6. oktober 2021 - Toyota

Nyt medlem til Team Toyota
Ungt dansk OL-håb slutter sig til Team Toyota holdet.

Hos Toyota glæder man sig over sit nye teammedlem og ser frem til at bidrage til, at Danmark forhåbentlig får sin første skeleton-atlet ved de Olympiske Lege.

Toyota
 
Knap nok er de Olympiske og Paralympiske Lege i Tokyo overstået, inden blikket bliver vendt mod Vinter-OL og Vinter-PL i Beijing i Kina til februar. En af de få danske atleter, der lige nu forfølger sin drøm og forsøger at kvalificere sig til vinterlegene, er den kun 19-årige skeleton-atlet, Rasmus Vestergård Johansen. Han slutter sig nu til Toyotas danske olympiske- og paralympiske sportshold, Team Toyota, og vil som rollemodel være med til at fremme mobilitet for alle gennem idræt.
 
Som dansker ligger det ikke lige for at dyrke en sportsgren, der handler om at ligge helt fladt med hovedet først på en slæde med 130 km/t. ned igennem en iskanal på en bjergside. Først og fremmest findes der slet ingen bjerge – eller isbane for den sags skyld – til formålet i Danmark. Vejret i Danmark er sjældent heller egnet til det, og så kræver det både styrke og stort mod.
 
Men for 19-årige Rasmus Vestergård Johansen er hverken manglende bjerge, danske træningsfaciliteter, vejret eller styrke og mod en forhindring for at dyrke den i danske øjne nærmest uhørte sportsgren, skeleton. Han jagter lige nu drømmen om at kvalificere sig til de Olympiske Lege, og vejen dertil er nu blevet noget lettere.
 
Rasmus Vestergård Johansen er nemlig blevet en del af Toyotas olympiske og paralympiske hold, Team Toyota, hvor særligt udvalgte danske olympiske og paralympiske atleter som rollemodeller er med til at fremme mobilitet gennem sport.
 
Lettere transport
Det betyder samtidig også, at Rasmus Vestergård Johansen med sin nye firehjulstrukne Toyota RAV4 Plug-in Hybrid kan transportere sig lettere rundt mellem hjemmet i østjyske Malling, gymnasiet i Aarhus og træningspassene både i styrkerummet og på atletikbanen i Danmark og ikke mindst på isbaner i Tyskland eller Norge.
 
”Det betyder rigtig meget at være blevet en del af Team Toyota. Det giver en stor fleksibilitet i hverdagen at have fået muligheden for at have en fed bil. Det ville både have været mere besværligt, tidskrævende og nærmest umuligt for mig at dyrke min sport uden en bil,” siger Rasmus Vestergård Johansen, der også sætter en ære i at være blevet en del af et team med flere store navne.
 
Team Toyota tæller lige nu udover den nytilkomne skeleton-atlet seks andre danske eliteatleter i form af guldvinder i parataekwondo, Lisa Kjær Gjessing, tidligere paralympisk guldvinder og nuværende sølvvinder i bordtennis, Peter Rosenmeier, bronzemedalist i længdespring ved de Paralymiske Lege i Tokyo, Daniel Wagner, OL-svømmer Emilie Beckmann, verdensmester og OL-kvalificerede i banecykling, Julius Johansen, samt tidligere OL-medaljetager, kajakroeren René Holten Poulsen.
 
”Det er lidt en eksklusiv klub, jeg kommer med i. Jeg føler stadig, jeg er en ”nobody” sammenlignet med nogle af dem her, jeg er sammen med. De her store navne, som ligesom er på folks læber med jævne mellemrum. Og så er der Rasmus fra Malling, som får lov til at køre rundt i en Toyota. Det er jo helt ekseptionelt og en vild anerkendelse at få,” lyder det fra Rasmus Vestergård Johansen.
 
Olympisk og paralympisk mobilitetspartner
Toyota er global olympisk og paralympisk mobilitetspartner frem til og med Paris 2024 og har lokalt i Danmark indgået partnerskab med Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Parasport Danmark. Gennem partnerskabet vil Toyota skabe endnu bedre forudsætninger for danske medaljer ved de Olympiske Lege og de Paralympiske Lege. Samtidig ønsker Toyota gennem det olympiske og paralympiske partnerskab at benytte elitesportsfolk som rollemodeller til at inspirere enhver til at være den bedste udgave af sig selv.
 
Men samtidig har de ambitiøse sportsudøvere også en anden fælles mission sammen med Toyota – nemlig at fremme mobilitet gennem idrætten.
 
"Hos Toyota udvikler vi bæredygtige produkter og serviceydelser for at sikre, at ingen mennesker i verden skal være begrænset i deres mobilitet uanset, om man er ung eller gammel, handikappet eller ikke-handikappet. Når man først kan bevæge sig frit, er intet umuligt," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.
 
For Rasmus Vestergård Johansen er mobilitet altafgørende. Han er tvunget til at bevæge sig til udlandet for at have muligheden for at træne på is, og hans firehjulstrukne plug-in hybridbil egner sig derfor godt til de mange træningsture på snedækkede veje i Tyskland, Schweiz og Norge.
 
Intet er umuligt
Samtidig kan han i høj grad også relatere til budskabet om, at intet er muligt, når man kan bevæge sig frit.
 
”Jeg synes, at Toyotas budskab om, at intet er umuligt, er helt fantastisk. Ikke bare set i sammenhæng med skeleton, men også mere overordnet set. Parallelen til mit liv er ret tydelig. Den her lille dreng, der bliver født med nyresvigt i Danmark – et bjergløst land – og gennem sin opvækst stille og roligt finder sammen med de rigtige mennesker, der leder ham vejen til skeleton, som han så på nuværende tidspunkt er et reelt bud for at komme til OL i,” fortæller Rasmus Vestergård Johansen.
 
Hos Toyota glæder man sig over sit nye teammedlem og ser frem til at bidrage til, at Danmark forhåbentlig får sin første skeleton-atlet ved de Olympiske Lege.
 
"Danmark har historisk set haft det svært i vintersportsgrene. Vi er rigtig glade for, at Rasmus er blevet en del af Team Toyota. Han har en mission, som fra starten virkede helt umulig. Men hans store talent, rå styrke, indædte vilje og dedikerede indsats har gjort, at han nu har en realistisk mulighed for at kvalificere sig til OL. Det er vanvittigt inspirerende, og det er samtidig en glæde som olympisk og paralympisk mobilitetspartner at kunne bidrage til at gøre vejen mod OL lettere for Rasmus," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.