3. oktober 2018 - Toyota

Toyota klar med sportslig Yaris
Verdenspremiere på ny sportslig Toyota Yaris.

Yaris GR Sport introduceres i Danmark i 2019, hvor også prisen vil være klar.
Toyota

En ny og sportslig Toyota Yaris får verdenspremiere ved den internationale biludstilling Paris Motor Show i Frankrig i begyndelsen af oktober. Den nye sportslige udgave af Yaris er kraftigt inspireret af den højpotente Yaris GRMN og vil være den første GR SPORT udgave af en Toyota-model i Europa.

Toyota vil tilføre en af sine mest populære biler i Danmark endnu mere sportslig køreglæde. Det sker gennem introduktionen af en ny og sportslig udgave med tilnavnet GR SPORT.

Den sportslige udgave får verdenspremiere ved den kommende internationale biludstilling Paris Motor Show i Frankrig i begyndelsen af oktober og er endnu et eksempel på, hvordan Toyota bruger successen fra sin motorsportsafdeling GAZOO Racing til at udbrede nye og spændende, sportslige GR-modeller til kunderne.

Toyotas tilbagevenden til VM-serien i rally, WRC, i 2017 førte til udviklingen af den højpotente Yaris GRMN, der af bilanmeldere over hele Europa er rost til skyerne og også hurtigt blev en succes hos kunderne. Der gik således mindre end 48 timer, før Toyota kunne melde udsolgt for samtlige 400 producerede biler.

Sportslig indflydelse

Den nye Yaris GR SPORT trækker GAZOO Racings sportslige indflydelse helt ind i hjertet af Yaris-modelserien, hvilket betyder sjovere køreegenskaber og et mere sportsligt design. De GRMN-inspirerede ændringer omhandler primært den fastere affjedring, hvilket giver bilen mere involverende styreegenskaber og gør den hurtigere til at reagere på førerens kommandoer.

Der bliver benyttet den samme type Sachs Performance støddæmpere som i Yaris GRMN og en solid (i stedet for hul) krængningsstabilisator for at opnå ekstra stivhed. Bilen er også sat sportsligt op med en frihøjde, der er reduceret med 11 mm sammenlignet med de almindelige Yaris-modeller, mens afstanden mellem hjul og karosseri er nedbragt med 18 mm.

De sorte 17” store støbte, legerede alufælge er specielt udviklet til Yaris GR SPORT og har fået monteret de samme Bridgestone Potenza RE50 205/45R17 dæk, som sidder på Yaris GRMN. Der er i øvrigt lykkedes Toyota at begrænse bilens vægtforøgelse til kun 5 kg som følge af de forskellige ændringer sammenlignet med den almindelig udgave.

Yaris GR SPORT vil udelukkende kunne fås med fem døre i modsætning til Yaris GRMN, der altid er tre-dørs. Samtidig bliver eneste motorvariant til GR SPORT hybridmotoren, som man kender fra Danmarks mest populære hybridbil, Yaris Hybrid.
 
Ligner storebror Yaris GRMN

Udvendigt ligner Yaris GR Sport på mange måder storebror Yaris GRMN med sit sorte bi-tone tag med hajfinne antenne og tagspoiler. Den har dørlister i piano-sort, et sort bikube-mønstret frontgitter, sorte sidespejle og sorte inddækninger omkring tågeforlygterne.

Forlygterne er unikke på Yaris GR SPORT med sorte integrerede detaljer. Mørktonede ruder er også standard sammen med det særlige GR-mærke på bagklappen. Derudover kan man også vælge at få sat smarte, røde klistermærker nederst på forkofangeren og øverst på den nederste del af bagkofangeren for at skabe et ekstra sportsligt udtryk.

Indvendigt i kabinen er indflydelsen fra GAZOO Racing også meget synlig med GR-sportsforsæder betrukket med sort ruskindslignende Ultrasuede mikrofiberstof og kontrastlyse søm samt mørkegrå indlæg. Når føreren trykker på start-knappen, bliver TFT-displayet ved rattet vækket til live med GR-logoet og sætter samtidig stemningen for den kommende køretur.

For at få mest muligt ud af bilens køreegenskaber er Yaris GR SPORT udstyret med det samme sportslige rat, som sidder i Yaris GRMN. Et par sorte GR-måtter med sølvkant fuldender den sportslige Yaris.

Yaris GR Sport introduceres i Danmark i 2019, hvor også prisen vil være klar.