26. juni 2022 - De Danske Bilimportører

Se hvor ladestanderne mangler
Nyt kort viser hvor i landet der mangler ladestandere.

Det interaktive kort viser hvor kommunerne bør tilrettelægge deres fremtidige udbud for ladeinfrastruktur.
De Danske Bilimportører  

 
Der mangler ladestandere i landets kommuner. Men hvor skal de placeres? Baseret på data fra Danmarks Statistik, kan De Danske Bilimportører nu kortlægge, hvor kommunerne bør koncentrere ladestandere, efter hvor efterspørgslen er størst.

Vejen til en dækkende ladeinfrastruktur går gennem kommunerne. Og med ny lovgivning i ryggen, har landets kommuner mulighed for at lave udbud på ladestandere. Det er den såkaldte AFI-lov, som trådte i kraft den 6. april 2022.  

Det er afgørende, at kommunerne overvejer, hvor det geografisk er bedst at placere ladestanderne. De Danske Bilimportører har sammen med Danmarks Statistik udarbejdet et interaktivt kort der viser, hvor efterspørgslen er størst: 

”Vi ved, at danskerne gerne vil en grønnere transportform, men vi ved også, at manglen på ladestandere afholder mange danskere fra at tage skridtet, når der skal handles bil. Derfor er det afgørende, at der på tværs af landet bliver større adgang til opladning, hvis vi for alvor skal have den grønne omstilling til at rulle”, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Den Danske Bilimportører.  

Her bor de kommende elbilsejere 
Det interaktive kort viser hvor kommunerne bør tilrettelægge deres fremtidige udbud for ladeinfrastruktur. Kortet er udarbejdet på baggrund af tre parametre om boligtype, bilejerskab og indkomst. Kortet viser de familier med bil, der bor i boligtyper som ikke nødvendigvis har mulighed for egen ladeboks samt har en indkomst i den højere ende. 
 
”En velfungerende infrastruktur på ladeområdet er en forudsætning for grøn omstilling. Jeg håber, at det interaktive kort vil være inspiration for landets kommuner til, hvor de skal fokusere deres kommende udbud, siger Mads Rørvig.