21. maj 2019 - Ford

Tag cyklen og bliv en bedre bilist
Kan du spotte forskellen på billederne?

Fords Driving Skills For Life er også blevet afholdt i Danmark.
Ford

Kan du spotte forskellen på billederne nedenfor? En ny undersøgelse fra Ford viser, at bilister, der også cykler regelmæssigt, er hurtigere til at opdage forskellen.

Det er ofte blot et spørgsmål om millisekunders reaktionstid, der afgør udfaldet af potentielt farlige trafikscenarier.



Ford stiller skarpt på emnet med en ny undersøgelse som del af Share the Road-kampagnen, der giver cyklister og bilister mulighed for at opleve hinandens synspunkter i trafikken. Målet er at fremme sikkerhed i trafikken for begge parter, og nu integreres Share the Road-initiativet også i Fords Driving Skills For Life (DSFL) – et prisbelønnet kørekursus for unge bilister mellem 18 og 24 år.

“Unge bilister skal have mulighed for at udvikle deres kørefærdigheder for at blive så sikre, påpasselige og hensynsfulde trafikanter som muligt. Det sker blandt andet ved at få dem til at forstå, hvor vigtigt det er at give cyklister god plads i trafikken, så vejene bliver nemmere og mere sikre at færdes på for alle parter,” forklarer Jim Graham, chef for Fords Driving Skills For Life.

Undersøgelsen er foretaget blandt i alt 2000 adspurgte deltagere fra Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien. Deltagerne blev bedt om at påpege forskellen mellem en række billeder af forskellige trafiksituationer, der ved første øjekast virker identiske. På nogle af billederne var der dog små ændringer, hvor blandt andet vejskilte, cykler og fodgængere figurerede på det ene billede, men ikke det andet.

I hvert tilfælde viste det sig, at deltagere, der bruger både bil og cykel som transportmiddel, var hurtigst til at spotte forskellen på billederne. Cyklende bilister opdagede i gennemsnit forskellen på mindre end 10 sekunder (9,25 sekunder), mens trafikanter, der udelukkende bruger bilen som transportmiddel, gennemsnitligt var mere end et sekund langsommere om spotte forskellen.

Konklusionen tyder på, at trafikanter, der har kendskab til forskellige synspunkter i trafikken – såsom at sidde både bag rattet og på jernhesten – potentielt er mere årvågne i trafikken.

I EU-lande mister i alt over 3800 unge 18-24-årige bilister livet årligt. Dødsfald i trafikken udgør den største dødsårsag blandt denne aldersgruppe, og selvom antallet af europæiske dødsfald i trafikken generelt er faldende, stiger antallet af cyklisters dødsfald.
Fords Share the Road-kampagne sætter fokus på, at højere trafiksikkerhed for cyklisterne gavner alle grupper af trafikanter.

Share the Road vil blive integreret i Fords Driving Skills For Life i form af initiativet WheelSwap: En banebrydende virtual reality-oplevelse, der giver kursusdeltagere på både cykel og i bil indblik i de potentielle konsekvenser, som hensynsløs færden i trafikken kan have. Sidste år svarede hele 78 procent af Fords DSFL-kursister, at de ville ændre deres færden og adfærd i trafikken efter at have oplevet WheelSwap.

“En bilists opmærksomhed er altafgørende i trafikken. Denne undersøgelse viser, at trafikanter, der både bruger cykel og bil, muligvis er hurtigere til at bearbejde visuel information end trafikanter, der udelukkende er bilister – hvad enten de visuelle elementer omfatter andre bilister, vejskilte, fodgængere eller cyklister,” konkluderer adfærdsstrategiker Thea Knight, som har stået for undersøgelsen.

Fords Driving Skills For Life er også blevet afholdt i Danmark.