23. januar 2023 - Lexus

Lexus med nyt sportskoncept
Foreløbig nøjes Lexus med at vise RZ Sports Concept.

Foreløbig nøjes Lexus med at vise RZ Sports Concept frem som konceptbil. Den almindelige udgave af elbilen Lexus RZ introduceres i Danmark til foråret.

Lexus
 
Nul emissioner og et ekstra sportsligt design og sportslige køreegenskaber. Det er hovedingredienserne i den fuldt elektriske konceptbil, Lexus RZ Sports Concept, som det japanske livsstilsbrand, Lexus, netop har afsløret på biludstillingen Tokyo Auto Salon 2023 i Japan.
 
Et af de store fokusområder fra det japanske livsstilsbrand, Lexus, er at reducere CO2 mest muligt på hurtigst mulig vis. Senest i 2030 vil alle mærkets biler i Europa således være fuldt elektriske og dermed ikke udlede nogen CO2, kvælstoffer eller partikler under kørslen.
 
Hos Lexus handler det dog om andet end nul emissioner. Det handler også om køreglæde og den særlige Lexus køresignatur. På biludstillingen Tokyo Auto Salon 2023 i Japan har Lexus netop løftet sløret for en bil, der favner begge disse to vigtige fokusområder, nemlig en særlig sportslig udgave af den kommende fuldt elektriske bil, Lexus RZ.
 
Bilen på udstillingen er en konceptbil og bærer navnet Lexus RZ Sports Concept. Den sportslige konceptbil er bygget på Lexus’ første dedikerede elbil, RZ, som er udviklet og bygget udelukkende som elbil helt fra grunden. Racerkøreren Masahiro Sasaki med en fortid i den japanske Super GT-serie og som podieplads-tager ved 24-timers løbet på Nürburgring i Tyskland har været med som rådgiver i udviklingen af den sportslige udgave.
 
En udgave, der byder på kraftfulde 150 kW elmotorer både på for- og bagakslen, hvilket giver en potentielt samlet ydelse på 408 hk. Samtidig er RZ Sports Concept sænket 35 mm sammenlignet med den almindelige udgave, mens flere tilpassede aerodynamiske dele pryder bilens ydre. Den har tillige dæk med øget diameter, racing-sportssæder og en helt speciel skinnende lakering, Hakugin, i hvid forstærket af blå accentfarve for at signalere den dynamiske, rene fuldt elektriske drivlinje.
 
Foreløbig nøjes Lexus med at vise RZ Sports Concept frem som konceptbil. Den almindelige udgave af elbilen Lexus RZ introduceres i Danmark til foråret.