5. marts 2020 - FDM

Kommuner vil fjerne biler
Nyt forslag vil give kommuner lov til at fjerne biler.

Nyt forslag vil give kommuner lov til at fjerne biler efter tre p-afgifter. Alt for vidtgående, mener FDM, der efterlyser dokumentation for behovet for at fjerne bilerne.
FDM

Nyt forslag vil give kommuner lov til at fjerne biler efter tre p-afgifter. For vidtgående og ude af proportion, mener FDM, der efterlyser dokumentation for kommunernes behov for at fjerne biler.

Bilister risikerer fremover ikke ’kun’ at få op til tre p-afgifter, hvis de ikke overholder de gældende parkeringsregler på offentlig vej.

Et nyt forslag fra transportminister Benny Engelbrecht (S) vil nemlig tillade lokale vejmyndigheder, typisk kommunerne, at fjerne ulovligt parkerede biler efter tre p-afgifter, der i dag er loftet for offentlige p-afgifter.

Ifølge forslaget, som netop har været i høring, skal kommuner efter den tredje p-afgift have mulighed for at fjerne en bil og køre den på en opbevaringsplads. Begge dele for ejers regning. Afhenter ejeren ikke bilen, inden for hvad der kaldes rimelig tid, kan
kommunen herefter sælge bilen.

Hos FDM mødes forslaget med bekymring.

”Man skal som udgangspunkt altid overholde parkeringsreglerne. Når det er sagt, mener vi, at forslaget er alt for vidtgående og ude af proportion i forhold til forseelsen,” siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange, og tilføjer:

”Kommunerne har allerede i dag mulighed for at bede politiet flytte biler, hvis de er parkeret til fare eller gene for trafikken. Det giver god mening. Men med forslaget vil kommunen selv kunne flytte en bil, der eksempelvis er parkeret i en p-bås uden gene for trafikken i øvrigt, men alene fordi den har fået tre p-afgifter. Det, mener vi, er en alt for hård sanktion.”

Spørgsmålet er, om kommunerne overhovedet har behov for at kunne fjerne biler. Af forslaget fremgår ingen fakta eller statistik, der underbygger et sådan. Heller ikke kommunerne selv synes at kunne dokumentere det.

FDM har spurgt Københavns og Aarhus Kommuner om, hvor mange gange de har bedt politiet fjerne ulovligt parkerede biler de seneste to år. Fra Aarhus lyder svaret ”nul”, mens Københavns Kommune ikke fører statistik over den slags. De to kommuner har heller ikke overblik over, hvor mange gange de har udstedt tre p-afgifter for samme parkering, eller om det overhovedet er sket.

”Vi synes, det er bekymrende, at man vil give kommunerne ret til at fjerne biler uden at have undersøgt, om behovet er der. Tværtimod er det svært at se, at kommunerne i dag har et problem med ulovligt parkerede biler, som politiet ikke kan løse for dem,” siger Dennis Lange.

Vedtages forslaget i sin nuværende form, forudser FDM en række groteske situationer.

”I praksis risikerer man at miste sin bil, hvis man for eksempel bliver længerevarende indlagt. Den handicappede, der har parkeret sin bil på en reserveret handicapplads, men hvor invalideskiltet er gledet ned fra forruden, risikerer også at få fjernet sin bil, mens den velmenende bilist på ferie på grund af en fejlindtastning af bilens nummerplade risikerer at få fjernet bilen – til trods for at der måske er betalt adskillige hundrede kroner for parkering. Alle er eksempler, som vi tidligere har set i vores rådgivning, og som FDM finder dybt urimelige,” siger Dennis Lange.

Ifølge FDMs oplysninger koster det i dag over 5.000 kroner at få sin bil afhentet af Københavns Politi. Dertil kommer opmagasineringen.