1. december 2019 - FDM

Ny grønnere benzin på vej
Det bliver fra årsskiftet lidt grønnere at tanke sin benzinbil.

De fleste nye biler har et mærke i tankdækslet, der viser, at bilen er godkendt til den nye E10-benzin. Er man i tvivl, er det vigtigt, at man undersøger det, inden man tanker.
FDM

Fra nytår kan man tanke E10-benzin på de danske standere. Benzinen har en højere andel af bioætanol og erstatter den nuværende E5. Det er dog ikke alle benzinbiler, der kan køre på den nye E10-benzin, påpeger FDM.

Det bliver fra årsskiftet lidt grønnere at tanke sin benzinbil.

1. januar øges iblandingen af bioætanol i oktan 95-benzin på landets tankstationer. Det betyder, at den nuværende E5 med 5,75 procent bioætanol erstattes af en ny E10-standard, der indeholder 7,6 procent bioætanol.

Baggrunden for den højere iblanding er, at man fra EU’s side ønsker at mindske bilers CO2-udledning ved at øge kravene til iblandet bioætanol. I følge brancheorganisationen Drivkraft Danmark vil det reducere CO2-udledningen med omkring 200.000 ton om året at gå fra E5 til E10.

”Det giver god mening at øge mængden af bioætanol i brændstof, da det sænker CO2-udledningen. Vel at mærke så længe bilerne ikke tager skade. Energieffektiviteten, altså hvor langt man kører på literen, er stadig stort set den samme, så det er marginalt, hvad man som almindelig bilist vil opleve af forskel, hvis overhovedet nogen,” siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Lone Otto. 

Med den nye E10-standard vil det nuværende E5 mærke på tankpistolerne blive erstattet med et E10-mærke. Dog kun på oktan 95. Højoktan benzin med oktan 98 eller mere vil fortsat have den lavere E5-iblanding af bioætanol og derfor stadig være mærket E5.

Alle benzinbiler fra 2011 og frem er godkendt til E10. Ofte fremgår det af et mærke på bilens tankdæksel. Også de fleste ældre biler og motorcykler kan også køre på E10-benzin. Der er dog undtagelser. Det anslås, at omkring fem procent af bilparken ikke er godkendt til E10.

”Derfor er det vigtigt, at man sikrer sig, at ens bil kan køre på E10-benzin, inden man tanker. Det kan man gøre på hjemmesiden E10benzin.dk eller ved at kontakte bilmærkets importør. Kan bilen ikke køre på E10, anbefaler FDM, at man fremover tanker E5-benzin med et højere oktantal. Også selvom det er lidt dyrere. Ellers risikerer man skader på bilen,” siger Lone Otto og tilføjer:

”Der sker ikke noget ved, at man kommer til at tanke en smule E10, blot man efterfølgende fylder E5-benzin på. Men har man fyldt tanken med E10, bør man få den tømt. Helt som ved anden fejltankning.”

Den nye højere iblanding af bioætanol gælder kun for benzin. Bilister, der kører på diesel, skal fortsat tanke med ’pistolen’ mærket med B7.