30. marts 2018 - Fleetwise

Fremtiden er elektrisk
Mange kommuner har allerede elbiler i driften og flere of flere ser muligheder i det grønne.

Stort potentiale for elbiler hos kommunerne.
Fleetwise 



Mange kommuner er kommet i gang eller videre med brug af elbiler, men der er fortsat et stort uudnyttet potentiale for elbiler 

 
Fremtiden er elektrisk og biler uden sundhedsskadelig udstødning bliver reglen frem for undtagelsen. Et paradigmeskifte er i gang og hastigheden for omstillingen øges hele tiden og i takt med, at flere og flere forholder sig til og handler efter, at afbrænding af olie ikke er holdbart i længden.
 
Mange kommuner har allerede elbiler i driften og flere og flere ser muligheder i det grønne alternativ til benzin- og dieselbiler. Energistyrelsen har støttet projektet ’Flere elbiler i hjemmeplejen’, som blev skabt af konsulentvirksomheden Fleetwise med det formål at hjælpe kommuner i gang eller videre med omstilling til elbiler.
 
Projektet har bidraget til, at flere kommuner har taget stilling til elbiler og erfaret at elbiler er et reelt og aktuelt alternativ til benzin- og dieselbiler. Flere kommuner har anskaffet elbiler på baggrund af projektets tilbud og en kommune har udskiftet alle biler i hjemmeplejen til elbiler.
 
Stort potentiale for elbiler hos kommunerne
Projektet har hjulpet 15 kommuner i spørgsmålet om elbiler i hjemmeplejen og ved analyse af disse kommuners biler, er der en potentiel omstillingsgrad på 86 procent. Langt de fleste af kommunernes biler kan med andre ord udskiftes med tilsvarende elbiler. For seks af de femten kommuner kan alle nuværende biler potentielt omstilles til elbiler.
 
Kommunernes biler kører lokalt og særligt for hjemmeplejen køres fra borger til borger med utallige start og stop. Her giver elbiler særlig god mening, idet de kører uden udledning af sundhedsskadelige udstødningsgasser og kræftfremkaldende partikler.
 
Men hvorfor bliver alle egnede biler, så ikke bare udskiftet til elbiler?
Det er ikke forskellen i rækkevidde der er svaret. Kørselsomfanget, for de via projektet analyserede kommuner, udgør blot 57 km. pr. dag, hvilket en elbil sagtens kan klare.
 
Svaret er økonomi. Elbiler er dyrere i anskaffelse end små benzindrevne micro biler, som oftest er bilvalget i kommunernes hjemmepleje. Det koster ekstra at redde verden. Hvor meget afhænger af sammenligningsgrundlaget. Totaløkonomisk er Renault Zoe (41 kWh) i forhold til en Toyota Yaris 1.5 Hybrid H2 Aut., som bruges i en del kommuner ca. 25 pct. dyrere. Hertil kommer omkostninger til ladeinfrastruktur. 
 
Omkostninger til etablering af ladeinfrastruktur er ofte en show stopper og udgør en markant forskel til det traditionelle og nemme valg; afbrænding af olie. Omkostninger til ladeinfrastruktur for de analyserede kommuner udgør i gennemsnit 27.940 kr. ekskl. moms pr. ladeudtag, varierende fra 9.623 til 40.663 kr. pr. ladeudtag. Medianen udgør 30.000 kr. pr. ladeudtag. Betragtes spørgsmålet om elbiler derfor alene med økonomiske briller, og kortsigtet har elbilen det svært. 
 
Positive erfaringer med elbiler
De kommuner der anvender elbiler, har gode erfaringer og personalet der kører i bilerne, er begejstrede. De fleste mennesker er først lidt skeptiske mht. elbiler, men når de først har prøvet og vænnet sig til kørsel med automatgear, bliver elbilens lyd- og trinløse kørsel vanedannende og det bliver svært at gå tilbage til en oliebrænder.