10. oktober 2016 - Audi

Den nye Audi Q5
Anden generation af Audi Q5 lanceres i Paris.

Den nye Audi Q5 kører af samlebåndet på en nyopført fabrik i Mexico og lander hos de danske forhandlere i starten af 2017.
Audi

Audi lancerer anden generation af succesmodellen Q5 på Paris Motor Show. SUV’en forener sportsligheden i en Audi Limousine med en alsidig karakter og en særdeles fleksibel kabine.

Uanset om blikket rettes mod mulighederne for opkobling, bilens effektivitet eller førerassistentsystemerne, så sætter den nye Audi Q5 endnu en gang standarder i sit segment. Den nye Q5 lander hos de danske forhandlere i starten af 2017.

”Den første Audi Q5 var i flere år den globalt bedst sælgende SUV i sin klasse. Det var ikke nogen let opgave at skabe dens efterfølger, hvilket af samme årsag gjorde opgaven meget spændende”, udtaler Rupert Stadler, administrerende direktør for AUDI AG. ”Med den nye Q5 sætter vi igen barren en tand højere. Til de store innovationer tæller quattro-drivlinjen med ultra-teknologi, de yderst effektive motorer, luftaffjedringen med støddæmperregulering samt det omfattende infotainmentudbud og udvalg af assistentsystemer.”

Klassisk Audi: Henvisning til quattro-drivlinjen
Audis nye SUV har et både sportsligt og stramt design. En markant udformet singleframe-grill med massiv ramme dominerer dens aerodynamisk flade front, og vandrette linjer fremhæver indtrykket af bredde og statur. En markant og svungen skulderlinje segmenterer sidens design, og de markante hjulkasser henviser til det permanente firehjulstræk quattro. Bagklappen går rundt om C-stolperne – en klassisk feature for Q-modellerne fra Audi.

Rummelig og stor kabine
4,66 m lang, 1,89 m bred, 1,66 m høj og en akselafstand på 2,82 m – i forhold til forgænger-modellen er den nye Q5 vokset på næsten alle parametre. Samtidig er bilens egenvægt, afhængigt af motoren, faldet med op til 90 kg. Kabinen har masser af plads til fem personer. Som ekstraudstyr kan man tilvælge ekstra features som en pneumatisk massagefunktion og ambientebelysning med 30 forskellige farver.

Bagsæderyglænet kan som ekstraudstyr forskydes i længderetningen og indstilles i hældningen. Afhængigt af dets position rummer bagagerummet som udgangspunkt 550 til 610 l, hvilket er 10 l mere end i forgængermodellen.

MMI Navigation
Den nye Audi Q5 fås med Audi virtual cockpit (ekstraudstyr) med 12,3” skærm. I forbindelse med topinfotainmentsystemet, MMI Navigation plus med MMI touch og 8,3” display, er dreje /trykknappen udstyret med en touchpad på oversiden, der genkender håndskrift samt kendte bevægelser som fx zoombevægelsen.

MMI Navigation plus integrerer med Audi connect et LTE-modul og et Wi-Fi-hotspot, hvilket lader passagererne være online med op til otte mobile enheder. Audi connect giver med et fastmonteret SIM-kort mulighed for roaming i Europa for mange Audi connect-tjenester.
Førerassistenter og sikkerhedssystemer

Også når det drejer sig om førerassistentsystemerne, ligger den nye Audi Q5 med sit store udvalg af hightechfeatures helt fremme i sit segment. Med deres intelligente samspil tager systemerne endnu et skridt i retning mod selvkørende biler. De er samlet i de tre pakker ”Tour”, ”City” og ”Parkering” og indeholder bl.a. den forudseende effektivitetsassistent, adaptiv fartpilot inklusive køassistent og Audi active lane assist. Pre sense-systemerne er også et stort plus for sikkerheden – f.eks. det standardmonterede Audi pre sense city, der advarer mod fodgængere og køretøjer og indleder en automatisk nødopbremsning.

TDI- og TFSI-motorer
Europa starter den nye Audi Q5 med fem kraftfulde og effektive motorer – fire TDI-motorer og en TFSI-motor. De er blevet op til 27 hk stærkere, samtidig med at brændstofforbruget er blevet reduceret betydeligt. Det er især 2,0-liters TDI-motorerne i den nye Q5 med 150 hk, 163 hk og 190 hk, der er særligt effektive.Den videreudviklede 2,0-liters TFSI-motor frembringer 252 hk, mens 3,0-liters TDI-motoren, der ligeledes har undergået en kraftig revision, yder 286 hk og et drejningsmoment på 620 Nm.

Ny drivlinje og gearkasser
Drivlinjen til denne mellemklasse-SUV er helt nyudviklet – og det samme gælder for den 6-trins manuelle gearkasse, den 7-trins S tronic og den 8-trins tiptronic (kun til 3.0 TDI). De automatiske gearkasser omfatter en brændstofbesparende friløbsfunktion.
Den nye quattro-drivlinje med ultra-teknologi (standardudstyr til 2.0 TDI med 163 hk og 190 hk samt 2.0 TFSI med 252 hk) frakobler altid trækket på bagakslen, når der ikke er brug for det, og tilslutter det igen proaktivt, hvis der er behov for det. Det nye koncept øger effektiviteten uden at gå på kompromis med vejgrebet og køredynamikken.

Alsidig undervogn

Den nye Audi Q5 er både sportslig og på samme tid meget komfortabel. Fundamentet for dette udgøres af de nyudviklede 5-leddede aksler og den ligeledes nye elektromekaniske servostyring. Som ekstraudstyr fås dynamiske styring, som varierer udvekslingen afhængigt af hastigheden og styrevinklen.

Den nye adaptive air suspension kan ud over at tilpasse støddæmpningen også variere karrosseri-sænkningen i fem trin. Begge systemer er, ligesom sportsdifferentialet til Audi Q5 3.0 TDI, integreret i en ny, central undervognsstyreenhed.I det standardmonterede system Audi drive select kan føreren vælge mellem hele syv indstillinger, hvoraf lift/offroad og allroad er nye.

Den nye Audi Q5 kører af samlebåndet på en nyopført fabrik i Mexico og lander hos de danske forhandlere i starten af 2017. Priserne kendes endnu ikke.