31. august 2022 - FDM

Test standen på elbilens batteri
Nu kan bilejere få testet standen på elbilens batteri.

Via en dongle i bilens OBD-stik tester FDM batteriets såkaldte State of Health. Testen kan laves på både på elbiler og plugin-hybrider. (Foto: FDM)
FDM

 
Elbilejere kan nu få testet standen på deres højvoltsbatteri i ny uvildig test. Det kan både give forbrugerne en større tryghed og få væsentlig betydning ved garantisager og brugtbilkøb, mener FDM, der tilbyder testen.
 
Hvor godt er batteriet på min elbil egentlig? Det spørgsmål stilles oftere og oftere fra elbilejere til FDMs rådgivning, i takt med at flere får elbil. Svaret har indtil nu været umuligt at give. Men nu tilbyder FDM som de første i Danmark en uvildig certificeret test af batteriets tilstand, og det kan komme mange elbilkøbere og -ejere til gavn.
 
”Højvoltsbatteriet er en af de dyreste dele på en elbil. Derfor er det vigtigt, at det er i orden. Når batteriet med tiden bliver slidt og degraderet, får bilen en kortere rækkevidde. Vi kontaktes hver uge af elbilejere, der er i tvivl om, hvorvidt rækkevidden på deres bil er, som den skal være. Ofte oplever de, at rækkevidden bliver kortere, men de har indtil nu ikke haft mulighed for selv at måle det. Hidtil har mærkeværksteder været de eneste, der har kunnet fastslå batteriets tilstand, og her er beskeden oftest, at batteriet intet fejler, uden at forbrugeren har haft mulighed for at efterprøve det,” forklarer Lone Otto, der er områdechef i Teknisk Rådgivning i FDM.
 
Men nu er det muligt at finde ud af, om batteriet præsterer, som det skal. FDM er klar med en ny test, der kan måle batteriets helbredstilstand – eller ’State of Health’ (SoH) – på både elbiler og plugin-hybrider. Det er en måling af batteriets helbredstilstand angivet i procent, og det giver en indikation af, hvor meget brugbar kapacitet, der resterer, i forhold til da det var nyt.
 
Testen foregår ved, at man får installeret en testenhed, en såkaldt dongle, i bilen. Det skal ske, når batteriet er ladet op til 100 procent. Herefter skal man køre, indtil batteriet er nede på 10 procents ladetilstand. Det kan godt foregå over flere dage. Derpå afmonteres donglen af FDM, som bearbejder data, og efter to dage får man et certifikat med resultaterne. Testen er den eneste godkendte og certificerede test af bilers højvoltsbatteri.
 
”Testen er den eneste mulighed, man har, hvis en forhandler eller et værksted for eksempel afviser at udskifte et højvoltsbatteri på kapacitetsgarantien med henvisning til, at kapaciteten stadig er god nok, selvom man oplever, at bilens rækkevidde er blevet meget kortere ved fuld opladning. Her kan testen afgøre batteriets nuværende tilstand, og FDM kan rådgive i den konkrete sag,” siger Lone Otto.
 
Også ved køb og salg af brugt elbil eller plugin-hybrid opfordrer FDM til, at testen indgår.
 
”Ligesom det er vigtigt, at man kender bilens øvrige stand, er det vores klare anbefaling, at man får foretaget en kapacitetstest af batteriet, inden man køber brugt. På den måde sikrer man sig, at batteriets kapacitet stadig er, som den skal være. Ellers risikerer man at stå med en mere eller mindre ubrugelig bil, der skal have skiftet batteri eller dele af batteriet. Det kan nemt koste i nærheden af 200.000 kr.,” påpeger Lone Otto.
 
Batteritesten kan laves uanset temperatur og hastighed, og tilbydes p.t. på FDMs testcentre i Lyngby, Hillerød, Roskilde, Odense, Aarhus og Aalborg.