30. januar 2019 - Toyota

Toyota Camry gør comeback
Populær model i firmabilsklassen vender tilbage til Danmark.

Den nye Toyota Camry introduceres i Danmark til sommer, hvor priser til privatbilister og beskatningsgrundlag for firmabilskunder vil være klar.
Toyota

Det har været kendt i nogle måneder, at Camry efter 14 års pause gør comeback i Vesteuropa i 2019 i en helt ny generation med den nyeste hybridteknologi. Og nu bekræfter Toyota, at det luksuriøse hybridflagskib også vil kunne købes i Danmark.

Når Toyota til sommer introducerer en helt ny og ottende generation af modellen Toyota Camry, er det ikke en hvilken som helst model, der gør comeback på det danske marked.

Med et årligt salg på over 700.000 på verdensplan markerer Camry sig som verdens mest populære firmabilsmodel. Siden første generation af Camry så dagens lys i 1982, er der solgt over 19 mio. eksemplarer af Toyotas luksuriøse model i firmabilsklassen, og Camry har gennem årene vundet et utal af kåringer og sælges i dag i over 100 lande verden over.

Fra næste år er en helt ny generation af Camry klar til at indtage de europæiske og danske veje, og helt i tråd med Toyotas massive fokus på bæredygtig mobilitet introduceres den nye Camry udelukkende som hybridbil.

Det bliver til gengæld så med Toyotas allernyeste fjerde generation hybridteknologi – i dette tilfælde en ny 2.5-liters benzinhybridmotor, der yder op til 218 hestekræfter og sørger for, at Camry – trods sin betydelige størrelse på hele 488 cm i længden – flytter sig fra 0 til 100 km/t. på godt 8 sekunder.

Oplader automatisk under kørslen
Bilen sørger helt automatisk selv for at oplade hybridbatteriet under kørslen, hvilket gør, at en stor del af kørslen kan foregå på ren el. Det er med til at sikre en brændstoføkonomi på 23,8 km/l efter den nye WLTP-målemetode omregnet til NEDC2-tal.

Et kig på den nye Camry afslører, at der ikke kun har været fokus på kraftfuld og bæredygtig hybridteknologi men også på bl.a. design. Designet lægger sig op af Toyotas øvrige nyere modeller med et særligt katamaran-lignende frontdesign med brede, smalle LED-forlygter.

Den lavt placerede motorhjelm samt en lav taglinje og bæltelinje sørger tilsammen for, at Camry i profil visuelt nærmest trækkes ned mod vejen, hvilket fremhæver bilens lave tyngdepunkt. Taglinjen er samtidig forlænget for at sikre bagsædepassagererne den bedst mulige komfort inde i kabinen, mens LED-baglygter og faldende designlinjer, der bagtil løber skråt ud mod siderne, understreger Camrys brede og sportslige udseende.

Indvendigt i kabinen er der kræset for fører og passagerer. Camry har altid været en luksuriøs model, og den nye udgave er ingen undtagelse med dens sensuelle kurver over instrumentbrættet kombineret med kvalitetsmaterialer i blødt læder, træ og med satinkrom detaljer i det førerfokuserede cockpit samt en særdeles rummelig kabine både for og bag.

Den nye Camry byder på hele tre skærme i farver – et 10” head up display i forruden til visning af både hastighed, rutevejledning fra navigationem og andre relevante køreinformationer, en 7” multiinformationsskærm i instrumentbrættet foran føreren med mulighed for endnu flere køreinformationer samt en 8” touch skærm i centerkonsollen med den seneste udgave af Toyotas Touch 2 multimediesystem.

Luksuriøse detaljer
På bagsædet folder de luksuriøse detaljer sig bogstaveligt talt for alvor ud i den højeste udstyrsvariant, når man lægger det læderbetrukne midterarmlæn ned og her får mulighed for via en kapacitiv betjeningspanelskærm, som man bl.a. kender fra smartphones, at indstille klimaanlægget, multimediesystemet og at regulere sæderne, helt som man ønsker det.

Det er ikke kun inde i kabinen, at man kan fråse med pladsen. Bagagerummet i den nye Camry sluger nemlig hele 524 liter som følge af et nydesignet baghjulophæng, der har mindsket støddæmpernes krav til plads.

En af årsagerne til at det har været muligt at udvikle en ny og på samme tid både kraftfuld og brændstoføkonomisk hybridmotor samt et nyt og lavere sportsligt design skal findes i Toyotas nye TNGA-filosofi, der handler om at bygge bedre biler på smartere og mere økonomisk vis. Camry er således bygget på den helt nye GA-K platform, ligesom den nye RAV4 også er funderet på.

Mere engagerende køreoplevelse

Toyotas nye TNGA-baserede platforme har allerede vist sig at gøre modellerne markant mere velkørende, hvilket både Prius og C-HR er tydelige eksempler på. Camry har med den nye platform på samme vis fået et markant lavere tyngdepunkt, hvilket i kombination med en lavere kørestilling, et nyt avanceret hjulophæng og et fastere karosseri alt sammen er med til at give en betydelig bedre og mere engagerende køreoplevelse end nogensinde før.

Sikkerheden er også i top i den nye Camry. Som standard bliver Camry udstyret med Toyotas avancerede sikkerhedspakke Toyota Safety Sense, der er designet til at forhindre eller mindske risikoen for trafikulykker.

Et kamera i forruden og en millimeterbølgeradar foran sikrer, at bilen automatisk nødbremser for både biler og fodgængere, ligesom adaptiv fartpilot, vejbaneassistent med aktiv styring, automatisk op- og nedblænding af fjernlys samt vejskilteassistent også er en del af den avancerede sikkerhedspakke. I de højere udstyrsvarianter bliver overvågning af de blinde vinkler og alarm for bagved krydsende trafik tillige standard.

Den nye Toyota Camry introduceres i Danmark til sommer, hvor priser til privatbilister og beskatningsgrundlag for firmabilskunder vil være klar.