det var Giniel de Villiers 20. Dakar-rally i træk, og da han krydsede målstregen i Dammam var det samtidig 15. gang, at veteran-køreren endte i top-5. Én gang – i 2009 – har han også vundet.
 
Dakar 2023 vil længe blive husket af TOYOTA GAZOO Racings Henk Lategan og co-driver Brett Cummings som et løb, der kunne være blevet meget anderledes for dem. De var helt oppe på andenpladsen i den samlede stilling, inden to tilbageslag pressede dem ned i stillingen.
 
Parret viste ellers godt tempo gennem hele rallyet, men endte alligevel på en samlet femteplads mindre end fem minutter efter deres holdkammerater på fjerdepladsen.
 
Toyota dominerede med første-, fjerde- og femtepladsen Dakar 2023. En privat tilmeldt Toyota Hilux T1+ med den unge, Dakar-debuterende, brasilianer, Lucas Moraes, bag rattet og den erfarne Timo Gottschalk ved siden side, markerede sig dog også stærkt ved at slutte på en samlet tredjeplads.