10. maj 2018 - Hans Uffe Christensen

Leas en brugt bil og spar mange penge
Brugt-leasing kaldes også genleasing eller releasing.

Hos FDM kan du få en billig leasing-tjek
 Af Hans Uffe Christensen

Leasing af brugte biler stormer frem, fordi det er billigt og lige så budgetsikkert som at lease en ny bil. Brugt-leasing kaldes også genleasing eller releasing.

Det vigtigste i leasingfirmaets kalkulation er bilens gensalgsværdi. Bilens værditab i kroner og øre falder med alderen. Det samme kan være tilfældet med den afgift, der skal betales af bilen ved leasing-kontraktens indgåelse.

Afgiften betales for hele perioden, og beregningssatserne nedsættes med bilens alder. Først efter tre måneder. Næste gang efter tre år. Til gengæld kan beregningsgrundlaget stige i starten, fordi SKAT bruger en model for brugte biler, der tager udgangspunkt i bilens værdi på det danske marked. Hvorimod nye biler afgiftsberigtiges efter bilens indkøbspris.

"Som andre storkunder, får leasingfirmaerne en rabat, og for nyere biler kan denne rabat i nogle tilfælde mere end opveje de lavere beregningssatser. Med andre ord kan det i visse tilfælde være dyrere i afgift at lease bilen ud som brugt end som ny. Så gør vi det selvfølgelig ikke. I stedet bliver bilen solgt til markedsværdien," siger direktør Thomas Lindgren Mortensen fra Alm. Brand Leasing.

Service

Også andre forhold belaster brugtleasing. Der normalt fuld service i leasingkontrakter, og brugte biler er som regel tættere på store serviceftersyn end nye. Sliddelene er også tættere på udskiftning. Leasingsfirmaet hænger på eventuelle reparationer, og brugte biler går mere i stykker end nye.

Men der er jo allerede betalt ekstraordinær førstegangsydelse (en slags udbetaling) en gang på den brugte bil, og summa sumarum kan kan leasingfirmaet derfor alligevel i mange tilfælde levere bilen med markant lavere førstegangsydelse og lavere månedlig ydelse i forhold end en sammenlignelig ny bil.

Normalt er udgifter til dæk som regel for kundens egen regnnig. Tjek derfor, at der er rigeligt med mønster i dækkene eller få en aftale om, at selskabet betaler for den slidtage, der allerede er foretaget. Der skal nemlig være mindst 1,6 mm mønster i dækkene, når bilen afleveres igen.

Småskader

Når folk ikke kaster sig frådende over releasede biler hænger det i følge branchefolk sammen med en frygt for at komme til at hænge på småskader, der er påført bilen i den tidligere brugers tid. For at fjerne denne usikkerhed er BMC Leasing A/S i Horsens gået i samarbejde med FDM.

"Vi tilbyder at betale 50% af en FDM-test efter udleveringen til vore kunder. Kunden bestiller selv tid, og kører bilen til FDM for at få en minutiøs vurdering af bilens tilstand, siger Jan Lorenzen fra BMC Leasing.

Et leasing-tjek hos FDM  koster herefter 375 kr. for hver part, og kunden kan være sikker på, at tidligere kunders brugsspor ikke bliver hans/hendes hovedpine. Det er en vigtig detalje hos BMC Leasing, der har en del lidt ældre biler i varelageret.

Hos Alm. Brand Leasing pointerer direktør Thomas Lindgren Mortensen, at det er meget svært for kunden at lave direkte sammenligninger mellem releasede og nyleasede biler, fordi fabriksnye biler er ofte anderledes udstyret end tidligere årgange.

Men kunden kan selvfølgelig selv gå ind på firmaet hjemmeside og vurdere tilbuddene. Nye som brugte. Ofte kan kunden gå en bilklasse op ved at vælge en nyere brugt lesingbil i stedet for en helt ny. I vor casestory er kunden endda gået to klasser op i størrelse uden ekstraudgifter.

I følge branchefolk lægger den typiske releasing-kunde også vægt på hurtig levering. Til gengæld må kunden leve med, at der er mindre at vælge mellem alt efter, hvad der er kommet retur.

Ofte er besparelsen størst, hvis man hopper på en udgået model.  Også selv om den har få år og kilometer på samvittigheden. På Alm. Brands hjemmeside har vi f.eks. fundet en Opel Corsa 1.3 CDTI Cosmo til 1.695 kr. om måneden med 4.345 kr. i førstegangsydelse.. Samlet betaling i tre år inkl. alle gebyrer er 66.266 kr.

Samme leasingudbyder tilbyder en ny Corsa 1,3 CDTI (nu kaldet Sport One Star) til 4.995 kr. i førstegangsydelse, 2.395 kr. i månedlig ydelse og med en samlet betaling på 92.116 kr. Over tre år vil brugt-leasing-kunden således spare 25.850 kr. svarende til 718 kr. om måneden.