15. januar 2020 - Ford

Ford tryller kaffe om til bildele
Ford og McDonald’s har i USA fundet en innovativ løsning.

Kaffe er for mange bilister allerede en fast del af rutinen under køreturen. Nu gør Ford den bogstaveligt talt til en del af selve bilen i samarbejde med McDonald’s.
Ford

Hvert år dannes der flere millioner kilo affald i produktionen af kaffe. Under ristningen bliver kaffebønnernes ydre skaller reduceret til et affaldsprodukt, der ender på lossepladsen eller i bedste fald bliver til grillkul.

Ford og McDonald’s har i USA fundet en innovativ løsning til at udnytte store mængder af kafferistningens biprodukt ved at blande det med plastik under høje temperaturer, der gør det nemt at forme og genanvende.

Resultatet er et blandingsmateriale af så god kvalitet, at det opfylder Fords høje krav til at blive anvendt som hus til forlygter eller til forstærkning af komponenter under motorhjelmen. Materialet er tilmed 20 procent lettere og kræver 25 procent mindre energi til presningen af bildelene end de nuværende materialer, som Ford bruger.

Den enes affald bliver dermed den andens guld, og det er første gang nogensinde, at Ford anvender kaffeskaller til produktion af bildele.

“Det er afgørende for os, at McDonald’s deler vores stræben efter innovation og fremsynethed med det formål at blive mere bæredygtigt,” forklarer Debbie Mielewski, teknisk chef for bæredygtig research hos Ford. ”Den grønne omstilling har været højt på Fords dagsorden i mere end 20 år, og dette samarbejde er et tydeligt eksempel på, hvordan vi på tværs af industrier kan handle mere bæredygtigt og genanvende materialer, der ellers var endt som affaldsprodukter.”

McDonald’s forventer at give en stor mængde kaffeskaller til genanvendelse hos Ford i USA. Samarbejdet er seneste eksempel på den innovative tilgang, som begge virksomheder har til miljø og produktudvikling.

Ford udsendte tidligere i år sin Sustainability Report, der oplyser, at virksomheden på globalt plan har et mål om at gøre store dele af bilproduktionen mere bæredygtig.