23. marts 2018 - Toyota Danmark

Toyotas fremtidige planer
Toyota går ind i næste fase af sin europæiske drivlinjestrategi

Til pressemøde før den international biludstilling
Toyota Danmark 

Toyotas europæiske topledelse har på et pressemøde før den internationale biludstilling Geneve Motor Show i Schweiz netop løftet sløret for sin fremtidige strategi inden for drivlinjer i Europa.

 
Den helt nye Toyota Auris, der får premiere ved den internationale biludstilling Geneve Motor Show i Schweiz tirsdag, og som skal produceres på Toyotas bilfabrik i Burnaston i England, kommer med tre forskellige drivlinjer – én turbobenzinmotor med 116 hestekræfter og to forskellige hybridmotorer med henholdsvis 122 og 180 hestekræfter.
 
Ligesom Toyota i 2016 valgte ikke at introducere dieselmotor til den skarptdesignede Toyota C-HR, så introducerer Toyota heller ikke dieselmotor i den nye generation Auris, men udelukkende benzin og hybrid.
 
En massiv efterspørgsel på Toyotas hybridbiler fra kunder over hele Europa betyder således, at Toyota vil udfase dieselmotorer i alle nye personbiler i Europa allerede i løbet af 2018.
 
Fire ud af ti solgte Toyotaer i Europa i 2017 var hybridbiler – svarende til 406.000 hybridbiler. Det er en stigning på 38 procent sammenlignet med året før. Til sammenligning udgjorde Toyotas salg af biler med dieselmotorer blot 10 procent af det samlede salg i Europa.
 
Toyota vil dog fortsat tilbyde dieselmotorer i varebiler som Hilux, Proace og Land Cruiser 150 for at imødekomme kundernes behov.
 
”Toyota har vist vejen inden for hybridteknologi i over 20 år. I flere år har hybrid været det dominerende valg for flere af vores modeller. Hele otte ud af ti valgte i 2017 hybrid til vores seneste model, Toyota C-HR. Som led i vores el-strategi udvider vi nu udbuddet af hybridmotorer med en ny og mere kraftfuld 2.0-liters hybridmotor. Første bil, der får denne motor, bliver den nye generation Auris, og udvidelsen af hybridudvalget her er en helt naturlig følge af vores kunders efterspørgsel.
 
Andelen af Toyotas hybridsalg overgik allerede dieselsalget i 2015. Siden da er hybridsalget steget yderligere, mens dieselsalget er faldet betydeligt. Når det handler om varebiler, er der som regel et forretningsmæssigt behov for fx ekstra trækkræft og last. Så her vil vi fortsat tilbyde den nyeste dieselteknologi,” siger Dr. Johan van Zyl, der er øverste chef for Toyota i Europa.