6. november 2022 - Lexus

Lexus øger rækkevidde på elbil
Ny elbil fra Lexus med 40 procent længere rækkevidde.

Den nye Lexus UX 300e introduceres i Danmark i første halvdel af næste år, hvor både udstyrsudgaver og priser ligeledes vil blive offentliggjort.

Lexus
 
Elbilen UX 300e fra det japanske luksus livsstilsbrand, Lexus, får et ansigtsløft. Det sker efter årsskiftet, hvor den kompakte SUV kan bryste sig med et nyt multimediesystem med større skærme, nye sikkerhedssystemer og et helt nyt litium-ion batteri, der øger bilens rækkevidde med over 40 procent til 450 km.
 
Lexus introducerer i det nye år en række forbedringer til den kompakte elbil med navnet UX 300e. Bilen kom på markedet for godt to år siden som den første elbil fra Lexus og har derfor også været i modelprogrammet i Danmark siden genintroduktionen af Lexus i Danmark for lidt over et år siden.
 
En af de mest betydende forbedringer af den nye UX 300e er et helt nyt batteri, der øger rækkevidden med over 40 procent fra 315 km til 450 km, hvilket gør den i stand til at køre fra København til Aalborg i ét stræk uden at skulle lade op på vejen.
 
Den øgede rækkevidde skyldes et markant større batteri på 72,8 kWh mod de tidligere 54,3 kWh. Effekten fra elmotoren er fortsat 150 kW eller 204 hestekræfter med et maksimalt drejningsmoment på 300 Nm.
 
Samtidig betyder ændringer i karrosseri og chassis også en forbedret og endnu mere raffineret køreoplevelse bag rattet. Køredynamikken er således blevet skærpet bl.a. gennem finjusteringer af den elektriske servostyring og støddæmperne, ligesom man har øget karosseriets stivhed med endnu flere punktsvejsninger.
 
Desuden er batteripakken placeret under gulvet, hvilket er med til at give bilen et særdeles lavt tyngdepunkt ligeledes til stor gavn for køredynamikken.
 
Kabinen har også fået en overhaling i den nye UX 300e. Multimedie touch skærmen er vokset, så den fremover måler enten 8 tommer eller 12,3 tommer afhængig af udstyrsniveauet. Derudover er skærmen placeret 143 mm tættere på føreren, hvilket er praktisk, da touch pad’en mellem forsæderne har måttet lade livet.
 
Multimediesystemets stemmegenkendelsesfunktion inkluderer fremover ”Hey Lexus”-assistenten, som kan bruges til at betjene flere af bilens funktioner som fx indstille temperaturen på klimaanlægget, søge på internettet eller foretage opkald.
 
Fjernstyring af features
Der er trådløs integration af smartphone med Apple CarPlay eller kablet med Android Auto. Kombinerer man det med Lexus Link-app’en, har man mulighed for at fjernstyre flere features som fx oplåse/låse dørene og nedkøle eller opvarme kabinen, inden man sætter sig ind i bilen.
 
Multimediesystemet rummer i den nye UX 300e også cloud navigation med information om den aktuelle trafik, hvilket gør det lettere at planlægge ture og omlægge ruten for at undgå eventuelle trafikforsinkelser.
 
En ny farve har fundet vej til UX 300e i form af farven Hazel, der både kan vælges til stofsæder og lædersæder. Netop lædersæderne får en ny Kagome plisseringseffekt inspireret af traditionel japansk kurvefletning, mens instrumentbrættets overfladetekstur ligeledes er inspireret af den japanske arv med Washi-papirkorn, som også typisk ses på skydedøre inde i traditionelle japanske huse.
 
Højnet sikkerhed
Sikkerheden er højnet en ekstra grad i den nye UX 300e, og Lexus Safety System+ har bl.a. fået føjet vejkrydsassistent til den i forvejen omfattende pakke af sikkerhedssystemer. Vejkrydsassistenten hjælper føreren med at foretage sikrere venstre- og højresving i vejkryds, hvor den automatisk bremser ned, hvis man har overset en fodgænger, cyklist eller modkørende bil. Den aktive vognbaneassistent er blevet endnu bedre og hjælper undervejs med at småkorrigere rattet for at forhindre, at bilen utilsigtet forlader sin vognbane.
 
Endelig har den intelligente, adaptive fartpilot fået tilføjet en kurveassistent, der er med til automatisk at reducere hastigheden i sving alt efter svingets skarphed.
 
Den  nye Lexus UX 300e introduceres i Danmark i første halvdel af næste år, hvor både udstyrsudgaver og priser ligeledes vil blive offentliggjort.