2. juni 2016 - Renault

Ny Renault Clio RS
Kevin Magnussen afslører giftig Renault Clio.

Den nye Renault Clio RS er udstyret med samme motor, som sidder i storebror Renault Megane RS Trophy 275, der har rekorden på Nürburgring.
Renault

Forud for Formel 1 løbet i Monaco havde Kevin Magnussen skiftet sin gule Formel 1 racer ud med en anden gul racer. Nemlig konceptversionen af Renault Clio RS med ikke færre end 275 hestekræfter.
 
Nogle gange smager en cocktail bare bedre end en simpel drink. Det gælder også for biler. Hos Renault havde man op til Monacos Grand Prix været i gang med den helt store cocktailmikser. Og ud af det er der kommet en "drink", der er så stærk, at selv Chili Claus ville få tårer i øjnene.
 
Opskriften på den stærke cocktail er: Man tager et styks Renault Clio RS med 200 hk. I sig selv lidt af en hurtig fætter. Så hiver man 1.6 liters motoren ud, og sko-horner en 2.0 liters version med 275 hk ned i motorrummet. I øvrigt samme motor, som sidder i storebror Renault Megane RS Trophy 275, der har rekorden på Nürburgring.

Man laver så lige den mindre Clio lidt lavere, lidt bredere, og får lige folkene i pitten til at skifte til 19 tommer hjul. Som paraplyen i drinken, maler man så lige hele bilen samme gule farve som Kevins Formel 1 racer. 

Tilbage står en drink så appetitlig, at drengerøve og motorsportsentusiaster på bilmæssig antabus, ville være nødt til at hoppe ombord.

Præstationer er der ikke meldt noget ud om. Men, da en normal Renault Megane RS Trophy 275 hk løber 255 km/t og sprinter  fra 0-100 km/t på 5,8 sekund, kan man med en lettere og mere sportslig bil kun gætte på præstationerne. Kan man så købe den snart ?- Næppe. Men er  fed ? - Ja, det tror vi på !