23. juni 2022 - BMW
|
|
|
BMW X1 sDrive18i har premiere i oktober, og i november følger BMW iX1 xDrive30 samt de to plug-in-hybrid udgaver.
|
BMW
Den tredje generation af BMW’s mindste model i X-sortimentet byder på et helt nyt design, nye digitale muligheder samt et bredt udvalg af assistentsystemer. Og for første gang fås modellen nu også i en fuldelektrisk version.
BMW iX1 – starten på en ny elektrisk æra
BMW iX1 xDrive30 er den første fuldelektriske model i kompakt-segmentet fra BMW. Med en elmotor på både for- og bagakslen leverer den 313 hk* og et maksimalt drejningsmoment på 494 Nm*. Tiden fra 0-100 km/t foregår på 5,7 sekunder*. Det elektriske forbrug er på 17,3-18,4 kWh/100 km*.
Femte generations BMW eDrive-teknologi sikrer bilens højeffektive opladningsteknologi og en elektrisk rækkevidde på 413-438 km*. Den avancerede opladningssoftware er den samme som den, der findes i den kommende BMW i7.
På det danske marked lanceres der ligeledes en benzin-udgave: BMW X1 sDrive18i med en 3-cylindret benzinmotor med 136 hk samt syvtrins automatgear med dobbeltkobling.
Derudover kommer modellen i to forskellige plug-in-hybrid udgaver i form af BMW X1 xDrive25e med 245 hk* og en elektrisk rækkevidde på 78-89 km* samt BMW X1 xDrive30e med 326 hk* og en elektrisk rækkevidde på 78-89 km*.
*Foreløbige værdier
X-tra meget udstråling
Slægtskabet med de større X-modeller er endnu mere tydeligt end i forgængeren, hvilket særligt ses i designet med de skulpturelle proportioner, de næsten firkantede hjulkasser samt de opretstående BMW nyrer, som alt sammen er med til at understrege det klassiske X-design.
Den nye model er 4.500 mm lang (op til 53 mm længere end forgængeren), 1.845 mm bred (+24 mm) og 1.642 mm høj (+44 mm). Akselafstanden er øget med 22 mm til nu 2.692 mm.
Der kan vælges mellem 12 eksteriørfarver, herunder også en "Frozen"-lakering. 17” hjul er standard, og for første gang fås op til 20” hjul, hvis ønsket.
Rigeligt med plads og nye digitale muligheder
I kabinen bidrager den høje siddeposition, med mulighed for massagefunktion i forsæderne, yderligere til den dynamiske køreoplevelse. Det integrerede sikkerhedskoncept inkluderer nu også en airbag imellem forsæderne.
Bilen har det nye BMW Curved Display – som også findes i de nyeste elbiler fra BMW – med BMW Operating System 8, seneste BMW iDrive-teknologi og BMW Live Cockpit Plus. Den digitale skærm består af et 10,25” informationsdisplay og et 10,7” kontroldisplay.
Bagagerumskapaciteten kan øges fra 540 til 1.600 liter med bagsæderne lagt ned. BMW X1 sDrive18i kan med det elektriske anhængertræk trække op til 1.700 kg.
BMW Maps-navigation, sportslæderrat og tozones-klimaautomatik er standard. Det samme gælder fire USB-C-porte og to 12V stikkontakter.
Den nye model byder ligeledes på et bredt udvalg af automatiserede køre- og parkeringssystemer. Som standard kommer bilen blandt andet med kollisionsadvarsel ift. modkørende trafik ved venstresving og ved cyklister og fodgængere ved højresving samt Parking Assist med bakkamera og bakkeassistent.
Flere funktioner kan opgraderes ved hjælp af Remote Software Upgrade. Ligeledes kan der tilkøbes udvalgt ekstraudstyr via BMW Store efter leveringen. Dette kan tilkøbes i både kortere og længere perioder efter behov, og kan fx være adaptiv fartpilot eller måske ratvarme i vinterperioden.
Premiere, pris og produktion
BMW X1 sDrive18i har premiere i oktober, og i november følger BMW iX1 xDrive30 samt de to plug-in-hybrid udgaver.
Prisen på BMW iX1 xDrive30 er i 2022 kr. 459.500.
Priserne på det øvrige modelprogram offentliggøres senere.
BMW X1 produceres på BMW fabrikken i Regensburg i Tyskland, hvor den fleksible produktion sikrer, at modeller med både forbrændingsmotor, som plug-in-hybrid og fuldelektriske versioner ruller af samme samlebånd.
|