6. november 2019 - Audi

Luksus møder effektivitet
A8 L 60 TFSI e quattro kan bestilles fra slutningen af 2019.

A8 L 60 TFSI e quattro kan bestilles i Danmark fra slutningen af 2019. Der er endnu ikke danske priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.
Audi

Med den nye A8 L 60 TFSI e quattro tilbyder Audi sine kunder elektrisk kørsel i luksusklassen for første gang. Kombinationen af plug-in hybrid og intelligent styring gør det muligt at køre rent elektrisk i op til 46 kilometer (WLTP), hvilket gør en stor del af de daglige ture emissionsfri. Systemeffekt på 330 kW (449 hk) og systemmoment på 700 Nm sikrer samtidig høj dynamik.

A8 L 60 TFSI e quattro er lokalt emissionsfri og næsten lydløs i byen samt kraftfuld og komfortabel på lange distancer. Med denne model introducerer Audi plug-in hybrid drivlinjen i luksusklassen og fortsætter konsekvent sin elektrificeringsstrategi. A8 L-varianten af plug-in modellen måler 5,30 meter med sin udvidede akselafstand, og det vil være muligt at bestille modellen i Danmark i slutningen af 2019. A8 som plug-in hybrid med normal akselafstand vil blive tilgængelig lidt senere.

Effektiv forbrændingsmotor og kraftfuld elmotor

Audi A8 L 60 TFSI e quattro er udstyret med en 3.0 V6 benzinmotor med turbolader, direkte indsprøjtning og partikelfilter. Den leverer et output på 250 kW (340 PS) og 500 Nm og er certificeret i henhold til den nyeste emissionsstandard Euro 6d temp. Elmotoren er en permanent aktiv synkronmotor med en effekt på 100 kW og et drejningsmoment på 350 Nm. Den er integreret sammen med koblingen i en 8-trins tiptronic gearkasse, der overfører kraften til alle fire hjul via det permanente firehjulstræk quattro.

A8 L 60 TFSI e quattro leverer en systemeffekt på 330 kW (449 PS) og 700 Nm, der er tilgængelige allerede ved 1.250 omdr./min. Når begge motorer arbejder sammen i boost-tilstand, accelererer Audis flagskib fra 0 til 100 km/t på 4,9 sekunder og når en elektronisk begrænset tophastighed på 250 km/t. Efter WLTP-standarden kører plug-in A8 40 km/l og kan køre rent elektrisk med en hastighed på op til 135 km/t, og dens elektriske rækkevidde iht. WLTP-standarden er op til 46 kilometer.

Batteriet er placeret under bagagerummets bund og består af 104 poseceller fordelt på otte moduler. Højspændingsbatteriet lagrer 14,1 kWh energi og leverer en spænding på 385 V. Dets kølekredsløb er forbundet til både kølevæskekredsløbet til klimaanlægget og lavtemperaturkredsløbet, der også inkorporerer den elektriske motor og kraftelektronik. For yderligere at øge energieffektiviteten fungerer det fire-zoners automatiske klimaanlæg (standard) med varmepumpen, der bruger spildvarmen fra højspændingskomponenterne.

Videreudviklet forudseende effektivitetsassistent

Kørselsstrategien for plug-in hybrid drivlinjen er konstrueret til, at man kan dække en stor del af sine daglige køreture elektrisk. EV soft-knappen i den nederste af de to MMI-skærme giver mulighed for at bestemme, om og hvordan man til enhver tid vil justere samspillet mellem de to motorer. Den luksuriøse plug-in hybrid starter i EV-mode, hvor den udelukkende kører på strøm. Forbrændingsmotoren aktiveres kun, når føreren trykker speederen ned over en bestemt modstand. Dette punkt er variabelt og baseret på hvor stor effekt fra elmotoren, der er tilgængelig i øjeblikket.

Hybrid-mode har to drift-modes: Auto og Hold. I Auto-mode aktiveres den forudseende driftsstrategi automatisk, når rutevejledning startes i MMI-navigation plus (standardudstyr). Derudover bliver den tilgængelige mængde strøm på batteriet spredt intelligent og optimalt langs ruten med store dele elektrisk kørsel i by og i stop-and-go-trafik. Generelt forsøger den forudseende driftsstrategi at køre så langt som muligt på elektrisk strøm og at have opbrugt den tilgængelige mængde strøm helt, når destinationen er nået.

Hold-modefølger en anden strategi: Her beholdes batteriets tilgængelige mængde strøm – kun med minimale udsving – ved hjælp af rekuperation og ved at flytte belastningspunktet, dvs. med målrettede justeringer i styringen af forbrændingsmotoren. Dette giver mulighed for at køre en længere distance med forbrændingsmotoren og til sidst på turen køre i byen på ren el.

Driftsstrategien for Audi A8 L 60 TFSI e quattro bruger forskellige informationer til at planlægge styringen af de to motorer, men det primære fokus er altid at optimere kørekomfort og energiforbrug samt minimere CO2-emissioner. Når det drejer sig om planlægning af lange ture, tager strategien højde for rutens længde og profil såvel som onlinetrafikoplysninger og førerens kørestil. Ved korte ture hjælper den almindelige forudseende effektivitetsassistent med navigationsdata som f.eks. hastighedsbegrænsninger, typer af veje og stigninger. Data fra kameraet og radaren, der overvåger den forankørende trafik, er også inkluderet.

Rekuperation

Når føreren slipper speederen, øges effektiviteten, fordi den forudseende effektivitetsassistent tager over. Foruden navigationsdataene tager assistenten også afstanden til bilen foran i betragtning og beslutter derefter, om effektiviteten øges mest ved friløb med motoren slukket eller ved rekuperation, dvs. opsamling af kinetisk energi og konvertering til elektrisk energi. Audi A8 L 60 TFSI e quattro kan opsamle op til 25 kW ved rekuperation.

Elmotoren udfører alle lette og medium opbremsninger op til 0,3 g, hvilket udgør mere end 90 procent af alle opbremsninger i dagligdags kørsel. Ved kraftigere opbremsninger aktiveres de hydrauliske hjulbremser. Overgangen mellem de elektriske og hydrauliske bremser er næsten umærkelig, og bremsepedalen kan altid moduleres nøjagtigt og giver god feedback. Audi A8 L 60 TFSI e quattro kan opsamle op til 80 kW ved opbremsning.

Hvis den adaptive fartpilot ikke er aktiveret, modtager føreren meddelelser, der angiver, hvornår det ville være fornuftigt at tage foden fra speederen. Føreren mærker en impuls fra speederen, og i Audi virtual cockpit forklarer detaljerede symboler, f.eks. vejkryds, byskilt og forankørende bil, grunden til den anbefalede reduktionen i hastighed.

Vælger føreren at sætte gearvælgeren i “S”, supplerer den elektriske motor med en meget udtalt boost-funktion for at øge dynamik og agilitet. I dette tilfælde blokeres friløbsfunktionen, og den elektriske motor rekupererer, når foden løftes fra speederen.

Opladning
Standardudstyret til den store plug-in hybrid-sedan inkluderer et kabel til offentlige ladestandere og et Audi-opladningssystem, der består af kabler til husholdnings- og industriudtag samt en styreenhed. I et industristik med 400 V / 16 A tager det cirka to og en halv time at oplade batteriet fuldt ud med en maksimal ydelse på 7,4 kW. Med en almindelig stikkontakt til hjemmet med 230 V / 10 A kan batteriet oplades fuldt med 2,3 kW på ca. seks og en halv time.

Opladningsstyring og klimakontrol fra sofaen

I MyAudi-appen kan kunder med en Audi A8 L 60 TFSI e quattro f.eks. tjekke den aktuelle rækkevidde, starte opladningsprocessen, programmere opladningstimeren og se opladnings- og forbrugsstatistikken. Ladestationer vises både i myAudi-appen og i MMI-navigation plus i bilen. En anden funktion i A8 plugin-hybrid-versionen er remote klimakontrol, hvor den elektriske kompressor i klimaanlægget og varmeapparatets booster i bilen bruger strøm fra højspændingsbatteriet eller stikkontakten til at opvarme eller køle kabinen. Kunden kan bruge forudgående klimakontrol til at aktivere varme i rattet, sæde, spejl, forreste og bageste vinduer samt sædeventilation, så det passer til kundens individuelle behov.

Audi A8 L 60 TFSI e quattro i Danmark

A8 L 60 TFSI e quattro kan bestilles i Danmark fra slutningen af 2019. Der er endnu ikke danske priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.