3. april 2019 - Mazda

Mazda klar med ny SUV
Mazda CX-30 havde verdenspremiere i Genève.

Mazda CX-30 har et kraftfuldt design, der i lighed med den nye Mazda3 er resultatet af en videreudvikling af det prisbelønnede Kodo-design, der henter sin inspiration fra japansk æstetik.
Mazda

Den nye Mazda CX-30
Mazda har ved en pressekonference på Genève Motor Show afsløret en helt ny SUV – Mazda CX-30. Der er tale om en kompakt SUV og om den anden model i Mazdas nye modelgeneration.

Størrelsesmæssigt placerer den sig mellem de to populære SUV-modeller, Mazda CX-3 og CX-5. Mazda CX-30 er en global model, som skal produceres i Japan og som kommer til Danmark sidst på året 2019.
 
Design og interiør

Mazda CX-30 har et kraftfuldt design, der i lighed med den nye Mazda3 er resultatet af en videreudvikling af det prisbelønnede Kodo-design, der henter sin inspiration fra japansk æstetik.  Den rummelige kabine er kendetegnet ved enkle, horisontale linjer samt instrumenter og betjeningselementer, der er eksemplarisk tydelige og placeret, præcis hvor man forventer at finde dem. Materialekvaliteten er høj og støjdæmpningen er meget effektiv, så kabinen føles eksklusiv og komfortabel for alle passagerer.
 
Skyactiv-G, Skyactiv-X, Skyactiv-D, mildhybrid og AWD

Motorprogrammet kommer til at bestå af to forskellige 2,0-liters benzinmotorer, Skyactiv-G og Skyactiv-X, samt en dieselmotor, Skyactiv-D, på 1,8 liter. Benzinmotorerne assisteres af et 24V mildhybridsystem, kaldet M-hybrid, hvor bremsekraftenergi lagres i et lithium-ion batteri for senere at assistere motoren ved genstart og ved acceleration fra stilstand. Skyactiv-X og Skyactiv-D motorvarianter vil også være tilgængelige med firehjulstræk.