31. maj 2016 - FDM

Ingen vejbyggerier om få år
FDM advarer mod ’kommunale tilstande’ på vejene.

Manglende finansiering betyder, at Danmark i 2020 løber tør for vejprojekter. Derfor haster det med at finde penge, mener FDM. (Foto: FDM/ Torben Arent)
FDM

Flere end 20 store vejprojekter med gavnlig effekt for mobiliteten er planlagt eller vedtaget. Men der er ikke penge til nogen af dem. Vi risikerer ’kommunale tilstande’, advarer FDM, som mener, det haster med finder penge til nye veje.

Entreprenørmaskinerne snurrer stadig på de store motorvejsbyggerier rundt om i Danmark. Men kun lidt endnu. For når snorene til anden etape af Kalundborgmotorvejen og broen over Roskilde Fjord klippes i 2019, er alle større vejbyggerier færdige. Bortset fra en etape af Næstvedmotorvejen står vejudsigten på tørke i byggeriet. Det skriver FDMs medlemsmagasin Motor, der har gennemgået alle større anlægsaktiviteter på vejnettet.

Det er ellers ikke fordi, der mangler vejprojekter at gå i gang med. Allerede i dag er anlægslovene for flere projekter rundt om i landet vedtaget, men der mangler penge til de afsluttende etaper. Med 2020 lige om hjørnet begynder det derfor at haste, hvis ikke vejbyggeriet skal gå helt i stå. Processen med at undersøge, planlægge, lave udbud og endelig bygge veje er nemlig ofte langsommelig.

”Danmark har brug for en langsigtet investeringsplan for infrastrukturen. Derfor bør politikerne snarest få prioriteret de allerede vedtagne vejprojekter og fundet den nødvendige finansiering. Ellers risikerer vi ’kommunale tilstande’, hvor vejene år efter år må holde for, når der skal findes penge til andre ting,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

At der er god grund til at få iværksat nye vejprojekter, fremgår også af beregninger af projekterne, hvoraf flere viser høje samfundsøkonomiske afkast. Bedre og mere sikre veje, der sikrer en høj grad af mobilitet, er nemlig godt for samfundsøkonomien.

”Otte ud af ti kilometer, danskerne transporterer sig, sker i bil. Derfor er det afgørende, at vi har de rigtige veje de rigtige steder, så vi sikrer mobiliteten bedst muligt. Det er ikke det samme, som at den kollektive trafik ikke også skal prioriteres, men vi må erkende, at det samfundsøkonomisk oftest bedst kan betale sig at investere i vejene,” siger Torben Lund Kudsk og tilføjer:

”Vi skal heller ikke glemme, at bilisterne sidste år betalte 45 milliarder kroner i skatter og afgifter. Derfor burde det ikke være så svært at finde finansieringen.”

En holdning transportminister Hans Christian Schmidt dog ikke umiddelbart deler. Over for Motor afviser han, at der er penge til nye vejprojekter.