26. november 2019 - Dækbranchen Danmark

Varebiler på farlig kurs
Danmarks varebiler slider dækkene hårdere end før.

Danmarks varebiler slider dækkene hårdere end før.
Dækbranchen Danmark

Der er fart på i erhvervslivet, og salget af varebiler ligger ret konstant i disse år. Men salget af dæk til denne biltype er faldet med mere end 15 % inden for et år.

"Vi ser, at ejere og brugere af varebiler kører deres originalmonterede sommerdæk længere ned end tidligere, og det er ikke så heldigt for trafiksikkerheden," udtaler formanden for Dækimportørforeningen Jannick Ditlevsen.

Det er én ting på tørre sommerveje, men noget helt andet om vinteren.
"Nu, hvor vi begynder at møde den første rim, is, sne og snesjap på vejene, bliver det for alvor farligt med sommerdæk på varebilen," siger Jannick Ditlevsen.

Han peger på tyske dæktest, som viser, at sommerdæk har næsten dobbelt så lang bremselængde som vinterdæk på vinterlige veje. Når det gælder igangsætningsevne og svingegenskaber ser det endnu værre ud for sommerdækkene.

Positiv økonomi i vinterdæk
Den seneste fælles dæktælling for både person- og varebiler i januar 2016, altså højsæsonen for vinterdæk, viste, at 88 ud af hver 100 personbiler kørte på vinterdæk, mens kun 58 ud af hver 100 varebiler kørte på vinterdæk. Dækimportørforeningen vurderer, at med den seneste udvikling vil disse tal i dag se endnu dårligere ud for varebiler, og det er problematisk.

"Hvis man som varebilejer vil vende det positivt, så er det billigere at købe et sæt nye vinterdæk end at skulle betale udgiften til blot en enkelt blød bule, fordi man kørte på sommerdæk på glat vej. Og sker der tilmed personskade som følge af et uheld, der kunne have været undgået ved at køre på de rette dæk til årstiden, så står man både som ejer og som bruger med et moralsk ansvar, man nok gerne ville have været foruden," siger Jannick Ditlevsen.

Hos dækimportørerne er man naturligvis opmærksom på, at der ikke er lovkrav om brug af vinterdæk om vinteren. Alligevel er holdningen klar:
"Varebilerne er blandt de kvikkeste deltagere i trafikken, men de er ikke de bedste til at manøvrere og bremse, og da slet ikke, hvis de kører på sommerdæk i vinterligt føre. Derfor er det ekstra vigtigt, at ejere og brugere af varebiler skifter til vinterdæk nu," opfordrer dækimportørernes førstemand.