22. november 2021 - Porsche

Nyhed fra Porsche
Den nye Porsche Panamera 4 E-Hybrid Platinum Edition.

Panamera 4 E-Hybrid Platinum Edition.
Porsche

 
Med Panamera 4 E-Hybrid Platinum Edition tilbyder Porsche nu en endnu mere elegant og eksklusiv udgave af den populære sportslimousine.

At Panamera tilbyder den ultimative kombination af sportslig fornemmelse og luksuriøs komfort er skam ingen nyhed. Nyt er det dog, at mærket fra Stuttgart nu er klar med en særlig elegant, eksklusiv og veludstyret version af den populære sportslimousine. Panamera 4 E-Hybrid Platinum Edition kombinerer diskrete silkemat platin designelementer med en spændende udstyrspakke.

Det er de mest eftertragtede features, som har fundet vej til Platinum Edition. På listen over standardudstyr kan eksempelvis nævnes adaptiv luftundervogn med Porsche Active Suspension Management (PASM), sidespejle med automatisk nedblændingsfunktion, LED matrix-forlygter med Porsche Dynamic Light System Plus (PDLS Plus), panoramasoltag samt ParkAssist med bakkamera. Den hybriddrevne Panamera er desuden udstyret med en onboard AC-oplader med ekstra kraftfuld 7,2 kW ladeeffekt.

Mere luksus både inde og ude
Visuelt adskiller 4 E-Hybrid Platinum Edition sig fra de øvrige Panamera-modeller med de 20’’ Panamera Style hjul i silkemat platin, sorte udstødninger, tonede ruder med lister i sort højglans samt Exclusive Design tredimensionale baglygter. Kendere vil også bemærke de platinfarvede luftindtag, emblemer og modelinskriptioner.

Det luksuriøse fortsætter i kabinen, hvor du sætter dig ned i 14-vejs elektrisk justerbare forsæder med hukommelse og griber fat om et GT-sportsrat, før du trækker soft-close-dørene med komfortadgang til dig. Servostyring Plus og Lane Change Assist gør kørslen endnu mere effektiv. Ørerne bliver forkælet med surroundsound fra BOSE, mens øjnene nyder de eksklusive interiørelementer i sort børstet aluminium. Det karakteristiske Porsche-våbenskjold er præget i nakkestøtterne – og på instrumentbordet troner et klassisk, analogt ur med sort skive.

Den nye Porsche Panamera 4 E-Hybrid Platinum Edition præsenteres på Los Angeles Auto Show den 17. november og lanceres i Danmark til en attraktiv pris på 1.399.900 kr. inklusive moms og registreringsafgift.